14 koncerter i alt er lidt færre end de foregående to år, men sammen med administrative opgaver i presseteltet passede det mig meget godt. Overordnet set har niveauerne på koncerterne været mere middelmådige, der var knapt så mange fantastiske, men kun en mere akavet koncert – mere om det senere. Sammenregnet blev gennemsnitskarakteren for koncerterne 3,5, hvilket også er meget tilsvarende de tidligere år.
Det var en stor oplevelse at møde og interviewe Michael Poulsen fra Asinhell og Volbeat. Sidste år interviewede jeg ham via Skype, hvilket også var en god oplevelse, så jeg var endnu mere spændt på at gøre det live. Resultatet kan ses HER.
Årets bedste koncert:
Siamese på Helviti, lørdag d. 22/06 (5 stjerner)
Måske er det lidt for forudsigeligt, hvis man kender mig, men jeg må bare bøje mig i støvet over Siameses koncert – det var en ren hitparade over de seneste fem års udspil – ligesom på Hades i 2022. Specielt “Sloboda”, “Predator”, “The Shape of Water” og “This Is Not A Song” skabte en fest, som jeg lige havde brug for og vist også mange andre.
Jeg kunne godt have tænkt mig lidt ældre sange med også, så man fik noget fra “de gode gamle dage”.
Årets overraskelse:
Machine Head på Helviti, fredag d. 21/06 (4 stjerner)
Efter Machine Head udsendte Catharsis i 2018, har jeg haft en anstrengt forhold til gruppen. Godt nok udgav de i 2022 ØF KINGDØM AND CRØWN, som var udmærket, men nåede ikke Bloodstone & Diamonds’ niveau fra 2014.
Derfor var det også lidt ærgerligt, at de slet ikke spillede noget fra sidstnævnte, men de spillede så tight, så det var okay. Specielt fordi deres seneste shows i Danmark har været meget langtrukne bl.a. i Vega 2018.




