Alice Cooper

En ustoppelig strøm af råolietyk dødsdoom

-

Anmeldelse af: Konvent – “Puritan Masochism”. Udgives 24. januar 2020 via Napalm Records.

 

Death-doom-genren gravede sig ud af Thatcher-Englands dybeste mineskakter tilbage i slutning af 80’erne, og her 40 år senere er det som om, en afstikker af den tids mørke er kravlet ud af Nordsøens oliefelter og op på de danske kyster.
Musikalsk er der klare linjer mellem Konvent og inspirationskilderne fra 80’erne og 90’erne i bands som Paradise Lost, Winter og Skepticism, omend de nytilkomne danskere måske lægger mere vægt på death-delen end doom-delen i forhold til, hvad man gjorde i genrens unge dage.

Der, hvor Konvent virkeligt skiller sig ud fra fortidens oplæg og gør musikken til deres egen, er med Rikke Emilie Lists uhyre dybe growl, der er som taget ud af blackened death metal og så spillet tilbage i trekvart hastighed. Den giver musikken en nærmest klæbrig karakter, hvor den smelter sammen og glider på lytteren som en samlet, tyktflydende masse af ondskab.

Åbnings- og titelnummeret starter pladen med et brag, og mellem tunge trommeslag og tungere basgange er man ikke et sekund i tvivl om, hvad der er der bliver serveret. Guitaren leverer en distorted kant, der på den velproducerede skive giver et kald tilbage til bandets mere rå demo-dage. Personligt kan jeg godt savne den kant, det gav de første numre, vi hørte fra kvartetten, men man kommer heller ikke udenom, at det er fedt, at der bliver taget hånd om alle delene af deres lyd.

Jeg vil ikke forsøge at gennemgå alle albummets ni numre (hvoraf to er benævnt som del 1 og 2 af samme sang), for det er her jeg må kaste lidt malurt i det limfjordsporter-sorte bæger: De lyder sgu lidt ens allesammen.

Misforstå mig ret, jeg synes, Konvent har leveret en superfed skive, og jeg glæder mig til at se dem på deres release-tur her lige om lidt, men hvis jeg er uopmærksom i bare et øjeblik med skiven, har jeg svært ved at høre, om nummeret er skiftet, eller vi stadig er i gang med det samme. Jeg synes, der ville klæde bandet at eksperimentere lidt mere med deres lyd. De har helt klat styr på een måde at lyde onde og dystre på, men det kunne være rart at høre lidt flere fra deres side.

Når jeg siger, numrene lyder ens, så er der en vigtig undtagelse, jeg er forpligtet til at pointere: De kan nemlig godt lide at lege lidt med intro og outro fra deres numre. Således slutter det førnævne åbningsnummer fx. med et uakompagneret brøl, og pladens tredje nummer, “Trust”, starter med en sampling af noget filmlyd, på samme måde som “Chernobyl Child” gjorde på deres demo, omend der her er tale om et meget kortere stykke.

Overordnet set er Puritan Masochism et flot, nyt skud på den danske ekstremmetals sorte træstamme og helt sikkert noget, der vil finde mange gode hjem både i her i landet og ude i den store, vide verden.

 

ANTAL STJERNER

Konvent - "Purithan Masochism"

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier

Anmeldelse af: Konvent - "Puritan Masochism". Udgives 24. januar 2020 via Napalm Records.   Death-doom-genren gravede sig ud af Thatcher-Englands dybeste mineskakter tilbage i slutning af 80'erne, og her 40 år senere er det som om, en afstikker af den tids mørke er kravlet ud af...En ustoppelig strøm af råolietyk dødsdoom