Anmeldelse af Biohazard + support: Life of Agony + Lylvc, d. 26.03.25 i Amager Bio

Marts har været proppet med live-events i København, men det lakker mod enden. Og hvilken afslutning det skulle blive.

Foto: Joachim Vilholm Vilstrup

Oprindeligt skulle aftenens koncerter have fundet sted i Poolen på Refshaleøen, men højst sandsynligt grundet svigtende billetsalg, stedets størrelse taget i betragtning, blev eventet rykket til Amager Bio, min favoritvenue.

Lylvc

Det bliver en dansk debut koncert for Alysa Zavala (vokal), Oscar Romero (vokal), Ryan Powell (trommer), Seth “Sketti” Morgan (leadguitar) og Cam Gillette (keyboard, synth, guitar). Kenneth Kaval spiller bas, men var af uforklarlige grunde ikke med på scenen.

2 mindre skærme ude i siderne fortæller om en dystopisk fremtid via en kvindelig cyborg-stemme, imens billeder af blandt andet Blade Runner bliver vist. Der er en smule tomt, da bandet går på scenen og jeg håber at dette ændrer sig til hovednavnene.

Vi er ude i en meget moderne-cocktail, der også leger meget med nu metallen. Zavala synger, imens Romero står for den rappende vokal. Det hele er sovset godt ind i keyboard, imens et intenst lysshow og røg sørger for at den del af showet fungerer.

På den ene side er musikken ret generisk og det siger jeg på trods af at jeg faktisk er ret stor fan af denne her slags pop, der leger den er heavy. Der eksisterer ikke megen dybde i sangskrivningen, men kan man smide det værste snobberi fra sig, så er det om ikke andet harmløst sjov. Den del sørger Lylvc for i rigelige mængder, da hele bandet hopper, vrider sig og headbanger som om der ikke var nogen i morgen, og Zavala formår alligevel at vride nogle catchy toner ud, og instrumentalt groover det sørme godt nu og da.

Sangerne er ude ved hegnet og lader sig ikke påvirke af at det meste af publikum ikke er særligt imponerede af hvad der foregår. Dog kunne de godt have droppet Linkin Park coveret af “Papercut”, hvor sødt det end er.

Det her indtager ikke den del af min playliste med lignende one hit wonder-bands som Smash Into Pieces, Humankind og Trail Way Circus lige med det samme, men vi fik fornøjelsen af nogle unge musikere der har en fest med det de gør på trods af de åbenlyse plagieringer.

Og så må man tage en pinlig afslutnings kommentar som “stick around for Life of Agony and Biohazard” som en svipser og grine lidt af den slags.

Life of Agony

Sidst jeg så newyorkerne var det fuldstændig overdådigt i Pumpehuset, hvor debutalbummet River Runs Red (1993) fejrede 30 års jubilæum.
Siden dannelsen i 1989 er bandet kommet godt rundt i genrer som hardcorepunk, grunge, rock og alternativ metal. De har været skelsættende med deres hybrid musik og de er helt sikkert min personlige headliner i aften.

I tiden der er gået siden jeg sidst dansede til deres musik, er Mina Caputo skiftet tilbage til Keith Caputo. Vil man vide mere, kan man let finde mandens egne grunde på nettet. Det eneste jeg vil sige er, at det må være utrolig svært at lide af gender dysphoria, og jeg håber at sangeren endelig har fundet fred i sin krop og sit sind.

Nu er der mere fyldt i Amager Bio, og det fortjener Caputo, Joey “Z” Zampella (guitar), Alan Robert (bas) og Veronica Bellino (trommer) sandelig da også. Life of Agony spilder ikke tiden, og med et hårdtslående trekløver der består af “River Runs Red”, “This Time” og “Bad Seed” er det svært at gå skævt.

Så hurtigt som der går pit i den er det tydeligt at det her band nyder stor respekt og alle 4 er da også ultra-fokuserede under “Method of Groove”, “My Eyes” og “Lost At 22”. Særligt Caputo er en storm på scenen og står sjældent stille imens han opildner til endnu mere vildskab nede på gulvet. At vokalen halter af og til på bekostning af dette, lever jeg med. Også Zampella og Robert udviser stor glæde ved at stå her i aften og de underholder på bedste vis hele showet igennem.

Der bliver brugt lige lovligt meget tid på at give stikpiller til alle de “woke” mennesker fra vokalistens side. Dette må man jo mene om hvad man vil, men det har lidt effekten af at tæske en død hest.

Under den nu herlige tumult, bliver der spildt det meste af en øl på min Anthrax t-shirt. Hvad gør man så? Smider den og hopper ind i pitten. Det er også svært at lade være til “Weeds” fra Soul Searching Sun (1997) og “I Regret” fra Ugly (1995). En længere tale fra Caputo der handler om hans holdninger til køn og hans egen udvikling er nok velment, men tager meget af luften ud af ballonen, mens mandens engne ideer om at være “awakened” bliver meget akavede at høre på. Snakken ender heldigvis med at vi alle skal have det godt og give den gas i salen. En svedig circle pit kommer sandelig også i gang efterfølgende.

Et par korte covers af “Walk” og “Roots Bloody Roots” kunne vi nok godt undvære. Det er skægt nok, men tiden kunne have været brugt til flere originale sange. Det fulde “We Gotta Know” cover af Cro-Mags er en god tribute, men heller ikke mere.

Temperaturen hæves under stor sign along til “Through and Through” og “Underground”. Det hele slutter dog lidt brat uden varsel og så går Life of Agony af scenen. Med så stærkt materiale kan man aldrig falde helt igennem, men overordnet var der lidt for mange stops i showet og jeg savnede lidt numre fra A Place Where There’s No More Pain (2017) og The Sound of Scars (2019). Men det er jo altid en præference.

Life of Agony leverede en fed koncert, men potentialet var til mere og ej heller nåede det op på den store succes i 2023.

Biohazard

Inden denne del af anmeldelsen begynder, vil jeg godt slå noget fast. Jeg har aldrig hørt en eneste Biohazard sang eller været til et Biohazard show. Ej heller har jeg dyrket hardcore særligt meget og da slet ikke genrens forfædre som denne tirsdags hovednavn eller Madball, Agnostic Front, Sick of It All eller Cro-Mags.

Dog kender jeg til bandet og dens betydning for genren samt deres banebrydende miks af rap metal, groove metal og hardore. Nu står jeg i et Amager Bio hvor flere er mødt op i bandana og flokkes tæt sammen for at opleve Billy Graziadei (vokal, rytmeguitar), Evan Seinfeld (vokal, bas), Bobby Hambel (leadguitar) og Danny Schuler (trommer).

Med et brag jeg hvis lige jeg sjældent har set har Biohazard på få sekunder sparket hele spillestedet i dets kollektive skridt og publikum er ellevilde. Pitten koger uhæmmet. De råbende vokaler fra Graziadei og Seinfeld bliver mødt af et stort kor af fans, der smiler og griner som galninge høje på samme musikalske oktan.

“Wrong Side of the Tracks”, “Shades of Grey” og “Five Blocks to the Subway” sparker da også så meget røv i deres medrivende struktur og sans for energi samt vildt blærede thrashy soloer at jeg ikke kan være andet end dybt imponeret. Jeg har brugt min stamina på Life of Agony, men selv om jeg tilbringer koncerten ude i højre side, er det overvældende at stå og observere kampråbene og den konstante moshpit på gulvet. “Biohazard is in the house!” råbes der, og det er der vist ingen tvivl om. Der er sgu ikke så meget pis og dampen holdes konstant oppe under “Black and White and Red All Over”, “Business” og “Victory”.

Jeg bruger meget af mit liv i denne her scene, som fan, anmelder og musiker. Og det er bare ikke hver dag at jeg oplever noget så elektrisk som det her. Ligeså meget som Biohazard virker som de sødeste fyre ligeså meget formår de at omdanne min favorit venue til et monster af svedende, hoppende og dedikerede mennesker der er gået i total symbiose med hvert eneste nummer. Man skulle have været her for at forstå dette niveau af rummelig inkluderende slåskamp.

For ganske vist bliver der tæsket igennem af publikum, men ansvaret for at vi skal passe på hinanden eksisterer til fulde. Det er trygt at gå amok. “Get your fuking helmet on” advares der inden det nye nummer “Forsaken” bliver taget imod som var det en klassiker fra Urban Discipline (1992) og State of the World Address (1994).

En fan forvilder sig op på scenen og håndteres alt for voldsomt af vagterne. Det kan være et svært job at stå for sikkerheden og jeg foretrækker vagter der handler på problemer som i Amager Bio frem for de passive i Vega. Men det til trods så var det slet ikke nødvendigt at være så voldsom. Responsen kommer også prompte fra Biohazard, der stopper deres sang og begynder at skælde ud på vagten.

“Hey man, relax that guy came up here with nothing but love”. Der råbes i kor “ASSHOLE” af vagten og “let him back in” for bandet nægter ganske simpelt at spille videre, før den forurettede fan får lov til at se resten af showet fra siden på scenen. Som sagt så gjort og han kommer smilende tilbage. Dette har jeg aldrig set en gruppe gøre, og de 4 musikere vinder en helt særlig guldstjerne i min bog.

Som de sidste voldsomme toner brølende rinder ud og det hele er forbi står jeg lamslået og fuld af beundring over for et band jeg aldrig har givet en chance og jeg deltog ikke engang i orkan pitten på noget tidspunkt. Biohazard leverede ganske simpelt en af de bedste koncerter i 2025 indtil videre. Det var en øjenåbner af de helt store og så følte jeg i særdeles høj grad fællesskabet om hvordan man passer på hinanden og støtter sine med mennesker guidet af nogle artister der sætter lige dele handling og distortion bag deres budkab. WOW!

Se galleri af Joachim Vilholm Vilstrup herunder