Anmeldelse af: Prime is Coming. BETA, Kbh. 07. + 08. februar 2020.
Denne gang samlede Prime Collective ind til de tre asylcentre, Sandholm lejren, Sjælsmark og Avnstrup asylcenter.
Modsat tidligere, var København-delen fordelt over to dage.
Hvilket til stor glæde, gav de forskellige bands mere tid til at spille, hvad jeg kun kan sige, var meget overbevisende koncerter.
Foto: Mark Stoumann
Fredag den 07. februar:
The Vision Ablaze
Programmets første navn var Kbh-baseret The Vision Ablaze.
Denne melodød-gruppe, som siden jeg sidst så dem, har fået ny frontmand.
Hvilket skulle vise en ny lyd, som bestemt ikke var kedelig, for med hurtige skift mellem ren vokal og growl beviste han, at øvelse gør mester.
Dog knækkede stemmen lidt, når han engang imellem prøvede at ramme en højere tone i det lyse.
Dette gjorde dog ikke det store, for bandet leverede en fantastisk tung og hurtig smagsprøve af, hvor de er på vej hen.
Til tider var der så meget tryk på, at det kunne føles i gulvet helt ud til baren.
Bare rolig, ingen bajere led overlast fra rystelserne.
The Vision Ablaze, som allerede er kendt for at levere, smuk melodisk død, virker til at have udnyttet den melodiske del og gjort deres musik på en eller anden måde tungere og dybere.
Jeg glæder mig til at høre mere fra The Vision Ablaze!
South Haven
Aftenens andet band, de sydhavns-baseret South Haven, skulle vise sig at overraske alle i det tætpakkede Beta.
Med to kvindelige forsangerinder og en god gang heavy rock blev vi straks kastet ud i en imponerende flot koncert.
For de to piger, bestående af nigerianske Angel og danske Christine passer, perfekt til hinanden med vokalerne.
Angel lagde et mørkere tone leje mod Christines lysere stemme, hvilket gav et smukt sammenspil, som var godt øvet og beviste, hvorfor denne gruppe bør tjekkes ud.
Hvis man skulle ønske lidt til de ellers meget smukke vokaler, så skulle det måske være et lille vræl eller growl, bare lige for at sætte folket på plads.
Fed tyngde i deres lyd og masser af tempo sammen med en tydelig erfaring eller ihvertfald mangel på sceneskræk gav et kæmpe løft i publikum, som dansede på livet løs til dette band, som efter min mening vil blive store.
THE INTERBEING
Københavner-drengene fra The INTERBEING, som efterhånden har en god sjat år på bagen, fik temperaturen i BETA til at stige med 666 grader, da de indtog scenen med grum, tung og hurtig industrielt-melodisk dødsmetal for fuld hammer.
Efter en kort, mørk og tung intro satte bandet straks igang med et growl-vræl, som hvis forsangeren blev kvast under presset fra den pakkede sal i BETA.
Temperaturen, som kun blev højere og højere inde i den lille sal, gjorde dog, at folk måtte ud i baren efter væske af forskellig art for ikke at falde under dehydrering.
Ingen stod stille og masser af nakkemuskler blev tydeligt brugt, for der var ikke plads til at moshe.
Ikke at folk ikke prøvede.
Hvis man kan lide at svede og have det fedt, så er The INTERBEING et band, man skal se.
Servicebesked:
Bandet HELHORSE skulle have endt denne første aften, men desvære blev denne ellers fantastiske gruppe opløst kort forinden PRIME IS COMING 2020.
Lørdag den 08. februar:
Tainted Lady
Tilbage på Beta til endnu en aften med smækker, lækker rock og metal.
Denne aften skulle så lægges smukt ud af den efterhånden velkendte rockgruppe Tainted Lady.
Disse unge mænd har efterhånden skabt sig noget af et navn på den danske rockscene, med det ene radio hit efter det andet.
Og også denne aften skulle blive lidt af en hitfyldt omgang, for gruppen har fornyligt udgivet et nyt album, (Sounds like Freedom// Feels like War).
Flere af dette albums flotudførte numre fik vi fornøjelsen af med fælles sang, dans og vilde vræl fra forsangeren, Michael.
Salen blev hurtigt fyldt op, mens vi blev ført igennem denne nye spændende sydstats-inspirerede rock.
Med mørkere sange, blues-stykker og klassisk rock har deres nye album masser at byde på, hvilket mange folk opdagede til denne koncert.
