Anmeldelse af Mothem – State Of Decay. Udgivelse d. 11.07.25 via Last Mile Records.
William Shakespeare skrev i Hamlet: “Something is rotten in the state of Denmark”. På State Of Decay er der ikke noget forrådnelse – endnu!
Mothem er et nyt (fra 2021) dansk hardrockband fra København, der blander teatralske, elektroniske og lettere poppede elementer i et dystopisk miks af dommedagsscenarier. Normalt, synes jeg, at denne subgenre med stringente koncepter hurtigt bliver for fjollet med bands som Beast In Black og Powerwolf som eksempler, men hvor sidstnævnte overraskede mig på sommerens Copenhell, burde der altså altid være plads til personlige musikalske forbedringer og præferencer.
Hvis man skal være kritisk, kan man godt kalde Mothem for letbenet teatralsk, Eurovision-powermetal, men pointen er, at det er catchy som bare pokker både tekster og melodier. Vokalen af Simon Lillelund Larsen (fra Blaze Of Barbaroid, Kill The Messenger og Northfall) har måske ikke det mest solide, dybeste fundament, men til gengæld har den andre kvaliteter. Artikulationen er i top – man er ikke i tvivl om, hvad der bliver sunget, hvilket jo er meget belejligt for et nyt band. Så kan Simon Larsen måske i fremtiden udfordre growling-teknikkerne lidt for at drille lytterne og subgenren. Mine to kollegaer sammenlignede dem lidt med Alter Bridge, da de dækkede deres koncert på Studenterhuset i maj. Det er en konklusion, jeg godt forstå, for Myles Kennedy har heller ikke verdens stærkeste vokal, men de har samme pop-rockede tendenser.
Apropos så er det musikalske “effektive” i sound, stemninger og totaloplevelse. Det er til tider til den elektroniske side, men det er ikke nogen skam. Guitarist, Christian “Haystack” Rasmussen, som også er med i Pink Plauge, Fall of Pantheon, Sunset Detour og tidligere Ethereal Kingdoms, fyrer også her op for sine ekvilibristiske riffs og soli, der er ethvert symfonisk powermetalband værdigt. På trommer spiller Nichlas Olsson, der også er trommeslager i Cauterizer, og på bas, keys og produktion er Kasper Traczyk, men han er såkaldt tavst medlem. Nichlas Olsson er desværre endnu mere tavs og anonym i lydbilledet, selvom man godt kan høre hans trommer.
Teksterne er apokalyptiske og dystopiske. Hvis jeg var blevet præsenteret for dem for et år siden, ville jeg nok bare slå det hen som dommedagsprofetier, men i et verdenssamfund med diverse typer af statsledere og politiske strømninger virker det alt, alt for relaterbart desværre. Men jeg tror godt, at deres univers kan blive endnu tungere og mørkere.
På “Martyr” synges: “Everyone’s a liar / Everyone’s a thief / Everyone’s on fire / Everyone’s a freak” og i “Purple Eyes” går omkvædet: “Trust in love / Make it count / Breathe it in / Till you’re without”. Man skal ikke høre dem igennem mange gange, før man husker stroferne, som om det var politiske statements.
State Of Decay viser gode takter både for bandet og en debut, der godt kan nå langt i sin egen niche, hvor de udfordrer traditionelle begrænsninger. På næste album må Simon Larsen gerne growle lidt mere og lyde endnu mere harsh og aggressiv. Der er ingen deciderede “klaverballader”, selvom “Space To Breathe” har et mere langsommeligt tempo, men det er også et fint nummer at slutte af på, fordi vokalen viser lidt tænder undervejs. Mere af det næste gang!
State Of Decay trackliste:
- State Of Decay
- Martyr
- Souls On Fire
- Purple Eyes
- Good For Nothing
- Lonestar
- Never Quit
- Just Like Rain
- Away From Me
- Bound
- Tourniquet (Come Alive)
- Space To Breathe
