Anmeldelse af: Trivium – What The Dead Men Say. Release 24. April 2020 via Roadrunner Records / Warner Music.
Jeg vil kalde Trivium for “klassisk” metal med clean og catchy vokal a la Metallica, Killswitch Engage, Machine Head og Slipknot.
Personligt opdagede jeg Trivium relativt sent i deres karriere – på Copenhell 2016. Deres koncert var én af de bedste det år, og deres syvende album, Silence In The Snow (2015), bevarede min begejstring for dem efterfølgende, selvom det var lidt melodisk/blødt i forhold til deres gamle mere metalcore/trashede udgivelser.
I 2017 udgav de The Sin And The Sentence, som var en my bedre med numre som “From The Heart You Hate” med et banalt, men brillant statement: “It’s easy to be right, When everything repeats.”
Deres koncert på Copenhell 2019 var til gengæld lidt halv-kedelig, hvilket nok mest skyldes tidspunktet (kl. 14 fredag d. 21. juni) og ikke om aftenen. Så mine forventninger til det kommende album var ikke skyhøje, da What The Dead Men Say blev annonceret.
Triviums niende studiealbum starter, meget passende, ud med nummeret med titlen “IX” – romertallet for 9. Herefter følger de tre singler, “What The Dead Men Say”, “Catastrophist” og “Amongst The Shadows And The Stones”. De to førstnævnte er “typisk” Trivium; ingen overraskelser – kun lidt skuffet. Forsanger, Matt Heafy, synger stadig bedst, når han growler, fremfor det mere poppede udtryk. Sidstnævnte er mere “råvild” og højtråbende og hurra for det! Desværre er det dog den eneste af sin art på skiven. Det er kun lejlighedsvis i sangene, at Trivium virkelig er tunge og unikke. F.eks. i “Bleed Into Me”, hvor bassist, Paolo Gregoletto, er i fokus og i “The Defiant”, hvor leadguitarist, Corey Beaulieu, får spotlight, så det ikke er kun Matt Heafy, der stjæler lydbilledet. “The Ones We Leave Behind” lukker pladen på fornem vis med en god blanding af elegance og brutalitet.
Trivium er godt “køre-musik” – man kan synge/nynne med på sangene og tromme på rattet, uden at blive revet alt for meget af stemningen. På vej ned af den tyske Autobahn og med højre fod tungt hvilende på speederen er denne plade et optimalt “soundtrack” til et road trip.
Det er ikke meningen med livet, kuren mod kræft eller andre af livets store gåder, der bliver behandlet i teksterne. Men mere daddy-issues, parforholdsproblemer, døden og andre mere eller mindre personlige emner. Det er også udmærket, men der mangler bare en form for pondus og mere variation i sangenes tungsindige melodier, før de sætter sig i min hukommelse.
What The Dead Men Say er ikke Triviums bedste album (Vengeance Falls, 2013), men det er på samme niveau som Silence In The Snow og The Sin And The Sentence. Derfor får de 4 respektable stjerner.
Trackliste:
- IX
- What the Dead Men Say Lyrics
- Catastrophist
- Amongst The Shadows And The Stones
- Bleed Into Me
- The Defiant
- Sickness Unto You
- Scattering The Ashes
- Bending The Arc To Fear
- The Ones We Leave Behind
