Alice Cooper

Smertens flod og forløsning

-

Anmeldelse af: Life of Agony m.fl. Pumpehuset, Kbh. 03. november 2023.

Nummer to udsolgte koncert på lige så mange dage. Denne fredag skulle tonerne lyde i Pumpehuset.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

 

I går stod Deathstars for underholdningen. Fra Sverige til USA skulle vi præsenteres for andre genrer denne fredag. 

Brooklynbandet Life of Agony fejrer 30årsjubilæet for River Runs Red-albummet fra 1993. En klassiker, der siden udgivelsen er blevet anerkendt som banebrydende for sit mix af hardcore punk, metal og grunge. Med sig på denne turne havde de support fra Tarah Who? og Prong. 

Jeg ankommer i god tid, dørene bliver åbnet 10 min. senere, og jeg kunne vist godt have taget noget mere tøj på ude i november-temperaturen. Efter at have set Life of Agony i Amager Bio i 2019 har jeg en ide om, at Pumpehuset måske passer lidt bedre til dem. Men før jeg kan blive sikker i denne vurdering, så skal opvarmningen vække os.

 

Tarah Who?

Bandet startede i 2006 og spiller et slags punk grunge-mix af musik. Tarah Carpenter er hjernen bag projektet og har med gruppen været ret aktiv i forhold til udgivelser. Seneste skive, The Collaboration Project udkom i 2022, og i år har vi fået singlen, “Fresh Meat Rock Stars”. Så vidt jeg ved, er i aften gruppens debut på dansk jord. 

Vi er virkelig ikke særlig mange, da Tarah Who? går på scenen, faktisk virkelig få. Det er jo nogle gange det utaknemmelige ved at være første band. Mon de kan overvinde oddsene.

Rødt lys skinner på musikerne, og deres gumpetunge rock begynder. Efter første nummer spørger Carpenter: “Copenhagen, are you ready?”, spørgsmålet formuleres med total mangel på energi eller lyst. Det skal katastrofalt vise sig at være stilen for resten af showet. “Someone is having a good time, everybody else isn’t”, bemærker Tarah, måske skulle I tage og gøre noget ved det, tænker jeg. 

Musikken er gabende kedelig i sin basale råhed og endnu værre leveres den nærmest uden snerten af indlevelse. Der opstår flere akavede pauser, hvor publikum ikke adresseres, og bandet virker meget nervøse og uforberedte. Det er i sig selv ikke en dødssynd til en koncert. 

Men med så meget liveerfaring og udgivelser af singler, EP’er og fuldlængde albums, som jeg kan læse mig til, at Tarah Who? har, virker deres optræden skræmmende blottet for den mindste lyst til at sælge deres musik til os. Jeg er i tvivl, om de faktisk gider stå her i aften.

Sangene er totalt ens uden hooks eller mindeværdige momenter. Carpenter slår da af og til på en ekstra tromme med gruppens navn på. Hvad dette skal til for, står hen i det uvisse, og det virker mest af alt unødvendigt og akavet. Carpenter kommer af og til med nogle hæse råb, men det redder ikke hendes generiske og uinspirerende vokal. 

Hun får brugt en af sine trommestikker på sine guitarstrenge i et forsøg på et eller andet? Mest af alt står jeg med et ønske om, at den her pine snart er overstået. Som bandet forceret headbanger, og Tarah af og til taler til folk uden nogle tegn på entusiasme eller form for puls, tænker jeg, at musikerne på scenen har det på samme måde. 

Hvad sangene hed, ved jeg ikke, da de ikke havde lyst til at introducere nogle af dem. 

Tarah Who? indeed. Aldrig har et bandnavn været så rammende, de er hurtigere glemt end en tissetur imellem øl. En af årets suverænt kedeligste og dårlige koncerter. 

 

Prong

Efter fadæsen fra første band ser jeg gevaldigt frem til veteranerne fra Prong. Crossover-gruppen, der har blandet thrash, groove, alternative og industrial metal siden 1986, må kunne noget mere.

De har 13 albums i ryggen, hvor det nyeste er State of Emergency fra i år. Prong har haft adskillige medlemmer, hvor kun vokalist og guitarist, Tommy Victor, har været eneste konstante medlem. Jeg selv har ikke på noget tidspunkt dyrket bandet på plade eller live. Men jeg ser frem til, hvad de kan byde på i aften. Jeg trækker tættere på scenen for at finde ud af det.

Vi er allerede mange flere end til første band, og Prong går på lidt før tid. De tre mænd på scenen spilder ikke tiden med at ville vise os, hvor skabet skal stå. Deres musik er bouncy og groovy som bare pokker.

Udover Tommy Victor gør Jason Christopher på bas og som backing vokal sit bedste for at underholde os med smil, sej attitude og næsten konstante bevægelser på scenen, imens Tyler Bogliole er det solide beat på trommerne. 

Jason pifter af os som en kaptajn for et amerikansk fodboldhold. Vi skal sgu i gang, og det lykkedes da at få gejlet folk op til pits af forskellige størrelser. Prong mener det sgu, og det er dejligt at mærke. Bassen står flere gange frem på en blæret måde, der tilføjer ekstra tyngde til sangene.

