Alice Cooper

En næsten episk fest

-

Anmeldelse af: Stratovarius m.fl. Gimle, Roskilde. D. 20.10.23.

Power metal har fået en revival i Danmark, og som kæmpe fan af genren er jeg selvskrevet til at deltage i denne storslåede fredag aften.

 

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

Der er komplet udsolgt til showet, det følger en ny bølge, jeg tænker, sådan rigtig startede med årets Epic Fest. Der er i den grad et publikum herhjemme for de til tider lidt latterliggjorte pompøse toner.

I det gamle kongerige har vi ikke rigtig dyrket power metal mega meget. Et fåtal af bands som Iron Fire, Pyramaze, Royal Hunt, Manticora, Wuthering Heights og Seven Thorns har givet sig i lag med den her musik. Ellers har vi overladt det til Tyskland, Finland og Sverige at fostre de internationale succeser. Ikke at vi mangler talenter herhjemme, men vi er jo bare lidt gladere for death, thrash og black. 

Eller er vi? Til shows med Beast In Black, Powerwolf, Nightwish, Within Temptation, Alestorm og Amaranthe kommer der jo rigeligt med fans. Måske har vi blot bildt os selv ind, at vi ikke kan fordrage de symfoniske grupper.

Gudskelov slår næste års udsolgt ‘Epic Fest: Chapter Two Rise of the Raven Beast’ fast med syvtommerssøm, at det giver mening at booke og fokusere på power metal. 

Dog er Blind Guardian booket til d. 4 april næste år. Også på Gimle. Spillestedet er ved at tage form som basen for glorværdig heavy her i landet. Fortsæt endelig i den stil.

Som et ekstra plaster på såret så står Stratovarius, Sonata Arctica og Induction klar til at imødekomme mit behov for keyboards, lynende clean guitarer og high pitch vokaler. 

Det er faktisk utroligt, at jeg med min store kærlighed til Avantasia, Helloween, Bloodbound, Beyond the Black, Battle Beast og Kamelot m.fl. er lidt af en novice i forhold til to af de temmelig anerkendte internationale grupper, der skal optræde i aften. 

Jeg har for den sags skyld heller aldrig hørt om åbningsbandet, men alt dette skal ændre sig i aften. 

Da jeg ankommer i blæsten, er der den største kø ude foran Gimle, jeg nogensinde har set. Ud på fortovet strækker den sig. Men ikke nok med det. Vi skal igennem kælderindgangen. Det er der sikkert en god grund til. Jeg når dog heldigvis kun at misse lidt af det tyske opvarmningsband. 

 

Induction

Bandet blev dannet i 2014 og har to fuldlængde udgivelser bag sig. Induction (2019) og Born From Fire (2022) plus en EP: The Power of Power fra i år. De kan forresten bryste sig af at have Tim Hansen på guitar; søn af legenden Kai Hansen fra mægtige Helloween og Gamma Ray.

Lineuppen består ellers af Craig Cairns på vokal, Marcos Rodriguez på guitar, Dominik Gusch på bas og Andi Rohde på trommer. 

Der er masser af højtflyvende twinguitar, og den topsmilende og lykkelige forsanger, Craig, får os hurtigt ud i “Hey”-chants. Han er en af de store underholdningselementer ved Inductions koncert i aften. Med overdrevne fagter løber han rundt og gør sit ypperste for at få os varmet op. 

Når der bliver sunget kor af guitarister og bassist, giver det et flot episk element på en sang som “Fallen Angel”. Vi kommer med på lidt fællesklap, men det er ikke kun Eurovision-metal det her; der er tyngde bag numrene, imens bandet synkronheadbanger i skæret fra gult og rødt lys.

Jeg føler mig i særdeleshed varmet op, og når Craig kommer op i sin high pitchvokal, så er det præcist lige så skabet og cool, som det skal være. Jeg er dog til tider lidt i tvivl, om Induction har de bedste sange; deres musik sætter sig lidt fast, men er også lidt for hurtigt glemt igen. Til gengæld er “Go To Hell” en sand party starter, og på trods af det lidt stille publikum så lader det ikke til at påvirke Induction. 

