Anmeldelse af: The Sisters of Mercy. Wacken, W:E:T Stage. 31. juli. 2019.
Sidste band på opvarmningsdagen for undertegnede var The Sisters of Mercy, og jeg var mildt sagt på udebane.
Foto: Amanda Gaarsdal
The Sisters of Mercy udgav tre albums mellem 1985 og 1990, og udover et par B-sider og singles har de med enkelte pauser turneret med disse plader siden da. Dette har været muligt p.g.a. den kultstatus, bandet nyder blandt fans af gotisk rock og post-punk. Forsanger, Andrew Eldritch, er i dag eneste originale medlem, og nogle af hans hyrede livemusikere så ud til at være yngre end de fleste af bandets hits fra 80’erne.
Efter en mindre forsinkelse entrerede bandet scenen, badet i røg og smukt lys. Guitar, bas og keyboard var alt, hvad Eldritch havde brug for, da trommerne blev leveret af trommemaskinen, Doktor Avalanche, og hele bandet var selvfølgelig klædt i solbriller. Eldritch vandrede langsomt rundt blandt de tre livemusikere og frembragte lyde, som næsten lød som sang, men synge kunne han ikke.
Koncerten blev mestendels båret af bandets legendestatus og de hyrede musikere. Første halvdel af sættet var en prøvelse at komme igennem for casual lyttere, som ikke kendte bandets bagkatalog.
Det var først da klassikere som ”Dominion / Mother Russia” og specielt ”This Corrosion” blev spillet, at det hele gik op i højere enhed. Publikum var her ikke for at se en gammel mand prøve at synge; de var her for at synge med på bandets tidløse klassikere, og det skal jeg love for at vi fik oplevet.
Teltet eksploderede, og der blev danset og sunget, så man fuldstændig glemte den overståede ventetid. Et nødvendigt klimaks efter en koncert, som man virkelig skulle være fan for at få ret meget ud af.
