Anmeldelse af: Pest over Provinsen. Rotationen, Holbæk. 15. marts 2019.
Med en invitation til at afsøge nye kroge af det danske metalland drog to redaktionsmedlemmer mod Holbæk – og fik en ud-af-kroppen-oplevelse!
Trods en akavet forkortelse, “P.O.P.”, for arrangementet “Pest over Provinsen”, så kunne vi med et lineup, der bestod af de brave gutter i Kurgan, det spændende, fremadstormende Deadnate og mægtige MØL, ikke sige nej til at kigge forbi i Holbæk sidste weekend.
Nu er det ikke første gang, at der er lidt hårdere musik på programmet i Holbæk (Læs: ROCKBÆK), men det er vist en af de første gange, man kan finde undergrunds- og mellemgrunds-bands som disse tre bands på programmet.
Stor tak til folkene i HeavyMetal.dk for at være medarrangør på dette – og må succesen gentage sig!
Hov, fik vi lige afsløret, hvad vi mener om aftenen?
Kurgan
Cirka et halvt år efter, jeg sidst så Kurgan, var tiden nu oprundet til en omgang af deres old school thrash med dødsmetal-elementer, hvoraf jeg nu efterhånden kan skue de minimale indslag af gammeldaws melo-død indslag, jeg havde hørt tale om, der sender tankerne nordpå mod Göteborg i de tidlige til midt 90’ere rent musisk.
Anskuelsen skal mere forstås som, at der var en del antræk til et helhedsbillede, der bød på fed dødsmetal og melodøds-soli, men lydindstillingerne gjorde, at man mest oplevede et mudrede lydbillede, der sendte tankerne i retning på noget ufokuseret speed-metal.
Det er ellers en skam, for man kan stadig bag lydmuderet ane, at der er antræk til noget stort for bandet. Der er dog kun gået et halvt år, siden jeg så dem sidst, så det var begrænset, hvor meget udvikling, der kunne ske på den tid – og sådan var tilfældet i aften:
Godkendt over gennemsnittet uden at være prangende.
Deadnate
Her får du også lige plottet afsløret med det samme: Det startede fælt, men sluttede fænomenalt for Deadnate!
Jeg havde i tiden op til koncerten, ja, faktisk siden, de udgav deres EP Concrete Flood tilbage i november set meget frem til at høre de her Fredericia-drenge, der i mine øregange lader til at spille noget dødsmetal, hvor der er skævet en del til Gojira og midttempo-død med en anelse reggae på(?), men det skal alt sammen forstås positivt!
Jeg er nemlig en sucker for de tapping-melostykker, der finde vej til guitar og bass hos bands, og sådan var tilfældet da også for Dednate. På plade, men da slet ikke til koncerten.
Til at starte med, vel at mærke. Den ene guitar var nemlig så mudret i lyden og langt tilbage i mikset, at jeg tror, at han kunne have spillet intromelodien til “Bamses Billedbog”, uden nogen ville have opdaget det.
Heldigvis var dette da ikke resultatet af hele deres koncert, for der blev rettet op på lyden, og deres spilleglæde og begejstring for at optræde for et publikum, der vist ikke var kommet for at se dem, var til at tage at føle på.
Det er for resten skønt at se et band, der forsøger at overbevise publikum med en indlevelse og begejstring, der smitter rundt i hele salen; og hvis ikke nogle mennesker blandt publikum blev konverterede fans denne aften, så har de tabt deres sans for god metal, når de hører den.
MØL
Aftenens hovednavn og hoved-attraktion: Aarhusianske MØL.
Jeg skal være ærlig at sige, at jeg oprindeligt ikke spåede dette Aarhus-band til at blive noget, der skulle åbne GAFFA-prisen 2019, høste omtale i udenlandske metal-medier og ellers få fine albumanmeldelser af deres debut-plade med på vejen, da jeg hørte deres første EP i sin tid.
Men der må jeg med tilfreds skam indse, at jeg tog fejl med den spådom, og nu skulle jeg se MØL optræde med en fænomenal debut-plade i baghånden på et af de mindre spillesteder i provinsen, hvor jeg begyndte at spå videre om, at det nok er en af de sidste gange, man ser bandet spille så småt, væk fra de store spillesteder – og den spådom tror jeg, holder stik.
Du skal ikke lide af epilepsi, når først MØLs stroboskop-lyd sætter igang for at indkapsle deres live-performance, som fordrer, at publikum investerer alle sanser og intensitet i deres fremførsel, så man bliver bragt ind i deres katasis-fremmaning fra start til slut.
Sådan var tilfældet her, og jeg vil egentlig ikke bruge spalteplads på det (heldigvis) åbenlyse med, at lyden var genial, al musik sad skarp fra start til slut, og man hørte alle numre, man kunne tænke sig.
Jeg vil dog runde af med at sige, at da outroen til titelnummeret fra deres plade sidste år, “Jord”, lød, så følte jeg mig renset, opløftet og generelt bare glad i låget på den måde, en altomfavnede god musikoplevelse kan gøre det.
Det var ikke (bare) en god koncert, det var en helhedsoplevelse på krop og sjæl, og selvom 2019 rent koncertmæssigt kun lige er begyndt, så slutter jeg af med endnu en spådom om, at MØLs koncert her i Holbæk bliver en af de bedste for mig i år.
Men to rigtige spådomme ud af tre er da ikke dårligt.
Var der ikke et farsbrød, der sang om noget lignende?
