Utydelige runer gør ingen skjald ære
Albums

Utydelige runer gør ingen skjald ære

Amon Amarth er et band der er færdige med at skrive klassikere og den nyeste ofring til guderne har kun få skatte iblandt sig. 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Amon Amarth Metal Blade Records
3/5

Anmeldelse af Amon Amarth: The Allfather Awakens, udgivelse d. 02.10.26 via Metal Blade Records.

Hvornår udgav Amon Amarth sidst et rigtig godt album? For mig var det nok Jomsviking (2016) så det er ikke for nylig at svenskerne har været vildt relevante i min bog mht. nyt materiale. Berserker (2019) var skræmmende ringe og et lavpunkt i karrieren, og The Great Heathen Army (2022) var en ligegyldig affære. Men nu er det 2026 og jeg sidder med skive nummer 13 fra melodic death metal titanerne. Vil der blive hærget og plyndret i Valhallas ære eller ender det som dum fuldemands sang på bunden af Suttungs mjødtønde? 

Med "Gjallarhorn" virker det faktisk til at Olavi Mikkonen (leadguitar), Johan Hegg (vokal), Ted Lundström (bas), Johan Söderberg (rytmeguitar) og Jocke Wallgren (trommer) har fået noget af bifrosts glans tilbage. Det er Heimdals legendariske horn der kalder einherjerne til strid med mandskor og via et lækkert riff + et virkelig godt omkvæd mærker man den storhed som Amon Amarth ofte har været leverandører af. "Eight Legs of Thunder" er dog en lettere træt Sleipner og ender i bunken af anonyme kriger-hymner. 

"Kvasir's Blood" har lidt bedre fat i de nordiske gudemyter og en vis stridslysten tyngde i sin groove, men det når stadig ikke tidligere togter til sokkeholderne. Det bliver dog næsten helt pinligt i "We Rule the Waves". Endnu et nummer der åbenlyst er dedikeret til den famøse ro-manøvre som bandet skulle have startet på Bloodstock i 2009. Det er alt for leflende og det lyder simpelthen som om at man har spurgt en AI om hvordan en Amon Amarth sang skal lyde. Ganske uinspirerende og sløvt. 

Annonce

"Upphauf" tager dog endelig nogle chancer. At høre et akustisk nummer er næsten en helt åbenlys vej for gruppen og det er et rigtig godt afbræk. Selvom jeg giver point for ideen, så er udførelsen beklageligvis ret kedelig. Ja, jeg lyder som den der anmelder, der bare ikke kan blive tilfreds. Jeg understreger at jeg stadig bifalder tanken i allerhøjeste grad. Det her er bare ikke et område hvor Amon Amarth har meget erfaring og det kan høres. Hvis de nu introducerede nogle flere folk tendenser uden nødvendigvis at blive en Finntroll, Eluveitie eller Apocalypse Orchestra kopi? Se det kunne blive en legendarisk færd man ville riste runer om. 

"Die With A War Cry" marcherer tilbage i frontlinjen med skjolde og sværd højt hævet, men midtempo-nummeret sætter sig ikke rigtig fast. De slipper bedre fra hyldesten til Odin med "Raven God". Man mærker alfaderen, der sidder med overblikket og visdommen over de ni verdener. Særligt det svulstige omkvæd kan samle en hel hær til at marchere frygtløse ind i Jotunheim. Med "The Allfather Awakens" sidder vi med noget af bedste guitar-arbejde på udgivelsen, og asernes konge ville være stolt over denne hyldest. Det er derfor en skam at de to resterende sange tumler ned af kvalitets skalaen som en jætte der bliver ramt smask i ansigtet af Mjølner. "Oden's Hunt" kommer ikke langt ud over idasletten og "Ascending Like an Eagle" er en decideret skuffende afslutning, der efterlader en uforløst. Som et kvad uden mening.


The Allfather Awakens er ikke det værste Amon Amarth har lagt navn til, men ej heller kan det på nogen måde måle sig med fortidens stolte bedrifter. Det er en halvforpustet viking, der ganske vist ikke lider strådøden, men som også er for tilbageholdende på kamppladsen og derfor sidder langt fra Grimnir efter døden? 

3/5

Dommen

  • Amon AmarthThe Allfather Awakens3/5

    Trackliste

    1. 1 Gjallarhorn
    2. 2 Eight Legs of Thunder
    3. 3 Kvasir's Blood
    4. 4 We Rule the Waves
    5. 5 Upphaf
    6. 6 Die with a War Cry
    7. 7 Raven God
    8. 8 The Allfather Awakens
    9. 9 Oden's Hunt
    10. 10 Ascending Like an Eagle
Annonce

Skrevet af

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Anmelder og SoMe

Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

Bliv en del af crewet

Vi søger skribenter og fotografer

Frivillige med kærlighed til metal. Anmeldelser, fotograven, festivaler — vil du med?

  • Skribent
  • Fotograf
Annonce

Metal A Day er et dansk heavy metal-medie, der blev startet af to barndomskammerater over deres fælles lidenskab og dybe passion for den tunge musikgenre – Den entusiasme vil vi dele med dig!

© Alle rettigheder tilhører Metal A Day og Stay Mad Productions | 2014–2026

Website udviklet af Codebit