Udødelig protestmusik

Jeg tror faktisk aldrig, at denne anmelder har været inde i Det Kongelige Teater før. At gå fra mine elskede spillesteder Pumpehuset, Basement, BETA, Templet, Stengade og Paramount DIY til noget så anderledes er både lidt skræmmende, men også en aften jeg bestemt ser meget frem til. Jeg har dog taget en pæn blå skjorte på udover min Avantasia tour t-shirt. Det er man dog ikke for fin til.

Jeg finder min plads ude i højre side og det er i sandhed interessant at sidde i den historiske sal, der er pyntet med røde tæpper på gulvet og stolene + gyldne balkoner, engle og mønstre. 2 enorme højtalere hænger over scenen i hver sin side og en del meget mindre er placeret strategisk over vores hoveder under loftet ved siddepladserne. Publikummet er som jeg halvt ventede klædt fint på til lejligheden, men derfor hersker der ikke en snobbet stemning i salen.

Der er den evige glæde og forventning til at skulle tilbringe halvanden time i selskab med så unik musik. Denne bygning og Annisette Koppel (vokal), Naja Rosa Koppel (kor), Amir Omar Carsce (kor), Las Nissen guitar), Frank Hasselstrøm (blæsere, keys) Nikolaj Torp (hammond keys), Jacob Haubjerg (bas) og Anders Holm (trommer) fortjener i sandhed hinanden.

The Savage Rose

Siden 60’erne har The Savage Rose været banebrydende inden for selve udviklingen af rytmisk musik. Særligt i Danmark, hvor de var bannerførere inden for den tidligere beatbølge. Sammen med kunstnere som Jimi Hendrix, Bob Dylan og Janis Joplin var de en del af soundtracket til hippie-generationen og dens værdier.

Ungdomsoprøret i Danmark og den meget politisk drejning musikken tog i 70’erne omfavnede bandet på deres plader på trods af at store dele af musikindustrien tog afstand fra dem på grund af deres stålsatte idealisme.

Med Black Angel (1995) havde gruppen et regulært comeback, men aldrig har de opgivet deres kamp for en bedre verden. Jeg har skrevet flere detaljer om The Savage Rose og deres historie, da jeg så dem i Store Vega sidste år. Men denne tirsdag drejer sig om nutiden og også her skal bandet vise sig at være evigt aktuelle og skelsættende.

Der ringes med klokken 5 minutter i showstart og lamperne og lyset dæmpes. Med trompet indledes showet af den dreng, der også stod der i Store Vega. Jeg tror at jeg har læst et sted at han er en del af Koppel familien. Det ville passe perfekt i et familiedynasti, der er kendt for netop dens multitalentfulde medlemmer.

Annisette kommer ind i sin hvide kjole og danser let på tæppet. “Your Daily Gift”, “Black Angel” og “Byen Vågner” inkorporerer en stor palette af genrer, og vi kommer rundt i jazz, blues og rock. Alt sammen leveret med hvad jeg vil kalde en spirituel revolution, der aldrig er holdt op med at bløde, kæmpe og tro på det godes magt imod mørket. “Dear Little Mother” er skrøbelig og alligevel gennemtrængende som dagens sidste solstråler. Trompeterne fylder på en måde mere i lydbilledet end sidst, og det er en ren fornøjelse.

“Freedom To Love” er et råb om forandring og at vores ønsker om en bedre verden ikke kan ignoreres. Hele The Savage Rose er i vanlig topform og man keder sig aldrig. Der er hele tiden noget til at fortrylle ens sanser. En legesyg solo, det smukke kor, en betagende rytme eller Annisettes stemme, der på forunderlig vis altid topper sig selv flere gange.

Om det så er hendes blide klang, gennemtrængende røst eller skrig, så er dette lyden af et livs dedikation til kunsten og dens lige findes ingen andre steder. Der er helt stille i salen og at alle er 100% koncentrerede om hvad der sker foran os, kunne jeg savne i andre sammenhænge som anmelder. Dog kan jeg også godt lide den løsere stemning som på Vesterbro i maj 2024.

Begge scenarier kan noget på sin egen måde, men mon ikke en åben plæne på Kun Forrykte Festivalen til juni passer mig bedst, når The Savage Rose headliner på Lolland. Som altid er der en inspirerende fortælling fra sangerinden. Det omhandler rejsen til Libanon, hvor gravide Annisette blev tilbudt den eneste seng af de lokale selv om folket (også) dengang var hærgede af krig og ødelæggelse. En melankolsk men også opløftende historie.

“Os de mange må synge imod fascismen” siger Koppel og klapsalven vidner om at vi er flere der tager dette budskab med hjem og ud i verden. “Palæstinas Sang” fra En Vugge Af Stål (1982) giver mig en klump halsen. Om der synges på engelsk eller dansk, så rammer budskaberne lige kærligt. Undervejs i koncerten sænkes en regnbue lyskæde ned og senere lyser et tæppe af stjerner op bag musikerne. En afdæmpet, men alligevel fin teatralsk måde at lave en anderledes produktion.

Et personligt højdepunkt er da den smukke “Where Have All the Flowers Gone” illustrerer så mange følelser i mit hjerte og jeg glæder mig til en sommer og en verden, der forhåbentlig er blevet bare en smule mere fredfyldt. Det nummer varmer mit sind såvel som giver mig lyst til at løbe glad ud i skov og mark.

Der kommer rørende folkelig fællesang, da digtet “Til Ungdommen” (1936) af den norske forfatter, journalist og krigskorrespondent Nordahl Grieg opføres, og vores stemmer løfter sig som en. Et magisk øjeblik, intet mindre.

Vi rejser os alle sammen og klapper og jubler. København giver The Savage Rose, der står som 1 stor familie med babyer på scenen og bukker værdigt og smilende, det store bifald de fortjener.

Jeg står med visheden om atter at have været vidne til et stykke levende humanistisk musikhistorie som forhåbentlig 1000 vis af andre mennesker også skal have fornøjelsen af, samt inspirationen og lysten til livet. Selv når døden, krigen og intolerancen står for døren.

“Dette er løftet vort, fra bror til bror, vi vil bli’ gode mod, menneskenes jord. Vi vil ta’ vare på skønheden, varmen, som om vi bar et barn varsomt på armen” – Nordahl Grieg (1902-1943).