Anmeldelse af Corey Taylor på Helviti, Copenhell. D. 19.06.24.
Fra Slipknot til Stone Sour OG solo med CMFT.
Fotos: Anders Groos Mikkelsen.
Corey Taylor kom på scene med en spilleglæde man hverken kan benægte eller tage fra ham – i modsætning til når han spiller med Slipknot, hvor han er mindre smilende. Desværre var selve vokalen ret lav i lydmixet til at starte med, men det blev heldigvis rettet op på senere.
“Made Of Scars” (af Stone Sour) blev et glædeligt genhør for undertegnede, hvilket viste sig at gælde de fleste Stone Sour-sange. Taylor hilste på, og konkluderede at dette tidspunkt (kl. 16:00) måtte svare til kl. 6 om morgenen, så han ønskede alle godmorgen og publikum kvitterede med latter og kærlighed.
Solosinglen “Black Eyes Blue” blev dedikeret hans “queen” (konen Alicia Dove Taylor). Det er en catchy popballade, som har potentiale til at hjemsøge ens hukommelse i flere år – også lang tid efter man har hørt den første gang. Desværre lykkedes det kun delvist denne eftermiddag. Senere blev også “Home” dedikeret til hende, hvilket var meget sympatisk, men også lige i overkanten.
I overkanten var det også, da Taylor både spillede “Before I Forget”, “Snuff” og “Duality”. Selvom det giver god mening at han spillede nogle Slipknot-numre, kunne han godt have nøjes med et eller to (og undlade “Snuff”), men jeg ville hellere høre “CMFT Must Be Stopped”, “HWY 666” eller flere Stone Sour-sange, som ikke er blevet spillet lige så meget live som Slipknots egne. Gad vide hvordan de andre Slipknot bandmedlemmer har det med at han spiller deres sange solo. Selvfølgelig har de godkendt det, men alligevel…
Koncertens absolutte højdepunkt blev “From Can To Can’t”, som Taylor har skrevet sammen med Dave Grohl, og det kan høres på kvaliteten. Både personlighedsmæssigt (hygge-onkel-typen) og talentmæssigt minder Grohl og Taylor om hinanden og de komplimenterer hinanden helt ideelt. Mellemstykket med forskellige soli tog flere kegler – mere af det! Taylor var både taknemmelig, ydmyg og teknisk dygtig, og det reddede ham flere gange fra hans mindre gode, men mere bløde sange. Vi fik Corey Taylor fra A til Å. Måske kunne vi nøjes med en mindre ABC.
Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen under.