Anmeldelse af Junkyard Drive: Squeeze. Udgivelse d. 6. november 2026 via Drive Music / Audible Music.
I starten af februar ‘26 crowdfundede Junkyard Drive dette album, og i løbet af kun én uge fik de nået målet. Man kunne så have håbet på, at crowdfundingen og bruddet med Target Group og Mighty Music ville gøre dem mere vild og progressiv, men det er ikke tilfældet.
Junkyard har i 10 år bevæget sig fra klassisk 80’er rock à la AC/DC og Guns ‘N Roses til mere 00’er-inspireret pop-rock som McFly, Busted og Green Day. Det betyder at sangene er mere straight forward og clean, hvilket er forfriskende for en genre, der er meget clichéfyldt, men her møder vi også det første og største problem for Junkyard.
Der er nemlig stadig for mange forudsigelige elementer, i f.eks. albumåbneren “Ordinary”, hvor det bliver slået fast med 700 tommers søm hvor almindelige de selv er: “I am no superstar… I am not a name… I am not a singer, I am not a hit, I am not a tagline, I am just doing it…”. Hvis et rockband som Junkyard Drive ikke et hit, ikke er superstars, ikke er et navn eller ikke er/har en sanger og ikke er/har taglines så må du kalde mig Ærlige Bent. Det klinger hult, ligesom når politikere snakker om hvor folkelige og middelklasse-agtige de selv er, mens de er nogle overklasseløg, der tjener over 1,5 millioner om året. Så altså, Junkyard; I føler jer måske meget almindelige og det er I muligvis også, men please lad være med at lave en sang om det.
Men Junkyard formår også at snyde mig af og til: “Beautiful Love” skulle man tro er en slags fortsættelse af eller pendant til “Beauty Fool” fra forrige album, men det er ikke tilfældet, “Not In The Mood” handler ikke om sex, og i “The Day Will Never Come” synges der “Some day, I’m gonna make it…”. Jeg kan ikke beslutte mig for om det er genialt eller ej.
Siden sidste album, Look At Me Now (2024), har bassist Mikkel Sjus og guitarist Oliver Hartmann forladt bandet. Hartmann nåede dog at indspille og synge backing vocals, mens Anders Rothmann var session-bassist. Om det har en betydning for albummet og sangene er svært at sige, men faktum er, at trommeslager Claus Munch Hansen, forsanger Kristian Johansen og Kristoffer Kristensen er tilbage, nu sammen med bassist Paw “Fuzz” Eriksen (og Jonas Bak). Det er lidt synd for helhedsoplevelsen af bandet.
Jeg ville så gerne holde af et rockband som netop Junkyard Drive, men de udfordrer mig for lidt i forhold til deres progressivitet og ambitioner, eller mangel på samme. De er ellers et relativt ungt rockband, der godt nok har eksisteret i 12 år, men de er en del af den nyere generation. Det kan man desværre bare ikke høre på sangene. Deres energi, som man kan finde i “In Chaos” og “Bad Things”, holder alt for kort tid og resten af albummet lyder alt for fladt.
