Anmeldelse af The Pretty Reckless: Dear God. Udgivelse d. 26. juni 2026 via Fearless Records
Det var en kæmpe mavepuster, da bandet måtte melde afbud til Copenhell i år, fordi festivalen clashede med udgivelsen af den nye skive.
Men nu hvor Dear God endelig har ramt gaden, må man bare sige, at det er fuldstændig tilgivet.
Det her album er lyden af et veletableret og selvsikkert band. Pladen er meget let at lytte til, og den er produceret af Jonathan Wyman sammen med sangerinde Taylor Momsen og guitaristen Ben Phillips.
Taylor Momsen har længe sagt farvel til lille nuttet Cindy Lou Who fra The Grinch og der er bare smæk på hendes stemme. Hendes vokal er for mig helt unik og kan ikke lige umiddelbart komme i tanke om nogen kvindelig sangerinde, der minder om hende.
Der er en klar rød tråd gennem alle 14 numre, men hold nu op, hvor hun spænder bredt. I ”Spell On You” er hun mystisk og forførende, mens hun i ”About You” bare spytter ren vrede og frustration ud med en vokal så rå, at det flår i væggene.
Men hvis du vil have det helt tunge skyts, skal du sætte ”For I Am Death” på. Den rammer dig lige midt i fjæset. Her tager Momsen os med helt ned i sit eget personlige helvede, hvor hun raser ud over depression og stofmisbrug. Det er en gigantisk banger, hvor trommeslageren Jamie Perkins også for alvor giver den max gas. Den kører på fuldstændig repeat herhjemme lige nu – volumen på max, intet mindre kan gøre det. Bandets beskidte rock-DNA taber de aldrig af syne.
Instrumentalt set er bandet knivskarpt. De spiller med stor præcision og selvtillid, men formår samtidig at give sangene plads til at ånde.
Depression, misbrug og ren sorg. De mørke skyer har aldrig hængt så lavt over bandet som her på deres første album i fem år. Men det klæder dem. Momsen har skrabet al pop-lakken og glam-effekterne af sangskrivningen for at grave helt ind til den rå smerte. Det er tekster, der gør ondt, og som rammer alle, der har prøvet at være helt nede i kulkælderen. Det føles som et desperat råb efter at blive set og hørt, når hun synger:
”My body is all that I’m worth… why doesn’t anyone love me? / I just need someone to want me”.
Med en spilletid på lidt over 50 minutter er Dear God en intens, mørk og utrolig stærk omgang. Pladen balancerer perfekt mellem det tunge og det følsomme, mørket og håbet. I stedet for at hoppe på billige trends har de bare tunet motoren på det, de er allerbedst til. Resultatet er en ærlig, beskidt og fremragende rockplade og jeg vil helt personligt lytte til det på repeat og holde øje med muligheden for at se dem live
