Anmeldelse af: South Haven – Motion

Rockgruppen fra Sydhavnen har et lidt lettere anderledes setup, end man oftest ser, i form af to kvindelige forsangerinder, henholdsvis dansk/luxembourgske Christine og nigerianske Angel.

De har som en del af et NextGen-projekt, fra den imponerende musikfabrik PrimeCollective, brugt næsten tre år på udvikling af bandets lyd før denne første skive.      Denne måde at udvikle bandet inden udgivelser skal være med til at sikre den danske rock- og metal-scene på verdenskortet som et seriøst fænomen.

Den langvarige udvikling af bandet og albummet er selvfølgelig gjort med hjælp fra kyndige hænder som f.eks. Chris Kreutzfeldt fra Cabal og Mirza Radonjica-Bang. Ydermere er der også hjælp fra Jacob Hansen og Martin Pagaard (Volbeat, Amaranthe).

Dette skulle være med til at give bandet den bedste start på den konstant og hurtigt voksende og udviklende Rockscene.

Hvad har det så gjort? Er bandet det næste store, der skal blæse verden bagover?

Lad os finde ud af det med albummet Motions første nummer, “Dancing in Nightmares”.

Et kort, frækt guitarriff sætter starten, inden nummeret går i gang, og man straks bliver mødt af forsangerindernes skiftende, meget flotte stemmer.

Et hurtigt tempo med en god tyngde uden at blive ”heavy” går sammen med den vrængende guitar og de to forskellige vokaler og sætter gang i ens ben.

Dette er moderne rock, og det har noget at tilbyde! Med en friskhed og ungdommelig glød kan man næsten ikke sidde stille… Selvom jeg sidder i min lænestol, med en kop kaffe, sutsko på fusserne og en lakridspibe i munden, så har jeg meget svært ved at sidde helt stille.

Hvordan er resten af albummet?

Det handler tydeligt om hjertebrud og kampen for kærligheden, uden at blive sødromantisk og irriterende at høre på efter to sange.

Det vedvarende tempo og den fantastiske lyd, de to forskellige forsangerinder byder ind med, giver bare et frisk skud til nakkemusklerne, hver gang et nyt nummer starter.

Vi får også et kort skud fra mindekassen. På sangen “Crush” synger de omkvædet fra TLC´s “No Scrubs” hitnummer fra 1999 og får det til at lyde bedre end originalen.

Enkelte sange holder en dybere, mere sørgelig tone, der giver følelses af en hård historie.

Man lukker øjnene og lader de smukke stemmer og den fantastiske lyd tage en væk; lader en føle, at det ikke bare er for at fylde pladen med minutter, at man har skrevet et nummer, der godt kan give gåsehud og en tekst at tænke over.

Tilbage til det høje tempo og danserytmen, som man ikke kan sidde stille til, selvom teksterne handler om brud og svære forhold. Imponerende iørefaldende og noget, man finder sig selv nynne eller fløjte til.

Personligt kunne jeg godt se dem lave akustiske koncerter med stor succes, for flere af deres stille numre er perfekte til en intim og akustisk oplevelse i enten smuk natur eller et lille spillested/ evt. café.

Ingen tvivl fra denne anmelders side: denne gruppe bør og skal komme langt.

De tre års perfektionering af hele gruppen har givet dem en professionalisme, man ellers først ville se efter flere år på vejen. Da jeg for få måneder siden havde fornøjelsen af at se dem live til årets Prime is Coming, var der allerede dér ingen tvivl for mig om, at de havde fat i den rigtige ende og klart følte deres musik og ville gøre folk opmærksomme på deres tilstedeværelse.

Nu skal South Haven (når Corona er væk igen!) ud at tage scenerne med storm, og jeg vil glæde mig til næste gang, at jeg får muligheden for at se dem igen.