Anmeldelse af Last Mile Records Label Night: Mothem, FooN + Archon, d. 24.05.25 i Studenterhuset, København

Efter en hektisk uge skulle Studenterhuset lægge rammer til sidste koncert.

Foto: Anders Groos Mikkelsen.

Fra The Jesus Lizard i Pumpehuset var det tid til noget lokalt hegn. Last Mile Records er et dansk pladeselskab dannet og ejet af Jimmy Nielsen. Udover at de har mit absolutte favorit danske band, Natjager, som en del af deres roster (point der) så har de også signet Hearteater (inaktive), Taker, Violence, Kadavermarch og Rot Away.

Men det er ikke disse artister vi skal beskæftige os med denne lørdag. For der er tre andre bands, der skal blære sig med med deres talenter og vise at Last Mile har fat i den lange ende når det handler om fremtiden for den danske rock/metal kultur.

Mothem

Firkløveret er et helt nyt band, og vi er her vidne til deres debutkoncert. Forsangeren kommer ind i lang sort jakke, mund maske og hætte som et slags punk horror væsen med et hjemmelavet møldukkebanner i hånden. Ens opmærksomhed er fanget og man funderer over hvilket mørke der venter os.

Det skal vise sig ikke at være så farligt som først antaget. Vi har at gøre med melodisk, moderne rock, der som min fotograf kollega påpeger, sine steder kan minde om Alter Bridge. Ikke en analyse der falder helt ved siden af. Det er polerede storladne, omkvæd og melodier, en opskrift vi har hørt mange gange før.

Men alting er virkelig godt eksekveret. Guitararbejdet er fængende, vokalen rammer alle de rigtige steder. Også når der skriges, passer det godt ind i sangene. “State of Decay”, “Soul On Fire” og “Purple Eye” formår både at ramme det følelsesmæssige og groove godt + materialet er bestemt ikke uden tyngde. Det hele har faktisk potentiale til en større scene. Man kan godt mærke, at der er lidt nerver på i starten, men Mothem åbner løbende og leverer et show der lover godt deres karriere.

De har ikke merchandise med. Dette vidner atter om hvor uprøvet Mothem stadig er, men potentialet for noget større er absolut til stede.

Det her vil nok være for blødt for en del hærdede metalhoveder, men leder man efter et godt gatewayband eller ganske simpelt et rock-soundtrack, der sigter efter fællessang og stadion-ambitioner som Halestorm, The Pretty Reckless eller Three Days Grace, så kan Mothem bestemt anbefales. Jeg glæder mig til at se hvor dette projekt er på vej hen.

FooN

Dannet i 2017, er det her et noget mere erfarent band end det første. Allan Larsen (bas), Mathias Pedersen (guitar, vokal), Nicolai Sørensen (trommer) og Olivia Vestergaard (vokal) har udgivet 2 EP’er Tidals & Embers (2018) og Monochrome Road (2023) og 2 singler, Bloodstream (2024) + Dark Waters (2025).

Til netop denne gruppe har de unge samlet sig tæt foran musikerne, der springer ind med stort overskud og emmer af energi. Denne nerve og potente optræden bibeholdes hele koncerten igennem, hvor hår og guitarer svinges gennem luften. Det her har sit publikum og jeg kan godt høre hvorfor, for det meste.

For jeg mangler noget mere fylde i mikset. Jeg kan godt mærke at FooNs sange gerne vil være gennemtrængende, men deres metalcore/alternative metal kunne godt bruge noget mere hjælp af lydmanden i aften.

Når det så er sagt, synger Vestergaard godt, samt gør en indlevende frontfigur med smil og dans. Pedersen får sendt nogle solide brøl af sted og de 2 stemmer fungerer rigtig godt sammen. På “Bloodstream” får de besøg af Adam Rigozi fra Lastelle og senere kommer Sebastian Melchior fra Hollow Point og growler med.

FooN har god kontakt til gæsterne og særligt deres yngre fans jubler med. Jeg kan sagtens headbange med på et nummer som “Stuck In Gravity”, men jeg kan godt af og til mangle de sidste 30%, der gør at bandet skiller sig ud fra mængden af corebands, der efterhånden er ved at være i det danske musiklandskab.

For det kan ikke benægtes, at talentet er til stede hos FooN. Pedersen hopper i sin iver ned på gulvet for at spille sin solo, men kommer til at kokse lidt i det. Sejt move, men ikke helt veludført.

Dog kommer vi alle ned på hug og hopper op. Det fungerer jo hver gang. Også med min efterhånden ømme ryg (er tættere på de 34 hver dag).

Der er et skævt cover af “Kiwi” med Harry Styles. Et hyggeligt indslag, men ikke videre interessant. Jeg synes at bandet ville passe godt ind hos Prime Collective med deres numre, for der er på mange måder styr på de catchy elementer i deres materiale og jeg kan bestemt godt se dem slå mere igennem på mainstream metalmarkedet i fremtiden.

Der er ikke den store aktivitet på gulvet meget af tiden selv om der bliver opfordret til det og musikerne gør deres del. FooN kan skrive fængende og vilde sektioner + omkvæd, og selv om der er plads til forbedring, så er i aften ingenlunde et skidt første møde.

Jeg løfter med glæde mine horn til sidst og igen i aften er min nysgerrighed vakt til et for mit vedkommende ukendt band. Det må være en sejr i sig selv.

Archon

På baggrund af 2 EP’er Altiora (2021) og Requiem (2024) står lørdagens headliner foran os. Jeg kender mest til bandet via forsanger Mikkel Rützou, der også har brølet i nu hedengangne Between Oceans. Hvor førnævnte band lå ovre i den meget poppede metalcore, så er Archon et langt mere voldsomt monster. Hovednavnet består også af Kresten Axelsen (guitar), Jonas Larsen (guitar) og Jeppe Kibsgaaard (trommer).

Rützou har bibeholdt sine solide skrig og brøl således at man flere gange er imponeret over hans kunnen. Det er aggressivt core der sparker ondt til en og under sange som “Purgatory”, “Endless Hunger” og “Gloom” er der ikke plads til fine fornemmelser. Der bliver leveret lidt clean backing vokal, men først og fremmest skal der nu noget bevægelse i gang. På et tidspunkt forsvinder lyset helt og der bliver mørkt på scenen. En fejl, der lige når at blive rettet inden det bliver for akavet.

Med moshpit, circle pit og lille wall of death lykkes det Archon at hagle sveden af dem, der er mødt op. Når man lytter bag de vilde breakdowns, er der lydflader med detaljeret guitar arbejde og synths. Der tages også fat på mere deathcore lignende tendenser og der er igen tvivl om, at vi har at gøre med et kommende bæst inden for scenen.

De har allerede skabt sig lidt af et navn og med koncerter som disse ser jeg kun deres format udvide sig til de større venues i den nærmeste fremtid. Hvor der måske også er flere der har købt billet end i aften. Flere gange er gulvet lige lidt for tomt på trods af diverse stunts, en skam.

Men aarhusianerne løber ikke tør for damp på noget tidspunkt, selvom det er ved at være godt varmt i lokalet. Normalt er jeg til mere clean vokal i min core, men skal det være lige på og hårdt, så tropper jeg gerne op igen til næste Archon-show. Til sidst er vi da også en lille rand af mennesker, der står helt oppe ved festen.

Det er dynamisk vredt og jeg ser meget frem til deres debutalbum. Et nummer har arbejdstitlen “Bøllebank”. Det lever musikken op til med UG!

—

Der var ikke ligefrem proppet i Studenterhuset, men os der mødte op fik et indblik i 3 bands der hver især repræsenterer en gren af musik der burde kunne appellerer til mange fans inden for metal anno 2025.

Jeg var ikke skuffet over én eneste optræden i aften. Jeg gik ind med et åbent sind og kom ud med en bredere viden og cyklede hjem med noget nyt at lytte til. Not bad for en lørdag i indre by.

Se hele galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder