Alice Cooper

En amputeret bisættelse

-

Anmeldelse af: Between the Buried and Me. Lille VEGA, Kbh. 26. september 2019.

Tilbage hvor den første del af den famøse Generation, Z, blev født, affødte metalverden deres eget lille lovechild i North Carolina. I 2000 kom Between The Buried and Me til verden med et navn så langstrakt, som deres talent.

 

Foto: www.thorstraten.eu/

Gennem en imponerende streak på cirka et album per andet år har BTBAM leveret hårdtslående albums siden 2002 og viser ingen tegn på at stoppe foreløbig. I 2018 benådedige de energiske herrer os med ikke blot et, men to albums i form af, Automata I og Automata II, via Sumerian Records, hvorfra nummeret “Condemned To The Gallows ” blev nomineret til en Grammy.

Ligeledes deres opdelte album blev aftenens koncert delt op i to, ydermere forekom der ingen kompagnoner på denne tour, da BTBAM bar hele dette show på deres egne selvsikre skuldre – spørgsmålet står da, havde de nok krudt i kanonen til at sprænge hele scenen i Lille Vega denne aften?

Det fandt denne anmelder svaret på.

 

1.set

Noget kunne tyde på at BTBAM ikke har samme kendisstatus inden for de danske landegrænser, som de har i deres hjemland. Koncertsalen var sparsomt pakket, og billetter kunne stadig købes i indgangen. Det var ingen sag at snige sig gennem den sporadiske gruppering af mennesker og op foran scenekanten, hvor den første del af settet påbegyndte. Et langvarigt instrumentalt stykke svingede inderligt udover scenekanten, før forsanger, Tommy Rogers, gik til makronerne med sit fremragende vokalarbejde. Jeg var positivt overrasket, men også imponeret af, at Rogers formåede at lyde lige så forrygende vokalmæssigt live, som han gør på pladeindspilningerne.

BTBAM har en noget rodet sammenfatning af musikgenrer i deres katalog. Det kan være svært at putte deres musik i en enkelt boks, men dette er også, hvad der gør dem særlige og mindeværdige inden for metalgenren. En blanding af progressivt metal og teknisk dødsmetal drysset med en smule karnevalsmusik er betegnelser, der bedst beskriver deres stil. Det forekommer tydeligt, at deres tungeste numre tilhører de ældre albums, hvilket størstedelen af deres første set bestod af.

Et brillant eksempel på dette er sangen ”Alaska”, der med en episk følelse lige opdeler aggression, præcision og tunge rytmer. Publikum, som tidligere havde stået lige lovligt stille, blev fodret af bandets energi og vice versa. De hardcore musiknørder stod for det meste stille og stirrede hypnotiseret i beundring i udkanten af salen, mens de mere løsslupne fans bankede hovederne og pumpede deres næver i vejret, mens de skrålede med ved fronten af scenen.

Første del af settet bød bl.a. på storhittet ”The Coma Machine” med intensive riffs, strålende vokalperformance og teknisk imponerende trommer. Bandet takkede graciøst af med ordene: ”We will be right back after this short break.” Som en reklamepause under en god film begyndte folk rastløst at vandre rundt. Nogen turde ikke forlade deres velfortjente plads foran scenen, andre snuppede en rygepause udendørs. Jeg fandt personligt denne cliffhanger en smule malplaceret, men med et set på næsten 20 numre var en pause næsten uundgåelig.

 

2. set

I løbet af andet set bød bandet på mange af deres nyere numre, som til min forundring synes at storhitte endnu mere hos publikum. Der var langt mere bølgegang i salen, og energien havde fået et kæmpe boost siden den lille ’intermission’. Det forekom tydeligt, at BTBAM’s langsomt har forbedret deres varemærkestil og er gradvist blevet mere interessante at lytte til gennem deres senere år. Især en af deres nyeste numre ”The Provebial Bellow” med intelligent sangskrivning og lejlighedsvise eksplosioner af energi viste sig at være en stor crowpleaser.

Desværre synes det hele at flyde en smule sammen. Trods bandets vekslen mellem musikgenrer og intelligente indlejringer af keyboardet og en jazzet bas, blev numrene hurtigt ensformige og næsten vrøvlende at høre på. Det var svært at holde fokus på den konstant skiftende rytme, og Rogers vokal kunne lejlighedsvis næsten ikke høres over de overdøvende intense instrumentale dele.

Da bandet for tredje gang returnerede til scenen med aftenens encore, var jeg vidne til, hvad der nok må beskrives som koncerthistoriens mindste moshpit, bestående af en enkelt danseglad pige, som med store armbevægelser skabte sig en lille cirkel midt i salen.

På trods af at dette langhårede set synes at flyde sammen, forekom der gennem opbygget suspense og gemte crowpleasere, en fest som var på sit højdepunkt, da bandet endelig takkede af once and for all og forlod et mættet publikum.

Overordnet set leverede Between The Buried And Me imponerende tekniske færdigheder og veljusteret musik. Var dette nok til at fylde en to timers lang koncert? Ud fra publikums konstant voksende energi kan dette kun besvares med et rungende “JA”.
Det er naturligvis en smagssag, om man er fan af den udefinerbare og rodede musikgenre, men hvis man er hardcore BTBAM-fan, så fik man uden tvivl tilfredsstillet sin metal-tørst denne torsdag aften.

REVIEW OVERVIEW

Between the Buried and Me

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories