Anmeldelse af Caelestia: Revelations In Black. Udgivelse d. 24.07.26 via Eclipse Records
Så skal der sat’me sort feta i den græske satansalat!
Med rødder tilbage til 2012, har Caelestia dyppet tæerne i lidt af hvert. Der er blevet leget både med symfonisk- såvel som thrash metal, men denne gang er kursen først og fremmest sat mod dødsmetal. Efter ni år og et forsangerskift vender bandet nu tilbage til LP-formatet.
“TENMOKUZAN!” bliver der råbt! Jeg syntes det lød som croissant, men Google afslørede af det nok snarere drejer sig om et japansk slag fra 1582. Manden der ytrer dette ord, er ingen ringere end Lordwinter, bandets forsanger siden 2019. På trods af sine syv år i bandet er dette hans første album med dem. Hans hvæsende growl rammer en dyster krydsning af black- og dødsmetal-vokaler. Et “best of both dark realms”-scenarie.
Instrumenterne har aldrig lydt mere beskidt og produktionen aldrig så ren. De lyder som et gennemført kryds af Worm og Cryptopsy. Der er blevet ryddet op i lydstudiet denne gang, og som resultat kan brutaliteten dolke sig skarpere ind i lytterens øre.
Caelestias sorte kedel indeholder mange ingredienser. Thrash metal i form af pumpende adrenalin-riffs. En knivspids af black metal-blastbeats. Samt en teskefuld af kosmiske guitarsoli. Disse kombinationer giver en helstøbt lyd og ikke mindst en dynamisk lytteoplevelse. De førnævnte soli skaber en lækker kontrast, når de tør drømme sig langt væk fra den gotiske slagmark. Vasillio Thomas’ soli giver sig selv lov til at være både syrede og svævende. Og hvis man må være så fræk at tilføje… faktisk en smule yndefulde, “GISP!”. I Albumets sidste øjeblikke på “Dead Eternal”, runder han af med en melodisk arpeggio. Det er ikke bare en smuk måde at ende albummet på men også smuk en måde at ende sangen, der omhandler Mayhems tidligere forsanger Pelle Ohlin (hvil i fred).
Når Lordwinter brøler “JUTLAND JUTLAND” er det intet ringere end vor egen kære Jylland han refererer til. Bandet har nemlig en forkærlighed for historiske begivenheder og gotisk litteratur. I sangen “Jutland” går turen såmænd til Jyllandsslaget i 1916. Bandet er gode til at skabe lydbilleder, som i sangen “Wolves” hvor det bombastiske åbningsriff, lyder som en hær der kommer tonsende!
Caelestias gustne bryg byder ikke på de store overraskelser. Trods de mange inspirationskilder, bliver ingen af elementerne kombineret på særligt banebrydende måder. Det er langt fra kedeligt, men hvis du kigger efter musikalsk innovation, skal du nok ikke gå ned ad den blodige sti på dette albums cover.
Revelations In Black, er en solid lytteoplevelse, og et imponerende come back album. Men en fremtidig dødsmetal-klassiker bliver det nok ikke. Når Caelestia udfører deres dystre vision, er det svært ikke at trække på smilebåndet. Revelations In Black er en lækker sort feta uden de helt store åbenbaringer.
