Anmeldelse af Biohazard + support, d. 18.07.26 i Pumpehuset
Biohazard kom så og sejrede atter i København på deres Europe 2026 Festival and Summer Tour.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Det er ganske vist festivalsæson, men derfor er det nu alligevel muligt at finde enkelte koncerter som er et must. Og da ingen andre end New York harcore-lengenderne kom forbi KBH, så måtte jeg naturligvis tage ind og deltage i festen. Et større skår i glæden var dog at Biohazard var sat til først at gå på kl. 23:00. Det er alligevel en spilleplan, som kun Loppen plejer at omfavne. Da jeg både skal arbejde søndag + passe hus i Søborg med dertilhørende fodring af høns, stod jeg til at nå meget lidt af hovednavnet hvis jeg skulle nå hjem i nogenlunde rimelig tid. Ak ja, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Allerførst blev jeg tortureret af noget skrækkeligt hip hop i Byhaven indtil jeg kunne trække indenfor med mine venner.
Striking 13
Jeg var ikke ret motiveret til at lave research for dette band, da jeg så deres temmelig elendige navn. Jeg kunne med det samme høre deres gennemsnitsmusik for mig. En måske hård og lidt umiddelbar dom, men det måtte jo så komme an på en prøve. Der er placeret et mindre trommesæt foran hovedpodiet, hvor det første bandmedlem sætter sig, inden at resten gør ham selskab. Vi er ude i en ret typisk crossover thrash med hardcore oveni. Vokalen råbes som den bør tilsat nogle skrig, der vokser lidt på mig som deres sangers stemme bliver varm. Men alt i alt bliver mine lidt træls forventninger mødt af præcis det jeg havde frygtet.
Bevares, der findes dele der næsten fungerer for mig. Når et fint groove sætter ind efterfulgt af en ok solo, men det hele stinker alt for meget af elementer jeg har set og hørt 100 gange før, og bedre. Vi synger fødselsdagssang for guitaristen Jeff, men det er også det eneste øjeblik hvor det føltes som om at vi er fælles om noget i denne oplevelse. Der titter en guitarmelodi frem nu og da der viser at det her ikke nødvendigvis er direkte dårligt skrevet, men ej heller udmærker det sig på nogen måde. “Make some noise let’s go” råber forsangeren og der klappes og hujes da høfligt, men jeg er vist ikke den eneste der ikke er helt imponeret. Det hjælper heller ikke at deres sanger ikke tilnærmelsesvis formår at komme ud over scenekanten, hans band er ikke meget bedre. Først til sidst kommer der noget mere bevægelse i dem og dermed de forreste i publikum. Men det er for lidt for sent. Striking 13 leverede et ganske forglemmelig show, hvor hverken materialet eller de optrædende musikere fik sat et aftryk der på nogen måde beder om et gensyn.
Sworn Enemy
Jeg husker de her drenge fra dengang de blev spillet på MTV Headbangers Ball. Siden da har jeg faktisk ikke skænket dem de store tanker og jeg var nok ret usikker på om de stadig fandtes. Men der kløs på endnu på med tung metalcore der dengang stadig havde dybe rødder i hardcoren. Denne her gren af core har ikke meget at gøre med bands som Bad Omens, Dayseeker, Of Mice & Men, Fame On Fire eller Motionless In White. Selvom Sam Lococo (vokal) er eneste originale medlem fra dannelsen i 1997 så er det helt rart at se at nogle af de mere old school bands stadig står på benene. Han flankeres af Jeff Cummings (leadguitar), Matt Garzilli (rytmeguitar), Mike Pucciarelli (bas) og Taykwuan Jackson (trommer). Til min store glæde går Sworn Enemy på 15 minutter tidligere end annonceret. Mon det samme kommer til at gælde for Biohazard?
For helvede, hvor er det tungt da der åbnes med “Sworn Enemy” fra debutalbummet As Real As It Gets (2003). Her er der sgu ikke noget ren vokal fra mænd, der lyder som om de aldrig har fået et kram af deres mor. Det er punket og aggressivt som bare pokker! Tempoet får pitten i gang og når det bliver slæbende som en hammer der trækkes over et slagtegulv, så kommer ryggen på overarbejde med at få hele kroppen til at bøje sig frem og tilbage. Hele gruppen er i hopla og det bliver aldrig stillestående. “How many have heard us before” spørges der af Lococo og svaret viser at Sworn Enemy stadig har en god fanbase. Og når “Destroyer” fra Maniacal (2007) og “Prepare For Payback” fra Gamechanger (2019) skriges ud med så meget passion, så er det da også svært ikke at overgive sig.
