Anmeldelse af: Deathstars + Liv Sin + Priest. Stengade, Kbh. D. 02.11.23.

Det teatralske og gotiske skulle lukke sig om Stengade til et komplet udsolgt arrangement. Det var jeg nødt til at anmelde.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Efter en mindre koncertpause for mit vedkommende i slutningen af oktober skulle næste omgang livemusik finde sted på Nørrebro. Og aftenens mange svenske kunstnere er ligesindede med danskerne, når det kommer til at tilføje flere effekter til deres sceneshow. 

Liv Sin

Det første band frontes af Liv Jagrell, der tidligere har sunget i gruppen Sister Sin. Liv Sin startede i 2016 og har siden da udgivet tre albums, Follow Me (2017), Burning Sermons (2019) og KaliYuga fra i år. Til Nordic Noise 2022 fik jeg set Liv Sin med min fremtidige redaktør på dette magasin, dengang var det en omgang udmærket tung rock, men musikken efterlod ikke noget større indtryk hos mig, da festivalen var overstået. Kunne det ændre sig denne torsdag?

Sangerinden går på scenen sammen med bandet. Instrumentalisterne har ens røde skjorter på, og i skæret fra blåt lys begynder koncerten. Vi er ikke mange, det skyldes muligvis, at køen kun voksende ude foran Stengade, imens regnen dalede ned. Så mange står stadig og venter på at lægge deres overtøj og tasker i garderoben.

Lydmixet et lidt rodet til at begynde med, men det fikses senere i showet, så musikken står klarere. Jagrell har en ret fed hæs vokal og krydrer sit register med lidt skrig og growl. Hendes vokal er måske lidt prototype-agtig, men hun har styr på, hvad hun laver. 

På scenen gør hun sit bedste for at levere en medrivende gang heavy rock. Hun bevæger sig godt rundt på scenen og får svunget sit røde hår godt rundt. 

Musikken er beklageligvis stadig ikke særlig interessant. Det er i høj grad standard metal med dertilhørende soloer og typiske opbygninger. Man kan tydeligt høre 80’er-inspirationer fra NWOBHM + Doro. Dog har sange som “Antihero” samt “King of Fools” en fed bouncy vibe over sig, og jeg får da nikket lidt med hovedet.

På trods af at publikum ikke er særligt fangede, lader det ikke til, at det påvirker Liv Sin. De optræder med et smil, og der strømmer da flere gæster til. Svingende med sit hvide mikrofonstativ holder Jagrell gejsten oppe og får da taget sig en gåtur ud i publikum samt hevet et godt “yeah”-kor ud af os. Et intensivt grønt scenelys gør også sit for at løfte oplevelsen. 

Liv Sin er her ikke for at skabe stor kunst, men for at have det sjovt med deres heavy metal. Som opvarmningsband gjorde de deres opgave ganske udmærket, og der var måske alligevel et hook eller to, man muligvis kunne nynne med på, hvis nogen spillede deres musik til en fest. 

Jeg er ikke meget mere solgt end til Nordic Noise, men heller ikke mere negativt indstillet. Nogle bands skal ikke være andet end spas, og her klarer Liv Sin sig fint. 

Priest

Nu til noget, jeg har glædet mig til, siden jeg begyndte at researche aftenens line-up. Priest er en synthwave-gruppe, der klæder sig, som om de er klar til at spille på en S/M-klub eller i et Dark Room et sted i Østberlin. Same, same I guess. 

Læder, nitter og vilde masker er der nok af. Priest består af trioen Mercury på vokal, Salt på keyboard og Sulfur, der også er inde over keyboardet og andre elektroniske elementer. Mercury og Salt har før spillet i Ghost under synonymerne Water og Air, men røg ud af bandet efter den meget offentlige retssag mellem Tobias Forge og hans Nameless Ghouls. Siden 2017 har de så arbejdet med Priest, hvor New Flesh også udkom. I 2020 udgav de Cyberhead og Body Machine i 2022. 

Deres mix af futuristisk retrostil og industrial skiller sig meget ud i aften, men potentialet for, at det kan starte en rå EDM-vibe blandt de langhårede gæster er bestemt til stede. 

Jeg har set grupper som Nigthstop, Dance of the Dead, Author & Punisher, Perturbator og Health starte et vildt dansegulv blandt os hard rock-elskere de sidste par år. Vi heavy-hoveder har ikke noget imod lidt dak fra tid til anden. 

Der er keyboards placeret i hver sin side af scenen. Der kører en synth-intro over anlægget, og det første medlem af trioen kommer ud iført læderjakke og plague doctor-maske. 

Iført ringe med indbyggede lygter kommer plague doctor nummer to ind og så Mercury i sort hjelm med masser af pigge. Hans ene øje er en rød lygte, der giver en dystopisk stemning, når dets lys rammer os. Mercury har en dragende, smooth og cool stemme, og med tunge beats bliver vi hevet ind i en verden af nye trancer og forførelse.

Mercury er eminent til at nå ud til folk gennem sin optræden, bogstaveligt talt. “Come closer to me” synger han i “The Pit”, imens han lægger hånden på mit og andres hoveder som en techno-guru. 

Det er hypnotiserende og dragende, ikke at den her genre er banebrydende, men når Mercury danser rundt om sig selv, og hans bevægelser passer perfekt i sync med de rytmer, Salt og Sulfur leverer, så er de mestrer i deres egen lille afkrog af synthwave-bølgen. “A Signal In the Noise” er gysende, og “The Cross” og “History In Black” emmer af storbyens puls og undertrykte længsler. Jeg er komplet betaget. 

