Anmeldelse af Anthrax: Cursum Perficio, udgivelse d. 18.09.26 via Nuclear Blast Records
Cursum Perficio kan oversættes til "my journey has come to an end" men det betyder ikke at Scott Ian (rytmeguitar), Charlie Benante (trommer), Frank Bello (bas, backing vokal), Joey Belladonna (vokal) og Jon Dais (leadguitar) er færdige med noget som helst og det er der da absolut heller ingen grund til når man lytter til deres nyeste opus.
Introen "Persistence of Memory" rummer klaver og orkestrale elementer, der skaber noget drama, som inden et teaterstykke begynder. Det lyder fint, men for min skyld kunne de lige så godt bare være sprunget ud i det med "The Long Goodbye" for hold da op en start. Belladonnas stemme fejler absolut intet, tværtimod er det her en af hans bedste præstationer med skarpe artikuleringer og masser af styrke samt finesse for at fusionere sin sang med de velanrettede riffs fra Ian og Donais. Og jeg skal da lige love for at disse findes i overflod. Således er jeg nærmest lagt helt ned over hvor sammensatte Anthrax fremstår anno 2026. "It's For the Kids" har en mere old school thrash vibe over sig og bandet har da også sammenlignet nummeret med det klassiske "Madhouse" fra Spreading the Disease (1985). Hæmningerne bliver her sluppet lidt på en anden måde og det er simpelthen skønt at opleve en så ligetil sangskrivning fra de gamle drenge der på ingen måde taber dampen + en skarp solo er kun ekstra guf. Jeg glæder mig til at svinge håret til denne her festbombe.
"Everybody's Got a Plan" tager tempoet lidt ned, men vi bliver stadig i thrash metal/heavy metalland og også dette nummer sætter sig hurtigt fast og skiller sig ud med en mere sinister-vibe imens at der er rigeligt med tunge rytmesektioner og gang vocals at svede til. Jeg får jo helt lyst til at gå i fitness. For hele skiven drypper af adrenalin og kommanderer dig til at bevæge dit korpus.
"The Edge of Perfection" har Ian beskrevet som "the greatest Anthrax song in the history of Anthrax" og jeg er 100% enig! Benante tæsker sine trommer i et næsten hidtil uhørt vanvittigt tempo, og opbygningen gør dig klar til at noget stort er på vej. Hver eneste frase fra Belladonna er særdeles fængende og omkvædet er noget jeg ville beskrive som værende intet mindre end episk. Det hele går op i en højere enhed, hvor alt det gruppen er kendt for eksekveres til en ny epitome. Produktionen er tydelig og nærmest flydende. Alle detaljer står skarpt og det er rent kræs at lægge øre til Cursum Perficio. Producer Jay Ruston har i sandhed gjort et godt stykke arbejde.
"Infectious" er opbygget af en del midtempo-sektioner og det er da også fint at trække vejret lidt efter en af de bedste sange i hele 2026. Men nummeret gør på ingen måde sig selv til skamme og næverne pumper løs imens man finder luftguitaren frem. Der sniger sig harmonier og melodier ind, der krydrer den klassiske Anthrax-formular uden at rykke for meget i de forankrede rødder i bandets historie. "NYC 93" tager os lige lukt til storbyens vilde liv med sirener i starten og bidende riffs fra Ian og samarbejdet mellem Benante og Bello slår fra sig i arrigskab og vi får atter fornøjelsen af et omkvæd der uden tvivl hurtigt vil sætte sig fast i dit hoved. "Cursum Perficio" har noget ulmende mørke over sig og rummer en af de bedste soloer på albummet.
Resten af pladen brillerer desværre ikke lige så meget. Ikke at "T.O.M.B.", "Watch It Go" og "My Victory" er dårlige. Langt fra, men de gør at dampen går af maskinen til sidst. På trods af dette er Cursum Perficio en imponerende lytte oplevelse som jeg på ingen måde havde regnet med fra Antrax så sent inde i deres karriere. Har de fundet deres anden ungdom?
