Alice Cooper

Eksplosioner sprænger euro-metal til atomer

-

Anmeldelse af: Amaranthe – “Manifest”. Udgivet 02. oktober 2020 via Nuclear Blast.

 

Da Corona-virussen overtog vores verden i marts, måtte befolkningen lægges ned bag lukkede døre med mundbind og flere meters afstand til hinanden og værst af alt…flere meter fra koncertscenen.
Men end ikke en pandemi kunne stoppe det Powerhouse, som er svenske Amaranthe, for at styrte over landets grænser og indspille albummet Manifest, som vi glædeligt blev benådet med. I en tid, hvor vi hungrende og grædende på knæ tigger og beder om vores daglige indsprøjtning af metal på den ene eller anden måde, så kom Manifest på det rette tidspunkt.

Amaranthe fremmaner for sjette gang et bombastisk album spækket med den velkendte Euro-metal blendet godt og grundigt sammen med tunge trommer og ørehængende lyrik fra de tre dygtige forsangere, hver med deres egen lyd og eget personlige præg på musikken.

Med en hårrejsende intro, der forsikrer lytteren om, at der er noget stort på vej, leder albummet os ind med sangen “Fearless”. Nummeret springer ud i akrobatiske hvælvinger af riffs med den velkendte lyriske præcision af Elize Ryds lyse stemme sammentømret med Nils Molins hæse alsidige vokal og vores kære growl god-Henrik Englunds rullende brøl, mens det opløftende budskab om frygtløse sjæle opløftes i en teatralsk musiks udførsel. Nummeret er, i min optik, en af albummets highlights, men det er langt fra, fordi det bliver kedeligt herfra.

Vi får serveret headbangers som “Scream My Name”, som sætter endnu en høj standard for albummets signaturlyd. På trods af at mange bands beskæftiger sig med den risikable kunst at blande forskellige musikarter, har Amaranthe fingeren på pulsen i forhold til, hvad de vil med deres musik, og dette skinner tydeligt igennem på dette album.
Ørehængeren “Archangle” er endnu et nummer, som producerer eksplosioner af tungt hårdtslående metal efterfulgt af chokoladeovertrukne vokaler serveret med elektroniske elementer – og på sin helt egen særlige måde fungerer parringen optimalt.

Får at få pusten igen får vi renset ganen med sjæleren “Crystalline”, som giver anledning til, at Elize Ryd og Nils Molin kan fremvise deres stemmes imponerende regi. For det utrænede Amarante-øre kan det til tider gå hen at blive en ensformig musikoplevelse at kaste sig ud i Amatanthes univers. Men på dette album viser de for alvor deres kunnen inden for innovation og kreative sangkunst. Dette kommer bl.a. til udtryk i det følelsesladede nummer “Strong”, hvor Elize duetterer med Battle Beasts Noora Louihmo, samt på nummeret “Do or Die”, hvor Arch Nemesis gamle forsanger Angela Grossow smukt sammenføres og giver sangen pondus og power.

Og når vi snakker alsidighed er det svært at komme uden om albummets utvivlsomt mest iørefaldende nummer: “BOOM!1” Amaranthe har tidligere dyppet fødderne i rap-genren med nummeret “GG6” fra albummet Helix, og noget siger mig, at eksperimentet skulle have stoppet der, men nej. “BOOM!1” er et nummer, som på sin vis er ganske underholdende og nok også ville fungere ganske fint som et komisk indslag i et forsøg på at latterliggøre metalcore-genren, men det er svært at sætte sin finger på, hvad intentionen bag “BOOM!1” har været. Nils Molin lægger et forvirrende utilpasset omkvæd til en trafikulykke af growl-rap, mærkværdig lyrik og et breakdown, der vil gå ned som noget af det mest tåkrummende i metal-historien. Er det innovation? Er det for sjov? Jeg aner det ikke. Men noget kan siges med sikkerhed, og der er, at det er et nummer, alle vil huske. Så wow, GG, godt gået.

For at ende med et citat direkte fra førnævnte katastrofe: “everything ends with a BOOM!” Og ja, det gør det. Manifest er et interessant, velsammensat og ørehængende album, som byder på nogle af de mest gennemførte numre, som Amaranthe har skabt gennem tiden. Der kontrasteres mellem skønheden og uhyret, det sjove og det seriøse; det grove og det smukke.

Lige som man troede, at man vidste alt om denne svenske gruppe, så svømmer de op bag os, og som et hajangreb overraskes vi med alt godt fra havet. Så hvis i endnu ikke har hørt Manifest, så put your shades on, og kom i gang!

REVIEW OVERVIEW

Amaranthe - Manifest

Share this article

Recent posts

Corona drillede Defecto og Junkyard Drive

 Anmeldelse af: Defecto + Junkyard Drive. Store Vega - København. 27. november 2020.  Da denne koncert blev annonceret for nogle måneder siden, turde jeg knapt...

Når musikken transcenderer nuet

Anmeldelse af: MØL, m.fl. Tapperiet, Køge. 28. november 2020. Det var en ud af kroppen-oplevelse, denne anmelder blev udsat for i den sydligste endestation for...

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Popular categories