Jeg var nervøs for om bandet ville føles ude af takt med tiden og bevares, genren har udviklet sig forbi dem for længe siden, men derfor fremstår de stadig stærke anno 2026. “All I Have”, “As Real As It Gets” og “These Tears” er langtfra de mest banebrydende sange, men det er autentisk og leveret med den helt rigtige sure mine. Der er circle pits, gang vocals fra scenen og bifaldet vokser fortjent for hvert nummer. “I.D.S” og “We Hate” rammer som en kæberasler og da vi får lidt af Panteres klassiske “Domination” riff som aflutning har Sworn Enemy overbevist både nye og gamle fans om at de stadig kan tørrer røv med mange af de yngre bands derude.
Biohazard
Siden 1987 har dette ikoniske orkester leveret ørefigner og dumskaller til alle og enhver med deres harcore med stænk af rap + groove metal. De står som pionerer for hele genren og da jeg så dem sidst i Amager Bio med Lylvc og Life of Agony i 2025 scorede de fuld plade. Ville det mon gentage sig? Til mit store held har der nok været en revurdering af tidsplanen backstage for 20 minutter før tid går Evan Seinfeld (vokal, bas), Billy Graziadei (vokal, rytmeguitar), Bobby Hambel (leadguitar) og Danny Schuler (trommer) på.
Allerede fra åbningsnummeret “Urban Discipline” fra Urban Discipline (1992) åbner pitten sig og gæsterne kaster sig ind i midten med stor energi. Det her er hvad vi alle har ventet på. “There is no black and white, there is only shades of grey” råbes der og “Shades of Grey” skruer endnu mere op for varmen. Det er imponerende at se et band der kommanderer en sal med så stor selvsikkerhed og erfaring som Biohazard gør. Alene deres tilstedeværelse kræver opmærksomhed, men det er i høj grad også deres konsekvent stærke materiale, der får sveden til at pible frem. Et nyere nummer som “Fuck the System” fra Divided We Fall (2025) der introduceres med “this is a new song and i need your middle finges up” passer perfekt ind i setlisten og viser at gruppen på ingen måde har mistet deres kreative gejst. Der råbes i kor og flere finder vej op til scenen hvor de kaster sig ud til deres venner og veninder. Det er kaos, men det føles aldrig direkte farligt eller alt for ude af kontrol. Man er tryg ved at hengive sig til orkanen på gulvet.
“Wrong Side of the tracks”, “Forsaken”, “Black and White and Red All Over” og “Eyes on Six” bliver projiceret ud til os med så meget glæde, varme og taknemmelighed over at vi er til stede at man mærker en nerve i Biohazard der i sandhed er ægte kærlighed til musikken og deres fans. Vi svarer igen med wall of death og konstant galskab. Hele bandet springer rundt og smiler over hele ansigtet, og man er ikke et sekund i tvivl om at de elsker hvert øjeblik af det her. Det er på ingen måde bare endnu en dag på kontoret. Hver solo rammer med stor præcision og jeg har for længst åbnet min skjorte.
“You are welcome to stage dive, but don’t break the gear or ruin it for everybody”. Det er den slags rolige opfordringer, der gør, at en aften i selskab med disse herrer er helt speciel. De går i dialog med os i øjenhøjde og ganske vist tonses der rundt i bar overkrop over det hele, men respekten for hinanden er i fokus så herlighederne med de mange crowdsurfere og andet gøgl aldrig er på andres bekostning. “This is for everybody who have to work tomorrow” og intensiteten fastholdes med “Five Block To the Subway” fra State of the World Address (1994). At en t-shirt med ordene “Nazi Lives Don’t Matter” lige får et anerkendende nik og et smil af Graziadei siger noget om den humanisme der omgiver Biohazard. Det kræver et helt unikt nærvær og en dedikeret kunst at kunne fremmane den eufori, der udspillede sig i Pumpehuset.
Hele aftenen er der blevet filmet til en kommende video til “Fight To Be Free”. Nummeret dedikeres til alle vores indre personlige kampe og udfordringer, og dette budskab tager jeg og alle andre imod med stor larm. Det bliver næsten helt fanatisk da fansene slipper deres indre vilddyr løs. Nummeret stoppes efter lidt tid for at samle endnu mere momentum og da det startes igen for lidt ekstra optagelser, er glæden i rummet helt magnetisk. Jeg må desværre på dette tidspunkt gå for at nå bussen. Derfor når jeg desværre ikke ekstranumrene, men da jeg smutter, kan jeg høre at jublen fortsætter. Der er ganske simpelt ingen vej udenom, Biohazard indkasserer atter topkarakter! Bliver det et hattrick næsten gang de besøger Danmark? Det er slet ikke usandsynligt.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup fra aftenen herunder
Striking 13
Sworn Enemy
Biohazard