En kort lidt unødvendig trommesolo skal vi lige igennem, før “Queen of Light” bliver dedikeret til kvinderne i aften. Ultimativt det bedste nummer i aften. Det løfter sig lige det ekstra, og vores reaktion på gulvet er tydelig. Den sang kan konkurrere med flere klassiske bangere. Jeg er positivt overrasket. 

Jeg må indrømme, at jeg er charmeret af Induction og deres ligeud ad landevejen-power metal. Jeg tror, jeg må hjem og lytte bare lidt mere til dem. De fik gang i gæsterne og gjorde bestemt deres job godt som første artist. 

De reddede uden tvivl deres optræden hjem på den appetit, de tydeligvis havde på at komme så meget i kontakt med publikum som muligt, og deres glæde smittede godt af, når sangene ikke altid gjorde. 

 

Sonata Arctica

De her musikanter fra Finland er sværvægtere indenfor power metal-kunsten med rødder tilbage til 1995 og med 10 albums i ryggen. Sonata Arctica fejrer 25-årsjubilæum, og et smut forbi Danmark i denne forbindelse er en velsignelse. 

Jeg har lyttet on and off til finnerne og har den oplevelse, at de er et band, der har skåret deres egen identitet og udtryk, som de har høstet bred anerkendelse for. Nu var det tid til, at jeg skulle opleve fænomenet selv.

Jeg rykkede mig cirka ind i midten til venstre for scenen. Der er virkelig proppet i salen. Et udsolgt venue er altid en fornøjelse, også når man ikke kommer helt tæt på. Den plads overlader jeg også gerne til de mere dedikerede fans. 

Scenen er dækket af blåt lys, og der bliver råbt: “Sonata!” inden bandet går på scenen. Det her er en meget mere afdæmpet slags power, hvor genrer som symphonic metal og progressive metal bliver mixet sammen til musik, hvor de melodiøse stemninger og en mere drømmende atmosfære er de bærende elementer og kraften bag Sonata Arctica. 

Deres keyboard fylder meget, og Henrik Klingenberg mester det til fulde. Flere i rummet har glædet sig til lige de her finner. Det kan ses på, hvor let folk klapper med og har næverne i vejret, når forsangeren, Tony Kakko, beder om vores engagement. 

Hans meget karakteristiske stemme er skøn at lytte til i nyere sange som “First In Line” og klassiske som “Paid In Full”, hvor også denne anmelder kan synge med. Tony smiler over, at de har “recorded many love songs”. De er da også det mest flødeagtige band her til aften, men de er så dygtige musikere, at de nemt og med et glimt i øjet bærer dette lille stigma.

“I Have A Right” ryger lige ind på min power metal-playliste; sikke et nummer, og det er jeg vist ikke ene om at synes. Jeg har dog en underlig oplevelse af, at folk i store dele af koncerten ikke er så fanget af musikken. Bevares, flere steder er det også mere oplagt bare at lytte med og nyde de smukke toner end at headbange og crowdsurfe. Jeg havde måske bare alligevel forventet en mere højlydt opbakning til bandet. 

Men “Replica” og “FullMoon” er pletskud, der får langt flere hænder i vejret og stemmer til at hæve sig. Jeg mærker meget mere, at symbiosen imellem band og publikum brænder igennem her. Sonata Arctica står her ikke for ingenting. 

De fem musikere går af scenen, men de er naturligvis ikke færdige med os endnu. Vi får en tale og en tak for vores dedikation til musikken og til det fællesskab, vi alle sammen har i heavy metal. Det er en gammel snak, men altid rart at høre og mærke taknemmeligheden fra bandet. Vi er alle glade for at være samlet her i aften, imens stormen raser udenfor.

“The Cage” og “Don’t Say A Word” afslutter de seriøse sange. For vi skal have et halvfjollet stunt, hvor vi skal råbe med på en vodka-sang. Hyggeligt nok, men også lidt underligt og unødvendigt. 

Jeg har svært ved at placere Sonata Arctica. Det virkede til, at de både kedede folk og fik dem til at flyve ud i vinterlandskaber, kun de kan skabe. En til tider lidt ujævn koncert, der muligvis kan skyldes, at deres musik kan være svær at placere, og man ikke altid ved, hvor man har dem. De eksperimenterer med meget, og om det så falder i din smag, er jo altid uvist.

Men jeg kom i hvert fald hjem med nogle nye favoritnumre fra Sonata Arctica, og jeg er for alvor blevet fan efter at have danset om den varme grød i årevis. Jeg ser allerede frem til at se dem på næste års Wacken Open Air, hvor jeg har lidt bedre kendskab til deres musik. Der skal jeg nok komme tættere på scenen og synge højere med.

 

Stratovarius

Finland, ja, de kan deres power. Aftenens headlinere blev dannet i 1984 og er synonym med den musik, vi dyrker i aften. Med hele 16 albums bag sig har de et imponerende bagkatalog og en stor historie. 

Der har været et par udskiftninger i lineuppen. Anno 2023 består Stratovarius således af Timo Kotipelto på vokal, Jens Johansson på keyboard, Lauri Porra på bas, Matias Kupiainen på guitar og Rolf Pilve på trommer. Nu er Stratovarius i Roskilde og skulle bevise deres headliner-status. 

Jeg trækker lidt længere bagud for at få et bedre overblik over løjerne.

Blåt lys og episk klassisk musik annoncerer, at nu går det snart løs.

Gruppen læner sig meget op ad klassisk metal, og så er de uden tvivl det tungeste og mest aggressive band i aften. Man føler sig flere steder kørt over af deres power metal-maskine. Voldsomt, teknisk og grandiøst. 

“Survive” fra samme album fra 2022 er et vildt fedt nummer at kunne synge med på og kaste håret til. 

“Speed of light” har en imponerende gennemslagskraft, og jeg ser flere, der synger med både foran og bagved på gulvet. Endnu en sang fra Survive er “Broken”. Jeg oplever personligt, at både nye og gamle numre går godt i spænd med hinanden og forener Stratovarius godt med deres episke fortid og nutid bragende. 

Det er nok bare ikke alle, der er enige i denne holdning. På trods af at vi står med en udsolgt koncert i aften, virker det ikke til, at opbakningen rigtig er tilstede til headlineren. Jeg ved ikke, hvor den her ligegyldighed kommer fra? Stratovarius er satans dygtige musikere, jeg aldrig burde have ignoreret i så mange år. 

Timo Kotipelto har nogle vilde lunger, der må placere ham i toppen af power metal-vokalister sammen med Michael Kiske, Tommy Karevik, Floor Jansen og Yannis Papadopoulo. 

Måske satser de for meget på numre fra Survive og mindre på deres klassikere? Vi får i hvert fald to sange til fra 2022-skiven, “World On Fire” og “Frozen In Time”. Der mangler muligvis også lidt mere publikumskontakt. Den del gik både Induction og Sonata Arctica mere op i. Uanset hvad, er effekten beklageligvis, at jeg ser mængden tynde ud bagved, som showet skrider frem. Det på trods af, at Stratovarius fremstår både storladne og mestrer et solidt sammenspil på scenen. 

En kort trommesolo, suk, bliver klemt ind henimod slutningen. Beklager, medmindre du er Rick Allen fra Def Leppard, er den slags 98 % af tiden unødvendigt. “Our Paranoid song is about hunting,” siger Timo, og så lukker de af med en gigantisk levering af “Hunting High and Low”. Vi bliver udfordret i, om vi kan synge højere end Stockholm og Göteborg, og om vi kan give Hamburg noget at leve op til, når finnernes turné tager dem forbi byen i morgen. 

Ja til det hele! Endelig virker det til, at Stratovarius får samlet hele rummet og med stor selvsikkerhed lukket en koncert, der desværre i flere perioder tabte publikum. En skam, da de klart var aftenens bedste band på alle parametre.

Men jeg er ikke færdig med jer, Stratovarius, min rejse med jer er kun lige begyndt, og det her var slet ikke en skidt start. Det var blot ikke en aften, hvor bandet levede helt op til deres legendestatus. 

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Induction
Sonata Arctica
Stratovarius

Del denne artikel

Seneste artikler

Here’s Brucey!

Død ved kølle!

Starring at the mosh

Fotoreportage: Dvne

Populære kategorier

Anmeldelse af: Stratovarius m.fl. Gimle, Roskilde. D. 20.10.23. Power metal har fået en revival i Danmark, og som kæmpe fan af genren er jeg selvskrevet til at deltage i denne storslåede fredag aften.   Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen   Der er komplet udsolgt til showet, det følger en ny...En næsten episk fest