Et par gange var der desvære lidt støj på mikrofonen, men det lagde man dårligt mærke til midt i den fede rock.
Koncerten blev afsluttet med hittet “Down to the River”, som kun gav mere feststemning.
Cartographs
Aftenens andet band var Københavns-baseret Cartographs.
Denne aften med erstatnings bassist i form af Guillaume fra Royal Mob.
Gruppen, der spiller post-metal, har et imponerende melodisk lydbillede, hvor instrumenterne nærmest bliver blandet sammen til én lyd, som du sagtens kan stå og slappe af til. Lige indtil forsangeren river dig midt over med et ondt growl helt nede fra kælderen.
Den interessante lyd gjorde, at folk bare stod og bevægede sig stille til musikken, som var de i trance.
Ikke til alles smag, men jeg har et blødt hjerte for melodisk metal, så disse drenge imponerede mig.
Hvis man ikke kender dem, så tjek dem ud. Hvem ved, måske er det noget for dig?
Hård, langsom og melodisk musik, så man ikke kan andet end at nyde det.
Aphyxion
Tredje band og næstsidste denne aften var Ribe-drengene Aphyxion.
Som jeg efterhånden har stiftet et godt bekendtskab til efter flere koncerter og andre hyggelige stunder.
Med Aphyxion snakker vi ofte om, hvorvidt det overhovedet er muligt at få en dårlig koncert fra disse drenge fra Sønderjylland.
Og hvis jeg skal være ærlig, så har jeg ikke selv oplevet det endnu.
Hårdt fra start med fuld smadder på deres melodiske død, som med det samme fik hele salen til at hoppe og danse. Til klassiske hits som “Same kind of Different” og nye som “Void” fik drengene os alle til at synge og danse, så vores tøj var vådt af sved, for du står ikke stille.
Flere gange blev der sørget for sjove indslag både fra bandet som publikum. Bla. da en gruppe halvnøgne mænd holdt en topløs fyr op, så han til alles overraskelse kunne danse erotisk. Dette indslag slog den kære forsanger, Michael, så meget ud af den, at han måtte stoppe med at synge for at grine.
Det er tydeligt, at bandet efterhånden har en større og voksende fanbase, for til sange som “Sleepwalkers” og “Pain”, hvor bassist, Jais, også synger, sang langt det meste af salen med og viste, at de kære drenge har en stor stjerne hos dem.
Efter 45 minutter med fuld fart var alle svedige, glade og klart friske på mere, alt imens bandet takkede af til lyden af Dire Straits’ “Money for Nothing”.
MØL
Så kom vi til aftenens sidste band, nemlig de århusianske MØL, som over det sidste år om nogen har vist ikke kun Danmark, men også udlandet, at de eksisterer og kan levere noget ud over det sædvanlige.
Men hvad er så det?
Jo, nu skal du høre: Black Gaze, som er en mixgenre af black metal og shoegaze.
Dette giver et vildt lydbillede af super melodisk black med masser af strobe-lys.
Denne cocktail giver en næsten tranceagtig effekt, som fører en helt ind i musikken.
Hvilket gjorde sig tydeligt, sidst jeg så dem, hvor jeg var tabt for ord i næsten en time efter.
Nok er deres musik fantastisk på plade, men den opleves bedst live.
Når forsanger, Kim, står og skrig-vræler, mens han hænger halvt ud over scenen kun holdt oppe af hans mikrofonstang, så giver musikken sammen med lyset og sangen bare en større oplevelse, der ikke kan forklares.
Fra start åbnes ballet med første nummer fra pladen, Jord, med intronummeret, “Storm”, der starter meget stille, inden det banker en igennem og så går tilbage til at være, stille og meget bevægende.
Derefter får man bare den ene musikalske oplevelse efter den anden, sammen med forsangeren finder vej til gulvet og råber en direkte ind i skærmen.
MØL er intense og giver en stærk oplevelse hver gang, som man vil tænke over lang tid efter.
Post prime-talk
Hvad er det, som gør det her arrangement så specielt?
Det mest indlysende er, at Prime Collective samler ind til gode formål.
Denne gang flere asylcentre, som Prime Collectives egen stifter også selv har været igennem, da han kom til Danmark i en ung alder.
Men det er også en af de bedste muligheder for at se nogle super gode til tider helt nye bands vise, hvad de kan.
Og det er noget, som gør, at jeg vender tilbage nu for tredje gang.
Har du ikke været til et Prime-event, så kan du godt komme afsted!
Koncertgalleri fra begge dage af Mark Stoumann:
