Alice Cooper

Når musikken transcenderer nuet

-

Anmeldelse af: MØL, m.fl. Tapperiet, Køge. 28. november 2020.

Det var en ud af kroppen-oplevelse, denne anmelder blev udsat for i den sydligste endestation for S-toget, da spillestedet Tapperiet fik tungt besøg.

Foto: Anders Lundtang Hansen

Det kan lyde som en lidt floromvunden beskrivelse af koncerten i overskriften, hvor man foranlediges til at tro, at anmelderen havde haft lidt for travlt med at besøge baren, inden der blev lukket for de gyldne haner klokken 22, men det var skam ganske enkelt musikken, der lavede en minimal, men markant, omvæltning i skroget.

Dette skal ikke forstås som, at koncerten var fejlfri og det bedste, jeg har oplevet i mit liv. Der skal efterhånden meget til for mit vedkommende. Men musik kan opleves på mange måder, og det vil jeg komme ind på senere.

 

Clients

Første optræden på den køgensiske scene var Clients, der tidligere i år udgav skiven, A Callous Heat Rejects, som jeg har lyttet en god sjat til og var mindst lige så begejstret for gennem de mange gennemlytninger. Det er lidt svært at beskrive deres stil, da jeg hørte dem omtalt som “tung metalcore” til koncerten, men jeg ser der mere som ekstremmetal med relativt tydelig melodi.

Dette musiske ståsted – eller mangel på samme – er også med til at gøre, at bandet kan lege mere med deres lydlige udtryk, end at de låser sig fast i nogle rammer, som der er forventelige til en bestemt subgenre.

Derfor er hver af deres sange som et stykke lækkert højbelagt, der overrasker hver gang, og det gjorde det skam også live denne aften, hvilket var første gang, jeg så dem optræde.

Mit relativt indgående kendskab med musikken gjorde så (desværre), at min umiddelbare begejstring over genkendelsen af numrene blev afløst af lettere irritation over en anelse klumpet lydbillede, hvor specielt guitaren altid lå lidt for langt bagud i lyduniverset, selvom det blev rettet lidt op løbende.

Men, for den gale, hvor kunne de magte at levere varen udover scenen og være et opvarmningsband, man sent glemmer! Det smittede også af på publikum; så her er virkelig tale om et band, der har potentiale til at ende blandt de store!

Fang dem, før din nabo!

 

CABAL

Når jeg lige hurtigt blev spurgt, hvem jeg skulle se denne aften, sprang CABAL i knolden på mig, selvom jeg da ikke skulle tænke mig længe om for at huske de andre bands denne aften, men nu er jeg bare et sen ‘core-barn, og drengenes variant af tååångt, djentende (death)metalcore med blackened-inspiration er bare lige min kop te!

Men nu drikker man ikke te til et ølgilde, og det afspejlede sig både på publikum og band, at der altså manglede “noget” Denne aften. Bevares, alle sange fra bandet lød eminent godt, og lydbilledet var mere skarptskåret end under Clients, men det hele lod bare til at hænge lidt i håndbremsen.

Om det kan skyldes forsanger, Andreas’, selvforskyldte lørdags-“forkølelse” (ikke Corono-relateret), eller om der bare for langt spænd mellem de tre bands alligevel – som ellers gav god mening på papiret, men ikke oversattes så godt live – er svært at sige.

Men når selv CABAL spiller en gennemsnitlig koncert, så er den over gennemsnittet! (tænk over den!)

 

MØL

Jeg deler sjældent ud af den fulde pose af stjerner til en livekoncert. Den skal enten være perfekt fejlfri, være en uforglemmelig slags, give mig noget ekstra eller en kombination af det hele. Jeg fik jeg en oplevelse ud af kroppen, der netop transcenderede det “bare” at gå til koncert, have det sjovt og blive godt underholdt, men MØL her.

Hvis du ikke er til følelsesporno, så spring endelig de næste par bidder brødtekst over

Til Copenhell 2010 oplevede jeg Deftones, hvor jeg forlod kroppen, sindet (nej, jeg var ikke på stoffer af nogen slags) og lod mig bære væk af en auditiv bølge, der mindede mig om, hvorfor jeg har dedikeret mit liv til musik og ikke mindst den tunge slags.

Forud for koncerten denne aften stod jeg ved en skillevej i livet og skulle tage en svær beslutning rent familiemæssigt, der havde med døden at gøre. Jeg var i vildrede, i syv sind, og jeg kunne ikke tage en beslutning.

Præsentér: MØL. For halvandet år siden troede jeg ikke, at shoegaze-back metal-bandet fra Aarhus kunne lade mig transcendere endnu mere, da jeg oplevede dem dengang, men selvom jeg nu sad ned, så lod jeg mig give endnu mere slip.

Glæde blev aflyst af frustration, som gik videre over til vrede, som ledte til sorg – og så en ro. En inderlig ro, jeg havde eftersøgt længe og ikke vidste, hvor jeg skulle finde den. Det gjorde jeg så mellem klokken 22 og 00 i lørdags, da MØL her lod mig give slip.

MØL var det sande hovednavn her, for der var lige et nøk opad på knapperne i både intens, skarp og insisterende lyd, men også bare en livs- og spilleglæde, der bredte sig til publikum inklusiv undertegnede.

Hver sang sad bare i skabet og lod et smil brede sig over ikke bare ansigtet hos mange, men også i kroppen her. Hvis alternativet ikke var at dø til Corona ved at brage igennem og give slip på krop og følelser og fare op, som vi alle havde lyst til – og baren var altså lukket for længe siden – så havde vi givet los. Et kort øjeblik havde man næsten lyst til at give det sidste slip.

Var det en pletfri koncert fra MØL? Nej.
Var det en af de bedste koncerter, jeg har oplevet? Alt taget i betragtning, måske.
Var det en uforglemmelige koncert? Ubetinget og larmende: JA!

ANTAL STJERNER

Clients
CABAL
MØL

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: MØL, m.fl. Tapperiet, Køge. 28. november 2020. Det var en ud af kroppen-oplevelse, denne anmelder blev udsat for i den sydligste endestation for S-toget, da spillestedet Tapperiet fik tungt besøg. Foto: Anders Lundtang Hansen Det kan lyde som en lidt floromvunden beskrivelse af koncerten i...Når musikken transcenderer nuet