Canadiere på fri fod

Da jeg tropper op på Spillestedet Train ved havneområdet omkring det berømte Dokk1 i smilets by, er salen ved at være proppet. Aftenens band er da også et, der har eksisteret i længere tid, og dette kan tydeligt ses i gennemsnitsalderen på aftenens publikum, der ligger ret højt. Saga var da også et ret stort navn tilbage i de tidlige 80’ere med deres (en kende poppede) synth baserede progrock. Det store spørgsmål er så: kan canadierne stadig have noget at byde på i dag, over 40 år efter at de startede?

Ja, det kan de også i den grad!

Faktisk er det næsten ikke til at fatte, hvor meget bandet i dag lyder, som de gør på deres materiale fra storhedstiden. Bevares, man kan nemt se, at de er blevet ældre, men de spiller og lyder vanvittigt godt denne aften på Train.

Bandets vokalist, Michael Sadler, har imponerende nok bevaret sin stemme enormt godt, hvilket virkelig er med til at give bandet deres karisma. Den sidder lige i skabet, og han formår i høj grad at ramme de høje toner, som musikken kræver, nærmest til perfektion.

Saga har stadig tre af deres originale medlemmer den dag i dag; en ting, som man kun kan sige om de færreste bands fra denne tidsperiode. Det betyder også, at man virkelig kan mærke, at de er vant til at spille sammen, og at de har en fælles glæde ved at spille netop denne musik sammen, og dette smitter af på publikummet, der giver den fuld skrue med masser af fællessang igennem hele koncerten.

Bandet har ikke mindre end to medlemmer til at spille keyboards og synthesizer, så man ved allerede fra begyndelsen, at de går efter den vilde synth-lyd. Her bliver man bestemt ikke skuffet og får dén lede 80er synth, hvortil lyset spiller rigtigt godt sammen med brugen af netop synthesizerne.

Lyden er så godt som perfekt fra starten, hvor alle instrumenterne går godt igennem, og de ændringer, der bliver lavet igennem koncerten, er så ubetydelige, at man dårligt lægger mærke til dem. Alle instrumenter oser af 80’er-lyd, og på første nummer hører man også de mest 80er-agtige elektroniske, rumklangsprægede trommer, man overhovedet kunne drømme sig til.

Man kan da godt mærke, at bandet består af nogle ældre herrer. De er garvede musikanter, ingen tvivl om det, men de kommer ikke helt så meget rundt på scenen. Dette er dog forståeligt, i den grad at musikken ikke nødvendigvis kræver de helt store armbevægelser for at vise sin effekt. Sadler viser sig dog igennem koncerten som en fed og nærværende frontmand, der virkelig kan takle sit publikum på en god og inkluderende måde. Han har også lært et par danske gloser netop til de tre danske shows, og det er jo altid et hit herhjemme.

Vi får en sætliste, der giver os lidt af det hele fra bandets karriere. Særligt meget bliver der sunget med på hittet ”On The Loose”, som virkelig sætter den gode stemning. Guitaristen, Ian Crichton, har desværre et uheld med sin guitar under den ellers fremragende solo, hvor Crichton springer en streng. Han spiller dog nummeret færdig som en sand champ.

Jeg har ikke selv dyrket Saga synderligt meget igennem mig liv, så titler på sange er desværre ikke mit es. Da bandet så vælger at fyre det nummer, som jeg lynhurtigt finder ud af, hedder ”Humble Stance”, hvor alt i bandet simpelthen går op i en højere enhed, ja, så er jeg altså solgt. Alt sidder perfekt med finurlig brug af synth, en vanvittigt fed bassline og smuk guitar. Her får Saga virkelig overbevist mig om deres genialitet.

Bevares, jeg har da oplevet, at der var lidt tomgang i løbet af nogle af de tidligere numre, men hovedsageligt vinder Saga altså enormt meget på deres finurlige kompositioner, et vanvittigt sammenspil og en tydelig spilleglæde. Selv trommesoloen, som velsagtens er obligatorisk for de ældre progressive bands, er rent faktisk interessant at lytte til og bliver tilmed gjort morsom af en publikummer, der i et break udbryder ordet ”blærerøv” til stor morskab for flere publikummer.

Bandets tekniske kunnen er faktisk enormt imponerende. Intet på instrumenterne lader til at være overladt til tilfældighederne, men særligt guitaristen, Ian Crichton, spiller finurligt og alligevel ekstremt præcis. Personligt husker jeg ikke nogensinde at have hørt en guitarist med samme tilgang til guitaren, som han har. Bevares, han shredder en del, og det er da hørt før, men han har nogle finurlige runs og licks, som han fyrer af indover den underliggende musik, som simpelthen virker mærkelige – på den fede måde.

Sjældent har jeg oplevet en koncert som denne. Saga har leveret præcis, hvad man havde kunne håbe på og så endda som et band med et imponerende sammenspil. At de stadig lyder næsten identisk med deres liveplader fra 80’erne, er mildest talt imponerende, og man føler virkelig, at man er sprunget igennem tid og rum, da man går gennem dørene på Train denne aften.

Da koncerten slutter, går jeg ud i den friske februarkulde og gør noget, som sker yderst sjældent efter en koncert: Jeg tager mine hørebøffer på og sætter ”Humble Stance” på. Det endegyldige punktum for en god koncert må da siges at være, hvis man direkte efter koncerten vil høre mere, og dette har Saga fået mig til denne aften.

Canadierne blev sat på fri fod, og for satan i helvede, hvor er jeg glad for, at de blev det!

Galleri fra aftenen af fotograf Amanda Gaarsdal: