Anmeldelse af Devin Townsend: The Moth. Udgivelse d. 29. maj 2026 via InsideOutMusic / Sony Music.
Hele albummet, The Moth, varer lidt over en time, hvilket er en stor slat, men også tiden værd.
The Moth består af intet mindre end 24 numre. Dog er der 11 numre, der kun varer mellem ét og to minutter, men til gengæld er der også numre, der er mellem fem og otte minutter lange, så man får både i pose og sæk.
Oder til glæde, smerte og eskapisme
Ligesom på PowerNerd, Lightwork og Empath (og andre udspil), veksler Townsend mellem de tonser-tunge riffs, der er det mørkeste metal værdigt og “lette” symfoniske arrangementer, som Beethoven ville have komponeret, hvor man kun kan give anerkendende fingerknips og huje voldsomt ad samtidig – det er uhyr-detaljeret og delikat. Det hører man allerede på “War Beyond Words” og “Ode To My Eye”, der ikke kun er en ode til ørerne, men også til glæden.
Townsends vokal kan både berolige ens sind som fløjsbløde tæpper og give koffeinkicks som to liter energidrikke på én gang, når han f.eks. synger “Time rolling hard on the mind / And time only wants severed ties / So time to be haunted tonight / But I won’t let it fall behind / I’m so alone…” i “Covered By Causes”. Jeg ved præcis, hvad han mener, og det gør ondt, men det er også rart. Faktisk lidt som Kellermensch og deres eget nummer “Moth”, bare ganget med 10.
Men man kan også høre andet end Townsends stemme; også hollandske Anneke van Giersbergen og kinesiske Lynn Wu. Førstnævnte har også gæstet Amorphis, Napalm Death, Within Temptation og Moonspell. Giersbergens lyse vokal er lige så betagende som Townsends dybe røst, og de komplementerer derfor hinanden godt. Lynn Wu, der også synger i progbandet Ou, bringer ligeledes noget lyst og feminint, men stadig tilpas anderledes. Apropos Amorphis så lyder Townsend til tider som Tomi Joutsen (Amorphis) i deres fælles (vocal) range fra clean til harsh/growl og fra rock/folk til prog.
Et gennemgående tema på pladen er “runaway”, altså flugt, både fysisk og mentalt. Det starter allerede på åbningsnummeret, “Semi-prologue”, og “Runaways”, men også på “Home At Night” og “Prepare For War” med fuld fart frem i eskapismen. Man kunne måske blive køresyg eller svimmel, men jeg holder også af det eksperimenterende Peter Pan-syndrom i melodierne og den musikalske modenhed i teksterne.
I dur og mol. Og møl
Det siges, at mennesker ikke fortjener hunde, fordi hundene giver ubetinget kærlighed, loyalitet og venskab, som andre mennesker ikke kan matche. Ud fra den logik kan man også sige, at vi heller ikke fortjener Devin Townsend, fordi hans musikalitet, originalitet, kompromisløshed og høje ambitioner ikke kan værdsættes nok. Det er prisværdigt, når der bliver lavet sådanne store værker, som kræver mere af lytteren end bare en afspilning i tilfældig rækkefølge. Måske kunne nogle af de korte og instrumentale numre undværes, men kvantiteten ændrer heldigvis ikke kvaliteten på The Moth.
I foråret 2025, efter at have udgivet PowerNerd (2024), annoncerede Devin Townsend, at han ikke længere ville turnere, hvilket bragte stor ærgrelse blandt mange fans, undertegnede inklusiv. Heldigvis blev der tidligere i maj i år offentliggjort nye koncerter til september og oktober i Europa dog uden en dansk koncertdato. Man kan håbe, at han snart vil komme til Danmark, for hvis koncerterne bliver lige så cinematiske som The Moth, så kan det kun blive storslående og genialt.
The Moth er en katarsis af både spirituelle og følelsesmæssige dimensioner, som kan anbefales til alle, der både har brug for trøst/opmuntring og et wakeupcall, og det er alt sammen en god start, midte og slutning. “A stained heart is a strong start”.
The Moth trackliste:
- Semi-prologue
- War Beyond Words
- The Moth
- Ode To My Eye
- Enter The City
- Covered By Causes
- Lexin
- Runaways
- A Proxy For God
- The Mothers
- Orion
- Stay There
- Home At Night
- Intermission
- Lexin Returns
- The Clergy
- Prepare For War
- The Big Snit
- Silver Princess
- Life In Review
- Metamorphosis
- Stained Hearts
- Let Go
- We Don’t Deserve Dogs
