Når to generationer mødes

I midten af 90’erne spyttede amerikanske Life of Agony tre plader ud på det (dengang) velrenommerede pladeselskab Roadrunner Records, og pludselig var bandet væk. Så kiggede de frem med musik igen næsten ti år senere og gik så atter i eksil. Vi skulle nå frem til 2017, før de – umiddelbart – var klar til at levere lidt alternative metal til masserne igen.

Derfor var det da også hovedsageligt to segmenter af publikum i salen i Amager Bio denne aften: Dem, der var unge og i 20’erne i den første halvdel af 1990’erne, og så det yngre segment, der måske mest er begyndt at fange bandet på de seneste to plader, A Place Where There’s No More Pain og The Sound of Scars fra henholdsvis 2017 og 2019.

Men før salen blev fyldt nogenlunde op – fraset den aflukkede balkon – skulle danske GoatHawkBuffalo og amerikanske Doyle forsøge at varme folket op.

GoatHawkBuffalo
Mildt sagt var fremmødet ikke imponerende, da danerne fra GoatHawkBuffalo allerede var sat i gang til tiden, for selvom jeg var kommet et kvart nummer for sent, så var der allerede fuld smæk på hele pladen fra dette band.

Heldigvis tog de også pokker i, at der ikke var det store fremmøde, og man kunne snildt bevæge sig fra forenden af scenen til helt nede ved bagvæggen uden problemer, men det kendetegner også et godt band, at de VIL spille bagenden ud af selvsamme beholder for at bevise, hvor glade der for at være her.

Specielt forsangerens whiskey-røs gav mig konnotationer mellem et frækt stævnemøde mellem Texas Hippie Coalition og Pantera. Og det er da heller ikke – i min bog – en forkert sammenligning, for bandet lyder da også af sydstats-heavy, men bare med en dansk formular på det.

Lyden var godt, og lyset passede perfekt dertil deres korte performance, men selvom bandet gjorde, hvad de kunne, så var publikum bare ikke helt med på den – men det er ikke bandet skyld. Jeg glæder mig til at se dem igen!

Doyle
Havde man allerede ved navnet en mistanke om, hvem der skulle på scenen nu via navnet, så blev det bekræftet, da Doyle Wolfgang von Frankenstein (Født Paul Caiafa) med sin pumpede krop og mindst lige så genkendelige FREMhævede hårfletning entrérede scenen.

Jo, det er ham guitaristen fra Misfits, og senere dannede han så endnu et band ved navn Gorgeous Frankenstein, som bandet nu er udsprunget fra og stadig bærer hans navn (så nu mangler vi bare et Wolfgang von-band.)

Stilen er ellers den samme, som Doyle mere eller mindre altid har begået sig i: Horror punket hardcore med heavy-indflydelser, så der var ikke så meget nyt her. Og den semi-ligegyldige indstilling til at være original gentog sig da også på scenen for bandet.

Doyle og de andre spillede skam bestemt, så hatten passede, men nærvær og publikumtække var mest en by i Sibirien denne dag, hvilket åbenbart var udslagsgivende for at få folk med en doven mandag, hvor gennemsnitsalderen var i den høje ende.

Hvordan de lige passer ind samme med Life of Agony, er mig også en gåde, men det var desværre en af de her koncerter, hvor opvarmningen var glemt, lige så snart hovednavnet gik på.

Life of Agony
Trods en mindre forsinkelse – vist nok noget med en ledning – var Life of Agony og medlemmerne deri klar til at vise, at mandag også kan være en festdag, selvom det umiddelbart ikke så sådan ud.

Der blev delt rigeligt ud fra bagkataloget, hvor man kunne se publikum ENDELIG gå amok i den ekstase, der havde luret lidt i luften det meste af tiden, og den glæde blev da også eksekveret med både ølkast og spontan moshpit – på en mandag.

Når så vi kiggede mere fremad i diskografien og fik de mere nyere numre, så var det de unge mennesker, der gav den mest gas.
Det er forkert at sige, at bandet har genfundet sig selv, for de har altid været sig selv, selvom de har haft en pause. De har ikke totalt forandret deres lyd, men det er pudsigt at se, hvordan et band som Life of Agony kan kilde de unge med nyere musik og glæde de gamle med klassikerne. På denne måde kan man lave en generations-clash – på den gode måde.

Caputos vokal er dog for mig bedre på plade, end den er live, men når man som helhed giver den så meget gas på scenen, og lyden spillede sammen med publikum, nærvær, hits og nyklassikere, så blev det en vinder for alle denne aften i Amager Bio.

Galleri fra aftenen er fra Tomme Sonne Skøtt: