Anmeldelse af: Epic Fest pt. 1. Gimle, Roskilde. 14. – 15. april 2023.
En næsten fuldstændig perfekt weekend. Der er dog et rimelig stort men…
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
Da jeg ankom til Gimle et par timer før koncertstart, var der allerede godt gang i festen. Både udenfor og inde i Gimles café. Der var da også sørget godt for læ for regnen udenfor, og der var masser af kolde fadøl. Det eneste minus her var, at der var så mange folk, at køen til øllene var lidt lang. Men alt i alt, så var hele stemningen bare hyggelig og satte en god præcedens for resten af aftenen.
Lastera
Første band på scenen var københavnske Lastera. På trods af deres relativt korte eksistens er Lastera blevet udvalgt til at levere opvarmning lige før selveste Blind Guardian! Men kan et så ungt band virkelig leve op til det?
Til det skal der lyde et højt rungende “Ja!” For Lastera spillede så gennemført og med så stor overbevisning, at publikum var godt med lige fra starten af. Der var selvfølgelig lige en periode i starten hvor alle (undertegnede inklusiv) lige skulle overbevises, men lidt efter lidt fik Lastera mere eller mindre hele publikum med på deres leg og interagerede ganske fint med dem.
Jeg må så indrømme, jeg ved ikke om det var grundet det power-metal-elskende publikum, der var til stede denne aften, eller fordi Lastera bare er dygtige, men jeg hælder personligt allermest mod det sidste. Jeg var ihvertfald yderst imponeret over deres formåen både rent musikalsk og performance messigt.
Eneste ting, jeg ville rette på, var, at forsangeren skal undgå at lade mikrofonen komme for langt væk på de helt høje toner. Ellers ganske imponerende.
Blind Guardian
Når man snakker powermetal, er der så virkelig et mere legendarisk band end Blind Guardian? Ofte nævnt som det første ægte powermetal band er Blind Guardian sandeligt et scoop som en booking på denne første udgave af Epic Fest.
Forventningerne er skruet helt op i top, og den gamle tank sitrer helt. Nu handlede det nærmest kun om, at Blind Guardian også indfriede disse høje forventninger. Og indfriet blev de så sandelig. Fra start til slut spiller Blind Guardian noget nært en helt perfekt koncert både rent teknisk og sætlistemæssigt. For hver sang, der spilles, tror man, at stemningen umuligt kan blive mere storladen, men som en tryllekunstner hiver Blind Guardian bare en endnu større kanin op af hatten.
Hvis Blind Guardian nogensinde mangler noget at skrive om, kunne denne aften nemt skrives til et heltekvad, for det her var helt igennem eventyrligt. Selvfølgelig var aftenens højdepunkt nummeret “Valhalla”, som ledte til én lang fællessang af det samme omkvæd om og om igen.
Den slår bare aldrig fejl. Et helt igennem perfekt live-nummer til at afrunde en helt igennem perfekt livekoncert. Ikke mindre end imponerende.
Dag 2
Næste dag på Epic Fest er folk endnu engang mødt talstærkt op før koncerterne. Denne dag var der lagt stort an med forskellige brætspil, sågar et par DnD oneshot campaigns for dem, der havde skrevet sig op til dette. Dette er blot endnu et eksempel på, hvor gennemført denne festival var, på trods af det “kun” var første gang, den blev holdt. Det her var intet mindre end en festival for nørder (især fantasy-nørder).
Iron Fire
Som var festen fortsat efter Blind Guardian, er stemningen endnu engang i top, inden andendagens første band, Iron Fire, gik på. Personligt var jeg stadig rimelig træt fra gårsdagens strabadser, så der skulle lidt mere til for at overbevise mig. Overbevist blev jeg dog heldigvis.
Iron Fire lagde bare godt fra start og sluttede mindst lige så godt. Lyden haltede lidt, men som koncerten efterhånden skred frem, blev den bedre. Iron Fire viste sig hurtigt at være et genialt valg som første (og eneste danske) act på andendagen på Epic Fest.
