Amaranthe, som i starten fra 2008-09 hed Avalanche, består af hele tre vokalister: clean-sangerinde, Elize Ryd, clean-sanger, Nils Molin, og growl/harsh-sanger, Mikael Sehlin. Derudover er der i bandet også guitarist, Oluf Mörck, bassist, danske Johan Andreassen, og trommeslager, danske Morten Løwe Sørensen. Det nyeste medlem er Sehlin, som kom til i 2023 og overtog growler-vokalen efter Henrik “GG6” Englund Wilhelmsson. Ellers bestyres Amaranthe af Ryd og Mörck som primære sangskrivere, komponister og frontfigurer.
I 2014 udgav svenske Amaranthe deres tredje album, Massive Addition. Det var bedre end både debuten og efterfølgeren – det var både poppet, pompøst og balstyrisk på den gode måde til fire stjerner. “Danger Zone”, “Drop Dead Cynical” og “Trinity” var blandt mine favoritter. Dette album har ikke nogle nye favorit-numre for mit vedkommende og er ikke et nyt fan favorit-album.
Siden Massive Addition har de udgivet tre albums ca. hvert andet år, senest i 2020 med Manifest, som Laura anmeldte her på sitet, og var ret begejstret for. I min optik er kvaliteten af deres albums kun gået ned ad bakke, så jeg var spændt på, om fire års albumpause kunne ændre det.
Næsten samtlige sange på The Catalyst har samme, hurtige tempi samt sporadiske distortede guitarsoli af Mörck – dog flot produceret af danske Jacob Hansen. Ryds poppede vokal er meget dominerende, hvilket også er okay, fordi hun synger godt, men hun bliver “heldigvis” afbrudt af growlende Sehlin, der (også) gør et overbevisende stykke arbejde. Teksterne er meget stereotypiske – de handler alt fra om dommedag og sci-fi til samfundet vs. mennesket. Når musikken spiller, så går teksten næsten under radaren på lytteren, fordi der er så mange lydeffekter, som stjæler opmærksomheden.