Der er korte lydproblemer, og der opstår flere momenter, hvor folk mere roligt står og nikker med på sange som “Non-Existence”, “Ultimate Authority” og “Another World Device”. Men selvom festen til Prong er lidt mere sporadisk, så opnår de alligevel på bedste måde at varme os op til hovednavnet. 

“Snap Your Fingers” og “The Descent” får en circle pit i gang, og Tommy Victor og co. kan gå af scenen med en meget godkendt indsats. Jeg gik i hvert fald hjem og lyttede op på deres diskografi bagefter. Så blev man fan. 

 

Life of Agony

Med en historie, der strækker sig over flere årtier, kan jeg ikke tilnærmelsesvis dække det hele her. Men jeg kan anbefale, at man tager hjem og finder dokumentaren “The Sound of Scars” fra 2021. Den dækker flot bandets personlige historie såvel som, da Keith Caputo skiftede køn til Mina Capito og den store kamp, denne livsændrende beslutning har været. 

Min første og eneste koncert oplevelse med Life of Agony i 2019 blev beklageligvis forstyrret af en meget irriterende person, der insisterede på at være flabet flere gange under koncerten. Så jeg håbede på en lidt anden oplevelse nu. 

Jeg er som så mange andre vild med River Runs Red-skiven, som vi fejrer i aften, men jeg håber også på sange fra nyere skiver som A Place Where There’s No More Pain (2017) og The Sound of Scars (2019), der er den konceptuelle efterfølger til debutalbummet. 

Der hænger et kæmpe banner fra 2019-albummet bagved scenen, og der er for alvor proppet med mennesker nu. Man kan mærke, at det sitrer i salen. Guitarist, Joey Z ,er ude og ordne lidt teknisk, men tager sig med det samme tid til at high five de forreste fans. Dejlig attitude fra starten.

Der er placeret tre mikrofoner på scenen, og Pink Floyds “Hey You” spiller over højtalerne, imens Mina Caputo, Joey Z, Alan Robert og Veronica Bellino træder ind i rampelyset.

Så skal vi fejre River Runs Red med maner. Allerede fra “This Time” synger folk med på åbningsriffet, og pitten, hopperiet og fællessangen er dominerende med det samme. 

Life of Agony udstråler utrolig meget kærlighed til deres fans og en ærlig glæde over, at vi er troppet op for at vise vores support. Minas vokal er selvsikker og lander perfekt. Fra “Underground” til “Through and Through” vælter vi lykkelige rundt på gulvet, men aldrig bliver løjerne for voldsomme. Vi passer godt og respektfuldt på hinanden. 

Mina kan være lidt skabet på scenen, men det er gjort med en stor omgang selvironi. Som da hun tager en fans telefon og tager et billede ned i sine bukser og ved denne manøvre får blottet sit ene bryst. Er dette en tand for meget? Eller er det en attitude til at være ligeglad med, hvad folk tænker og være sig selv? Jeg lander på det sidste. 

Vi får sunget kæmpe fødselsdagssang for Joey Z på Minas opfordring, da han fylder 53.  Der er en rar, venskabelig og uformel stemning i rummet imellem os og bandet, der virkelig skaber en oplevelsen af, at vi er én stor familie.

Med stor indlevelse og empati præsenterer Life of Agony hele hovedværket for os. Cirka en time med et album, der for mange har været et monument i deres ungdom. Gensynsglæden er tydelig hos ældre fans, der er vokset op med Life of Agony; de unge, der senere har opdaget bandet, samt de unge voksne som mig selv. Min trøje røg hurtigt af til det her show. 

Hvordan kan den ikke det? Når alt spiller på et højere plan. Den vrede og smukke “The Stain Remains” lukker første del af koncerten, og vi står svedende tilbage i en kort pause. Til min store glæde begynder næste set med “Scars” fra The Sound of Scars, og mine lunger kommer på prøve for at synge med. “Lost at 22” fra Ugly-skiven fra 1995 får klemt mere energi ud af publikum, og den afsluttende, “Weeds”, fra Soul Searching Sun sikrer en massiv afslutning på aftenen. 

Newyorkerne har gennemgået meget for at komme hertil, og de fremstår stærkere end nogensinde før. 

Life of Agony fejlede ikke på noget tidspunkt, og kærligheden og taknemmeligheden var tydelig hos alle os, der fik fejret fortid, nutid og fremtid for gruppen, der til gengæld kvitterede med en passioneret fejlfri optræden, der bliver svær at toppe. Det er vist det, man kalder et luksusproblem for et band af denne kaliber.

Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Gabriel Leikersfeldt Rasmussen
Forsanger i Anthropoid Idol, spiller med DJ Navlebrødrene på Zeppelin Rock Bar + dedikeret Metal A Day skribent

ANTAL STJERNER

Tarah Who?
Prong
Life of Agony

Del denne artikel

Seneste artikler

Here’s Brucey!

Død ved kølle!

Starring at the mosh

Fotoreportage: Dvne

Populære kategorier

Anmeldelse af: Life of Agony m.fl. Pumpehuset, Kbh. 03. november 2023. Nummer to udsolgte koncert på lige så mange dage. Denne fredag skulle tonerne lyde i Pumpehuset. Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen   I går stod Deathstars for underholdningen. Fra Sverige til USA skulle vi præsenteres for andre genrer...Smertens flod og forløsning