Anmeldelse af: Nathaniel Rateliff & The Night Sweats. Amager Bio, Kbh. 03. juni 2022.
Foto: Frederik Stoumann
Aftenens opvarmning, kom i form af den Samsø-fødte singer/songwriter CS Nielsen.
Det er svært ikke at kalde opvarmningen for en nedkøling.. men det var desværre lidt den oplevelse, vi fik. Nielsens musik var af den mere rolige slags og med tekster ofte i den mere melankolske ende.
Dette gjorde, at publikum ikke rigtigt lyttede, men bare snakkede over musikken, så det bogstaveligt talt overdøvede musikken. Enkelte så fodboldkamp på deres telefoner.
Det var først under sidste nummer, at publikum levede op.
Sangen var et cover af Blind Willie Johnsons legendariske “John the Revelator”, hvor Nielsen med tramp i gulvet og fællessang fik de fleste med.
Det var ærgerligt at skulle opvarmes med sørgelige og dæmpede sange, der ikke gjorde noget indtryk.
Nathaniel Rateliff & The Night Sweats
Så til aftenens hovednavn, der kommer fra Amerikas Forenede Stater med blandet baggrund.
Denne soul/blues-rockgruppe har i en del år gjort sig bemærket ikke kun på den Amerikanske scene, men også den internationale.
Med sange som “S.O.B.” og “I Need Never Get Old” har de gjort blues rock-genren til en kæmpe.
Men denne aften startede koncerten med titelnummeret fra deres seneste udgivelse af samme navn nemlig “Future”.
Dette var starten på halvanden time med kun én pause på godt tre minutter.
Der herskede ingen tvivl fra bandets side om, at musikken var vigtigere end snakkepauser, hvilket på ingen måde var et problem, for det holdt alle til ilden og gang i publikums fødder.
Til nummeret “Future” viser frontmand, Nathaniel, at hans stemme er de fleste overlegne og passer perfekt til den bluesrock, de spiller.
Et råb så rusten, at man skulle tro, han havde spist pigtråd og skyllet det ned med bourbonwhisky, ekstra røget.
Men ikke kun hans stemme er fantastisk. Sammenspillet mellem hele bandet er perfektioneret og viser, at de hygger sig.
Det var ikke kun Nathaniel, som holdt publikum i gang med klap med videre, næ, resten af bandet dansede også rundt. Med en stærkt smittende energi råbte de også til publikum og klappede.
Energien var konstant i top, så der var ingen, som havde tid til at se fodbold overhovedet!
Næ, vi skulle rocke og danse, mens musikken næsten spillede uafbrudt, som hvis det bare var en playliste, man havde sat på. Bare bedre!
Glæden for bandets fantastiske levering blev vist cirka midtvejs, da de efter en kort pause udenfor scenen fik det største bifald, man kunne forstille sig, da de kom ind igen!
Pift, hujen og en massiv klapsalver gjorde bandet helt stille og resulterede i en næsten tårevædet Nathaniel, der meget rørt sagde “Det havde vi ikke regnet med, tusind tak, I er fantastiske!”.
Igen, da vi nærmede os enden, gik bandet igen fra scenen, denne gang i cirka 3 minutter.
Mens de var væk, begyndte alle i publikum at brumme melodien til “S.O.B.” for at lokke dem ud igen.
Dette gav igen et godt billede af, hvor absolut episke de er live.
Det var en fantastisk koncert; så god faktisk, at min kære far, som var med, snakkede om, at det var den bedste koncert, han havde været til.
Har man ikke oplevet dem, vil jeg stærkt rekommandere det!
