I heksekedlen

Hexis blev dannet tilbage i 2010 og har disse dage skabt sig et navn på den internationale undergrundsscene med deres imponerende lange turneer i adskillige lande og kontinenter. Den høje arbejdsmoral og DYI-attitude til projektet stammer i høj grad fra frontmanden, Filip Andersen. 

Han har for nyligt lavet et interview med “Den Hårde Tone” om sit virke som musiker, der bestemt er et lyt værd.

Tilbage i 2015 forlod de oprindelige medlemmer bandet grundet det allerede dengang intensive tourprogram, hvilket efterlod Andersen som primus motor. Ganske vist er Lucas Mele på bas blevet fast medlem, men ellers har Filip brugt hyrede livemusikere i de lande, han nu besøger med bandet. Alt booking og anden organisering står frontmanden for. 

Efterfølgende er ambitionerne kun steget. Fra Ny Kaledonien, Asien, New Zealand, Mongoliet, Serbien og til Færøerne har Hexis spillet sig igennem flere venues, end mange andre bands når at se i deres levetid. 

De har 3 albums i ryggen, Abalam (2014), Tando Ashanti (2017) og den nyeste skive, Aeternum fra 2022 + en del EP’er og splitalbums. Seneste er med danske Telos. 

Min egen historie med Hexis startede i Køge, da min redaktør på dette musikmagasin introducerede mig for Filip til en koncert på Tapperiet med MØL, CABAL og Clients i 2020, dengang man stadig skulle sidde ned til de arrangementer under corona. Siden da har jeg været stor fan af de vilde liveshows og den knuste Blackened Hardcore/Sludge Metal, Hexis leverer.

Fra min første koncert på Stairway til Slag-Town Slays, Gentofte Bibliotek, Elværket og et historisk show i Brønshøj Vandtårn har jeg prøvet at fange Hexis, så ofte jeg kan. I aften er den eneste danske koncert, de spiller på deres nuværende maratontour. Det er et must at se. 

Det skader bestemt heller ikke, at de har Henret med som support denne onsdag.

Henret

Gruppen er et nyt navn på den danske metalscene. De spiller en aggressiv form for Hardcore og passer perfekt til i aften. Jeg har set dem på Richter i Gladsaxe med Dethrxner og CABAL, hvor jeg også anmeldte koncerten, samt til Copenhell-armbåndspåsætning i år. Dette foregik på Onkel Dannys Plads, hvor aftenens spillested ligger. De er forhåbentlig lige så gode som de andre gange, jeg har set dem.

Det fem mand store band kan næsten ikke være på den lille scene, men det skal ikke forhindre dem i at give den gas med armfagter og store headbanger-moves. Musikken er an slags Black Hardcore med motorsavsriffs og knusende breakdowns. Det er badass-smaddermusik til moshpitten. 

Bandets udgivelse Abandon Hope fra februar i år bliver luftet, og jeg kan ikke modstå at nikke med, så nakken bliver varmet op. Vi bliver opfordret til at komme tættere på, desværre er der ikke mange, der reagerer på opfordringen. Kun et par få af os får rykket os under showet.

Det er en skam, for Henret er en gruppe, der i høj grad byder op til pit og sved. Badet i blåt og hvidt lys tæsker de igennem på scenen, hvor forsangeren flere gange er ude blandt publikum for at piske en stemning op. Der gøres da på et tidspunkt et forsøg på lidt mosh af én garvet koncertgænger. Men det bliver ikke denne aften. 

Jeg må rose bassen i Henret, den har det med at titte frem på overraskende tidspunkter, der føjer noget uforudsigelighed til musikken.

De gjorde, hvad de kunne efter bedste evne og talent, og viljen til at være et nyt håb på den danske metalscene er sørme til stede. Men det var desværre ikke alle, som blev overbevist i aften. Eller også var folket ekstra magelige bagved denne onsdag.

Hexis

Én ting, man ikke kommer udenom, som kendetegner et show med det her band, er det interessante minimalistiske sceneshow. Alt lys slukkes, og så køres der ellers kun grænseoverskridende vildt strobelys nonstop hele vejen igennem.

Nogle er slet ikke fan af denne tilgang til en liveoptræden. Jeg oplever derimod, at det tilføjer en særlig dimension af dyster og brutalt mørke til musikken. At gruppen fremstår som silhuetter i rasende glimt, er uanset hvad en helt særlig oplevelse. 

I aften er ingen undtagelse. Som et frontalt angreb efter en kort intro hamrer Hexis igennem med deres helt særlige misantropiske vanvid. Lidt flere af os inklusiv mig selv finder frem foran scenen for at svinge håret til dommedags-soundtracket. Igen står størstedelen af gæsterne stille, men jeg vurderer simpelthen, at det er fordi, at de ikke ved, hvad de skal stille op med dem selv.

At blive konfronteret med Hexis for første gang på en scene, som jeg tror, flere bliver i aften, er også som et slag i hovedet. De voldsomme bevægelser fra særligt Filip, blandet med ubønhørlig Doom, Sludge, Black og alt derimellem, er en cocktail, man selv som garvet Hexis-fan af og til lige skal trække vejret for at rumme. 

Der er næsten ingen pauser i showet. Vi bliver præsenteret for en afgrund af vildskab, der efterlader publikum hypnotiseret. Luca leverer hæse skrig, der passer godt til Filips brøl. Hvad skal man gøre? Headbange med hele ryggen som undertegnede eller stå stille og tabe kæben? Uanset hvad, er vi alle i Hexis’ vold. 

Bandet går af scenen efter “Divintas”, mit favorit nummer, men vi får én ekstra sang. Jeg tror næsten heller ikke, folk kunne klare mere på den gode måde. Vi var tæt på den perfekte symbiose mellem band og publikum. Der går flere herfra i aften, hvor denne oplevelse vil sidde i dem i lang tid hvis ikke for evigt. 

Hexis flyver videre til Canada efter næste dag. Et held og lykke med touren skal lyde herfra. Selvom de ikke har brug for det. Hexis er en naturkraft, der nedlægger alt de møder. Se dem, hvis du får chancen!