Stigende progression

Anmeldelse af: MetalDanmarks Branchedag 2018. Salen, Kbh. 15. september 2018

Igen var det blevet tid til at se, hvad der lurer i det spirrende vækstslag i det metalliske Danmark – og vi blev ikke skuffede!

(Foto: Kurgang = Guillaume Blanjean. Alle andre = Mathilde Maria Rønshof) 

For tredje gang inviterede foreningen MetalDanmark ind til et arrangement, hvor de vil fremvise en håndfuld bands, der både repræsenterer en spændende spændvidde i rock- og metallandet, men som så sandelig også har potentiale til at blive noget stort i den kommende tid.

Sådan stod der på papiret, at det ville foregå efter en lille paneldebat, da en kyndig jury havde udvalgt fem bands, repræsenteret fra det meste af landet, til at vise de fremmødte, hvorfor de bands kan blive morgendagens stjerner.

Metal A Day har tidligere snuset til dette interessante arrangement, så det var med stor nysgerrighed, at denne anmelder så frem til de udvalgte bands i Salen på Nørrebro, hvoraf det kun var hovednavnet, Bersærk, jeg havde oplevet før.

Kurgan
Første udvalgte livenavn var Kurgan (russisk for “gravhøj”) fra Fårevejle.
De blev beskrevet for mig på vanlig jysk lavmælt måde, at de spillede melodisk dødsmetal. Min første fornemmelse i de første par numre var, at der var tale om mere “død” end “melodi”, men som numrene åbenbarede sig, stod det mere tydeligt frem, at der var snak om Gøteborg-melodøden fra dengang, genren var i sin vårtid.

Kurgang kunne næsten fremstå prototypisk for genren fra dengang, de første numre blev smedet sammen i garagerne i Sverige af et band som At the Gates med samme teknisk snilde, for det besad disse jyder tydeligt, hvorfor man forstod, hvorfor de var blevet udvalgt.

At de så virkede nervøse, og sangene var lidt ensformige, er nok mere et spørgsmål om mere tid i øveren og mere liveerfaring, og så fuldender et bedre helhedsindryk sig.

Wolves Among Us
Se, det er et band, der falder lige ned i min favn! … Indtil jeg opdagede, vi havde anmeldt bandet på plade under en tidligere konstellation og navn. Dengang imponerende de mig langt fra.

Men disse Aalborg-drenge havde tydeligvis forstået at ryste posen og servere en omgang metal, der er lige dele MyROCK-venlig, men stadig besidder growl tilsat en genkendelig sans for at skrive en fængende melodi.

Det var et herligt møde med ulvene, som jeg glæder mig til at se igen. Der var nogle småting med lyden og teknikken, der kunne forbedres, men at se dualsolo-guitarer i en genre, jeg er blevet frabedt af bandet at kalde metalcore, imponerede mig gevaldigt, og så var publikumskontakten også god!

Beneath the Silence
Hidtil var niveauet bare steget med bands trods forskellige stiludtryk, men da vi nåede halvvejs i forestillingen, tog vi lige et mindre dyk med Beneath the Silence, men grunden kan ikke tilskrives bandets egen fejl.

Bandets melodiske svar på heavy metal med velkomponerede numre, som jeg kender det fra plade og musikvideo, druknede i en buldrende bas, der efterlod mig med mistanke om at være endt i noget fæl Sensation White.

Guitarerne var rene pivedyr ved siden af den larmende bas, og selvom forsanger Mette gjorde sit til at opildne publikum til fælleshygge, skete det nok mest på bekostning af humlen end musikkens udtryk i det mudrede helvede.

Jeg håber på revance en anden livegang.

(NB. Søren fra bandet er skribent hos Metal A Day)

Farlige Typer i Modlys
Som John Cleese ville sige det: And now for something completely different

“Så spiller vi på et bibliotek i Nordvest… Det var joken,” lød det blandt flere fornemme underfundigheder fra forsanger og guitarist, Magnus, som virkelig forstod at tryllebinde sit publikum med indlevelse og nærvær, der varede få start til slut, om det så var koks med mekanikken eller ej.

Men hvad så med musikken? Det var støjrock, Gnags-kopi på syre eller en blastbeatet omgang hippiemusik, hvis man skal lade to modpoler møde hinanden – og det var godt.

Nøj, deres guitarist kan noget på den spade, der trak på min opmærksomhed mange gange. Jeg forstår så sandelig godt, at Farlige Typer i Modlys også er blevet udvalgt.

Disse drenge spår jeg en stor fremtid, for de fortjener større scener at lege med, så de kan fange endnu flere mennesker!
Godt gået!

Everything is Terrible
Her har vi at gøre med et band, jeg virkelig har nydt på plade og mener, de udfylder et hul i den danske metalscene, hvor ting som djent, død og progressivitet møder hinanden. Det var episk, det var teknisk, og det gjorde, at jeg fandt mig selv vuggende og samtidig headbangede gennem bandets længere passager i sangene, som jeg nød til fulde.

Atter skal en forsanger fremhæves for at piske en stemning op blandt publikum blot for to strofer senere at spæne retur til scenen og påspænde en guitar og lege sammen med de andre instrumenter.

Det er ingenlunde musik, hvor man tæller til fire og klapper med på hver andet taktslag, så flere folk blandt publikum så mere forvirrede ud end forblændet.
Jeg var dog blandt sidstnævnte.

Bersærk
Jamen, hvad er der efterhånden at sige? Jeg var tosset med dem på Copenhell i år, og i den her varme og mørke sal havde de sammensat en sætliste, hvor jeg både hørte de sange, jeg glædede mig til, dem, der fangede publikum, og dem, ser sikkert sikrede fællessangen videre på Escobar.

Genresnobberi er en disciplin i sig selv, men vores ene fotograf sagde det så rammende: “Det er som at høre De Underjordiske i en metalversion”. Så vi har lidt syret rock, der er sat i uptempo ved mange sange, medmindre vi var ude i de svalende episke hymner i midten, tilsat Caspers harske og rungende vokal, der giver det danske sprog et tiltrængt stød i musik-regi og viser, at vort modersmål sagtens kan andet end at lyde som en kartoffel i ganen.

Her var “gamle” og nye sange, og jeg elskede det hele. Jeg glæder mig ligeledes til at se, hvad fremtiden bringer for de drenge.

Aftenen var vel gennemført og trods et mindre dyk midtvejs mener jeg, at MetalDanmarks Branchedag viste højere og højere niveau for hvert band, der kom på scenen, og så er det herligt at se, at dansk metal er så meget mere end thrash og dødsmetal, nu jeg tidligere nævnte genrefiksering.

Mange af de bands, vi så i dag, mener jeg bestemt har potentiale til at blive noget stort, hvis de spiller deres kort rigtigt.

Vi ses til næste branchedag!

Mathilde Maria Rønshof og Guillaume Blanjean forevigede aftenen, hvilket kan ses herunder via udvalgte billeder fra de to fotografer: