Anmeldelse af: Lil Darkie. Pumpehuset, Kbh. 18. maj 2023.
Lil Darkie leverede vild trap-rap i punk og metallens sjæl til Pumpehusets fremmødte
Lil Darkie
I aften skal vi bevæge os ud af metalspektrummet – men så heller ikke helt alligevel. Pumpehuset får nemlig besøg af amerikanske Lil Darkie. Kender du ham ikke, så er han en amerikansk rapper, der ofte bliver omtalt som en af de mest fremtrædende artister i undergrundsscenen.
Lil Darkie blev kendt for sin aggressive soundcloud-rapper-lyd. Senere hen fastholder han stadig sin genkendelige lyd, men begynder også at implementere genrer som rock, metal og punk i sit allerede voldsomme trap- og raplydbillede.
Lil Darkie er ikke alene på scenen i dag. Han har en håndfuld venner med, der i nogle af sangene rapper med på numrene (som man meget af tiden slet ikke kan høre), men i andre skifter de deres mikrofoner ud med rigtige instrumenter.
Sættet bliver starter på nummeret ”TRAP METAL”, der, som titlen hentyder, er en blanding af trap og metal. Det er tydeligt at se, at bandet er klar give den gas i aften, og det vil aftenens (småoverraskende lavt fremmødte) publikum ligeledes også. Trommeslageren er den eneste, der faktisk spiller, mens resten af bandet hopper rundt på scenen og rapper med på det aggressive drum-and-bass-drævede nummer. Lil Darkie og co. forsætter over i ”HANGING MYSELF WITH A PHONE CHARGER”, der fastholder den aggressive in-your-face undergrunds-soundcloud-rapper-lyd.
Resten af bandet finder guitar og bas frem, mens Lil Darkie forbliver på udelukkende vokal. Selvom der har været adskillige voldsomme moshpits efterhånden, så opfordrer Lil Darkie nu til, at det skal være ekstra vildt. Bandet går i gang med nummeret ”GOD IN THE MOSHPIT”, der er betydeligt mere punk- og metalpræget end forrige numre og består af adskillige pinch-harmonics og Lil Darkie, der gør sit bedste for at growle med på nummeret; en kunst, han ikke helt har mestret endnu, men entusiasmen er der bestemt.
Et af fanfavoritnumrene ”banana pie” bliver også spillet, hvilket er et mere guitarfokuseret og stille indie-rocket nummer. Personligt er jeg glad for, der kom en smule kontrast i sætlisten, så alle numre ikke er festligt larme-rap numre.
Det yndige nummers nydelighed varer dog ikke længe, da nummeret ”HOLOCAUST” bliver spillet lige bagefter, og det er her aftenens publikum når entusiasmens højdepunktet. Publikum går fuldstændig amok med moshpits og wall-of-deaths, og Lil Darkie og resten af bandet er også super energiske.
Der bliver sluttet af på det stille og patosladede nummer, ”i can see clearly”, hvor publikum følelsesladet hiver telefoner med flash og deres lightere ud og synger med på nummeret. Lil Darkie bliver mødt af et kæmpe bifald og klapsalve. Dog, før han går helt af scenen, holder han en kort tale om, hvordan man skal se det bedste i sig selv, og hvordan man hjælper sig selv til at få det bedste ud af en dårlig situation.
Selvom der i aften var nogle ting, der for mit vedkommende ikke virkede optimalt, så leverede Lil Darkie stadig en god koncert, der blev taget eminent godt imod af aftenens fremmødte.
