Anmeldelse af Gåte: Sigil, udgivelse d. 25.09.26 via Season of Mist
Norske Gåte har eksisteret siden 2000 og spiller folk metal/folkrock. De er nu tilbage med album nummer 7. Deres første på Season of Mist. Hvad har Gunhild Sundli (vokal), Magnus Børmark (guitar, nøgleharpe, slagtøj, backing vokal), Jon Even Schärer (trommer, slagtøj, mundharpe, backing vokal), Arent Todal (hardanger fløjte, nøgleharpe, violin, backing vokal) og Mats Paulsen (bas, backing, vokal) så skabt? Ikke så lidt skal det vise sig.
Allerede fra første nummer "Bergteken" bliver man besnæret af Sundlis smukke og flotte stemme, hvorefter trommerne og slagtøjet kalder os ud i naturens favn. Det er et nummer, der bygger stille op og holder sin faste form næsten til slut. Som et tæppe af grene, der trækkes til side for at vi kan begynde at se gaverne i skovbunden, og den sagte hvisken i trækronerne. Det er umådeligt stemningsfuldt og fløjternes melodier tilføjer yderligere blide lag. "Oskorsreia" tager en mere metallet og dramatisk tilgang til musikken uden at der tabes terræn i forhold til at man føler sig omringer af shamaner. Veludført, uspoleret og velbalanceret.
Sigil er fastgjort i folk, men fusionere det også med moderne elektroniske elementer hist og her. Sangskrivningen har til tider ikke så meget med heavy at gøre, men lægger langt mere vægt på det spirituelle. Der påkaldes mængder af oldtidens væsner i "Sannsiger". Her gæster den prominente sanger Maria Franz fra Heilung. Den norske sang er med til at give hele albummet en flot autenticitet, der aldrig falmer. "Nokon" åbner med lyden af rindende vand og man føler livet i de dybeste skove, når stamme-sang introduceres. Et nummer der finder vej helt ind til det primale. "Bod Fra Djubet" vender tilbage til en lidt finere, men også dybtfølt essens, og hele vejen igennem Sigil er man på det nærmeste tryllebundet af hvor meget liv pladen er fyldt med. Alt er produceret umanerligt flot. Det er da også mixet og masteret af vores egen Jacob Hansen, så dette er jo dejligt forventeligt.
Resultatet står som en lysende krans af moderne folk, der er langt foran alle de andre i samme genre. Når det hele flettes, så finurligt, beroligende og legesygt sammen, så gør det et stort indtryk. "Strandvasker" med sin både tænksomme og grandiose vibe, "Songen" med sine nynnende og hengemte ånder og "Aude" med dens levende harper har hver deres egen drivkraft, der både gør dem til hver deres kringlede fortælling, men også til en uundværlig del af det store billede, der væves af Gåte. "Mi Jord" er næsten hjerteskærende i sin følsomme skønhed og kraftfulde sammensætning hvor guitaren atter er i fokus. Helt klart en af de bedste sange på albummet og som I kan læse så siger det ikke så lidt.
"Jostedalsrypa" binder som en nymfe en stille sløjfe på fablen vi har siddet og lyttet til. Som bålet der er brændt ud og asken der nu spredes i vinden, er den vilde jagt slut. Tiden er nu til at alt skal gro igen så cyklussen kan begynde forfra. Men intet er glemt, tværtimod glæder man sig kun mere til næste kapitel og genfødsel.