Men det er bestemt ikke alle, der er med på, hvad pokker det her er for nogle Pulp Fiction-gimps. Flere publikummer ser noget forvirrede ud. Det her er som sagt også ret langt fra fræsende guitarer. Til gengæld får vi op til flere keytar-soloer, hvor hele salen jubler med. Det er vi ikke vant til at få serveret. Badet i blåt og rødt disco-lys overgiver flere og flere sig til det dunkle 80’er-cyber neon univers. 

Det kan i glimt blive lidt forudsigeligt, da de fleste numre går efter en mere midttempo-skabelon, men det reddes ofte af Priest og deres vilje til at være overdrevne på deres helt egen måde. Samt Mercury, der stimulerende glider rundt på scenen. 

Der er noget sensuelt over Priest, og da Mercury får taget sig en længere gåtur ud på gulvet med flere håndspålæggelser, håber jeg nærmest, at showet aldrig slutter. Hver sang har sin egen djævelske agenda og lyden sidder perfekt. “Would you call this entertainment?” spørger forsangeren hen imod slutningen, ja, for pokker, må være det eneste svar. 

Copenhell bookede Dance of the Dead sidste år ude på Refshaleøen, og hvis de vil følge endnu mere i fodsporene på festivaler som Wacken Open Air og Brutalt Assault, hvor de har opdaget, at den her slags musik kan noget, så nup lige Priest til en mørk aften koncert på Gehenna-scenen næste år. 

Deathstars

Siden 2000 har svenskerne rocket deres horror goth metal iført ansigtsmaling og uniformer. De har udgivet fem albums, hvor debutskiven, Synthetic Generation, udkom i 2002.

Siden 2014-albummet, The Perfect Cult, har Deathstars desværre stået på standby i forhold til ny musik. men i år udgav de Everything Destroys You, og de er således tilbage på landevejen under banneret ‘Everything Destroys Europe Tour 2023’. De har alle dage haft noget ekstra over sig, og med kunstnernavne som Nightmare Industries, Whiplasher Bernadotte, Skinny Disco, Cat Casino og Nitro er der lagt op til noget ekstravagant. 

Jeg husker godt selv, da de kom frem i 00’erne, og sange som “Blitzkrieg”, “Cyanide” og “Death Dies Hard” havde deres sejrsgang. Men udover succesfulde singler og musikvideoer har jeg ikke dyrket Deathstars særligt meget. Jeg undrede mig da en overgang over, at de lidt forsvandt fra musiklandskabet. Nu efter mange års kendskab til bandet skulle det kulminere i et svedende lokale. 

Der er nu totalt proppet, men jeg kan da lige stå i midten af anden række, næsten. I hvid makeup går Deathstars på scenen, og deres tunge industrial får med det samme rykket på folk. Bandet har været savnet. “All the Devil’s Toys” fra The Perfect Cult går rent ind, selvom vokalen ligger lidt for lavt i mixet. Det virker også til, at Nightmare Industries lige skal finde ud af, hvordan han skal lægge sin stemme. 

Til gengæld har gæsterne ikke kun savnet bandet; Deathstars har tydeligvis også glædet sig til at stå her. Der er utroligt meget lykke og nydelse fra bandets side ved at feste sammen med os. 

“Ghost Reviver” bliver dedikeret frækt til en kvindelig fan oppe foran. Det er faktisk hovedsageligt kvinder, der befinder sig i de forreste rækker og helt oppe ved scenen. Deathstars optræden og særligt Nightmare Industries med sin dybe stemme emmer da også af sex, men uden at det bliver vulgært. 

Det er gjort drillende med et stort smil på læben og et glimt i øjet. “So many genitals tonight” og “you are the balls of Scandinavia” er replikker, der får os til at smile og juble i lige mængder. “Death Dies Hard” får den helt stor fællessang i gang. Jeg kunne dog godt ønske, at keyboardet i deres musik kunne høres tydeligere. Det drukner meget i lydbilledet.

Deathstars er med grimasser og kække moves i kanon kontakt med deres fans. Adskillige gange lader Nightmare Industries de mest dedikerede synge med. Ikke at han selv taber luften, han nyder blot at invitere os yderligere til at deltage i vores fælles aften. Der sidder politiblinklygter på forstærkeren på scenen, men ellers er der ikke gjort noget ekstraordinært ud af lysshowet. 

Med sange som “Synthetic Generation” og “Everything Destroys You” cementerer Deathstars, hvorfor de havde så stor succes, da de kom frem, og hvorfor de bør blive hængende. De er cool, uden at det virker overdrevet, og så kan de være nogle gøglere, uden at det bliver direkte plat. Deres ubesværede balance i diversitet blandet med deres solide bagkatalog gør mig til dedikeret fan fra nu. 

Der er en lidt halv-ærgerlig tendens til noget irriterende feedback nu og da; det kommer og går og forstyrrer lidt oplevelsen. Det er synd, at lyden ikke 100 % er med bandet, for alt andet spiller i høj grad for dem.

Musikerne går af scenen, men vi ved, at de ikke lader os slippe endnu. “Blitzkrieg” og “Cyanide” afslutter et solidt comeback. Til min store overraskelse er der dog tyndet godt ud bagi, da jeg vender mig om. Det havde jeg ikke regnet med til en udsolgt koncert.  

Jeg var gevaldigt underholdt af Deathstars, og de vandt både nye fans og gav masser af kærlighed til deres gamle tilhængere. En tilbagevenden, der var længe ventet og bestemt ikke skuffede de dedikerede, der rystede kroppen oppe foran.