Dragonland
Nu var det blevet tid til min personlige headliner. Jeg blev introduceret til svenske Dragonland gennem min meget gode ven Lauge. Mest af alt har vi bondet over deres geniale cover af Limahls “hit” “The Never Ending Story”.
Derudover, så er pladen Astronomy en plade, jeg selv har dykket en smule ned i. Så nu var det endelig tid til at se noget af en enhjørning: Dragonland. Leverede de så? Altså, kunstnerne på Epic Fest er jo blevet booket fordi de bare ikke skuffer. For satan, hvor blev der bare leveret, og mange af de fremmødte var bare fuldstændigt med.
Og som et meget smukt på punktum på denne del af aftenen fik min ven Lauge og jeg serveret netop coveret af “The Never Ending Story”. Det kunne næsten ikke blive bedre.
Rhapsody of Fire
Hvis man har læst mine hidtidige anmeldelser, vil man måske lægge mærke til, at jeg lægger stor vægt i sangernes kunnen. Dette er fordi, jeg selv er vokalist, og vokaler derfor er noget af det første, jeg lægger mærke til.
Derfor var Rhapsody of Fire en kæmpe oplevelse for mig. Udover at være super stærke instrumentale så var forsangeren simpelthen fra en anden planet. Den her koncert var simpelthen en tour de force gennem forskellige discipliner i powermetal.
Gennemarbejdede riffs, storladne soloer og opera-agtige vokaler. Nu kan vi da umuligt gå endnu højere i luftlagene?
Dream Evil
Og det kunne vi så ikke rigtig. Dream Evil var desværre lidt pustet, der fik ballonen til at briste. Performancemæssigt var de sådan rimelig fint kørende. Med lyden var der nogle problemer, som desværre tog lidt for meget fokus. Når tingene kørte, så kørte de simpelthen bare så smooth.
Men hvis man som sanger finder ud af, at ens trådløse mikrofon ikke helt virker, finder en af de andres mikrofoner, der virker, så prøver man simpelthen ikke at tjekke ens trådløse mikrofon godt og vel hver anden sang. Så lader man den ligge og fortsætter koncerten ufortrødent, så flowet i showet ikke ødelægges. Som du nok kan fornemme, så var det her ikke tilfældet med Dream Evils optræden. Og når showets flow ikke bliver prioriteret over et i bund og rund, form for ego, så trækker det bare ekstremt ned i undertegnedes øjne.
Ærgerligt, taget i betragtning af, hvor godt Dream Evil egentlig spillede. Men når man begår en fejl, der egentlig burde blive lært i løbet af nogle af de første år i et bands levetid, så er det bare en ret voldsom fejl at begå.
Dette var dog ikke festivallens store men. Arrangørerne bag Epic Fest havde nemlig meldt ud, at der ville være en efterfest hver aften nede i Gimles kælder. Og, jovist, fest (med DJ) var der. Men der var åbenbart ikke nogen garderobe tilgængelig? Ja, gæsterne havde jo betalt for at få deres overtøj opbevaret i den almene garderobe på Gimle, og hvis man ikke hentede ens overtøj efter koncerterne, så skulle man simpelthen betale et ekstra gebyr for at hente det dagen efter.
Dette er et rimelig stort problem, når eventet fortsætter godt og vel 2-3 timer, efter sidste band er gået af scenen. Så må man enten holde garderoben åben eller åbne en anden. For resultatet va,r at gæsterne til efterfesten måtte gå rundt med deres jakker, lægge den et lidt “skjult” sted eller noget tredje.
Derudover, så var Epic Fest en helt igennem fantastisk oplevelse; især for nørder. Jeg glæder mig ihvertfald umådeligt meget til d. 12. januar 2024, når næste del finde sted!
Magnus Karms Blichfeldt bringer dig flere billeder fra koncerten her:
