Anmeldelse/reportage fra: Copenhell Metal Cruise Kbh/Oslo/Kbh. 29. – 30. oktober 2021.
Turen starter med at jeg tager afsted fra Sydhavn mod Nordhavn, for at stige på færgen.
Alle billeder af: Magnus Karms Blichfeldt
Jeg tager afsted sammen med min kæreste, der skulle til Nørreport, og var derefter ladt til mig selv. Men allerede på perronen på Nordhavn Station fandt jeg nogle ligesindede metalheads, som jeg kunne følges sammen med hen til færgen.
Vi hygger og snakker om lidt løst og fast, og der er en dejlig spændt stemning. Da vi ankommer til ankomsthallen, skal mine nye bekendte vente på nogle af deres venner, og jeg vælger at komme så hurtigt som muligt ind i min kahyt, så jeg kan gøre klar til weekendens arbejde.
Til at starte med følte jeg mig lidt alene, men som historien altid er med metalverden (og især på Copenhell), så gik der ikke længe, før jeg faldt i snak med nogle søde og rare mennesker, og jeg fandt da også et par mennesker jeg kendte i forvejen. Mega optur.
BLÆST
Dagens første koncert var med det Copenhell Metal Cruise eksklusive band BLÆST. De nyfortolker gamle heavy-klassikere som “The Trooper”, “Holy Diver” og, ja, selv “Roots Bloody Roots”, alt sammen i en lidt mere sømandsvenlig version. Derudover, så spillede de da også andre klassikere som “Så længe jeg lever” og “Susanne, Birgitte og Hanne”, som begge blev SKRÅLET med på.
Det her fungerede super godt som en god start på et cruise. Nu var stemningen ligesom sat på en eller anden måde. Der var lagt an til fest, hvor man kunne te sig åndssvagt med respekt for andre selvfølgelig, og det var tydeligt, at det var en HEAVY-folkefest. Det skal siges, at BLÆST spillede godt og vel 3 gange mere i løbet af festivalen, men grundet travlhed og brug for hvile så nåede jeg desværre ikke nogle af disse.
Til gengæld så jeg dem spille igen om lørdagen i deres mere kendte version, OPENHELL, men mere om det i del 2.
Nu er det tid til turens første reelle koncert med…
Timechild
Timechild er jo et band, der består af ganske velkendte musikere indenfor rock-genren. De har alle spillet i flere år i flere bands. DET kan man sateme mærke fra starten af. Fra første anslag spiller Timechild tight, flot og med en masse energi.
På trods af at publikum liiige skal i gang (og mere end bare lytter til koncerten), så giver Timechild på ingen måde op. De spiller super godt sammen og har nogle super flotte harmonier, både instrumentalt og vokalmæssigt. Men konstant virker det lidt som om, publikum lige mangler det sidste skub.
Ja, der bliver kastet horn og klappet mellem sangene, men der var ikke super meget andet interaktion fra publikum. Selv headbanging var lidt sparsomt her.
Dog vil jeg sige, at Timechild uanset hvad leverede en super stærk performance. De gav den, hvad de kunne, og havde en (til tider) utaknemmelig opgave nemlig at være det første band.
Lydsyn
Godt og vel et kvarter efter Timechild havde takket af, går Lydsyn på scenen nedenunder. Her er der lagt an til fed stoner-rock med masser af fuzz og psykedeliske elementer. Lydsyn er jo tidligere forsanger i Spids Nøgenhat og Baby Woodrose, Uffe Lorenzens, nye projekt og qua at de ikke har udgivet så meget musik endnu, så er sætlisten præget af sange fra Lorenzens tidligere projekter.
Men når manden har så stærkt et bagkatalog af sange, så gør det egentlig ikke så meget. Sange som “Mere lys” (Spids Nøgenhat) og “Caminoen” (solokarriere) gik rent ind hos publikum. Der var endda plads til at spille et lille cover af Splasks “Hymne Til Kroppen”. Grundet at Lorenzen ikke just er 20 længere, så var han nogle gange nødt til at snakke lidt imellem numrene. Men dette gjorde ikke så meget, da hans hyggelige gemyt og gode fortælleevner gjorde, at jeg bare hyggede mig.
Det her var bestemt en koncert, som man ikke ville gå glip af. Selvom det var lidt en anden stemning, jeg personligt var kommet efter på denne tur, så var det så gennemført, at jeg ikke kunne andet end elske det.
MØL
Fra den ene yderlighed til den anden.
Fra syre-rock til shoegaze post-black metal. NU, var det tid til turens første HEAVY-koncert. Og, for SATAN, hvor blev der skruet op for heavyfesten.
Hvis man kunne sige at heavybarometeret lå helt nede på en 2,5/10 tidligere, så blev den nu skruet op på i hvert fald mindst 8/10! Dette skyldes mest af alt bandets sindssyge energi. Kæmpe skud ud til bandets forsanger, Kim, for at give den fuld skrue og for alvor indpiske folk til at starte den helt store heavyfest. Her blev der simpelthen crowdsurfet og moshet alt det, der ikke blev gjort til Timechild og Lydsyn (hvilket egentlig også havde været upassende til Lydsyns koncert).
Jeg tror aldrig at jeg har set så meget crowdsurfing på så lille et sted. Det meste af bandet, på trods af at det er shoe-gaze, gav den også så meget gas, de nu engang kunne, mens de samtidigt gav plads til den vilde forsanger. (Læs en anmeldelse af bandets nye album HER.)
Man kan sige, at Kim var en fyr, der valgte ”lead by example” som strategi. Han kastede sig rundt på scenen, løftede sit mikrofonstativ op i luften, blev løftet op af publikum, alt imens han blev ved med at synge. Derudover så er MØLs musik helt vildt smuk på en melankolsk måde, og lyset hjalp så sandelig på at fuldbringe den stemning, som bandet vil skabe.
Min eneste anke ved denne koncert er, at bandet godt kunne have været lidt mere tight i starten af koncerten. Ellers, så spillede de helt fænomenalt.
Til sidst vil jeg lige nævne, at MØL lige fik forsangeren fra Lamentari med på et enkelt omkvæd. God teaser til koncerten, der skulle finde sted dagen efter.
Så alt i alt, en super stærk koncert. NU var METALcruiset for alvor i gang.
BAEST
Lad mig starte med at sige, at jeg er en kæmpe fan af BAEST.
Dette kommer unægteligt til at farve min vurdering af de to BAEST-koncerter, jeg så på det her cruise. Når det så er sagt:
SÅ VAR DET HER UDEN TVIVL AFTENENS BEDSTE KONCERT!
For helvede, hvor leverede de bare! Til denne koncert havde BAEST valgt at spille hele deres nye plade, Necro Sapiens, i sin helhed og næsten fra ende til anden. Dette gjorde mig usandsynligt lykkelig, da denne her plade nemt er i min top 3 over bedste plader fra 2021.
Selvom jeg egentlig var på arbejde, så valgte jeg simpelthen at tage fri til lige den her koncert. Jeg havde fået en plads helt foran (dette var dog normalt ikke så svært igen på dette cruise) Jeg slog simpelthen hjernen fra i en times tid. Og det var jeg ikke ene om. Til trods for at publikum nærmest lige skulle puste ud efter den mægtige MØL-koncert, så blev der igen sat i gang med moshpits og crowdsurfing på den store klinge. Der var en helt sindssyg stemning blandt publikum. Der var en så sindssyg god stemning, at det ret lave tag nærmest løftede sig. Denne gode energi skyldes uden tvivl, at BAEST de spiller røven ud af bukserne. Alle i bandet sørger for virkelig at performe og have kontakt til publikum. Nogle bands kan nemt overlade det her til forsangeren, men her der løfter hele bandet den underholdningsmæssige byrde.
Der er altid et eller andet at kigge på. Om det så er guitaristen Lasse, der svinger med sit flotte krøllede hår og laver grimasser; bassisten Muddi, der giver den gas med sin bas, trommeslageren, Sebastian, der slagter sine trommer og giver en lidt øjenkontakt; den anden guitarist, Svend, der poserer som den vildeste guitar og ter sig fjollet, eller forsangeren, Simon, der er den store onde indpisker. Alle er simpelthen bare fede at se på en scene, næsten uanset hvornår du kigger på dem.
Dog kan det her fokus på perfomance også være lidt en hæmsko. Nogle gange i løbet af koncerten spiller bandet lidt utight, og der var også et par gange, hvor guitaristerne decideret spillede falsk, hvilket især irriterer mig, når jeg kender musikken så godt. Når det så er sagt, så var det her stadig den bedste koncert og den største fest denne fredag.
Det er lige før jeg vil sige, at det er synd, hvis man ikke har haft mulighed for at være til denne koncert, for det her var for mig simpelthen enestående.
Jeg ville sådan ønske, jeg kunne give den en 4,75-karakter.
Red Warszawa
Red Warszawa… Ja, hvad er der næsten at sige om de her tosser?
De spiller en koncert, og alle har en fest. Her er hverken kunsten eller musikken særligt meget i fokus. Næ, her er der i stedet fokus på en god stemning og på, at der skal festes.
Festen bliver blandt andet skabt med melodier, der er lette at synge med på (især når man ikke rigtig behøver at gøre sig særligt umage, da forsanger Lærke Jens alligevel selv synger lidt småfalsk), og at man simpelthen bare skal hoppe, når man bliver bedt om det. Nu har jeg været til en del Red Warszawa-koncerter, og jeg må sige, der ikke er super meget nyt under solen her.
Det er Red Warszawa som man kender dem: Småstive, dejligt homoerotiske og pisse underholdende. Det fede ved en Red Warszawa-koncert er, at man aldrig keder sig. Selv mellem numrene sørger musikerne for, at der sker et eller dumt og latterligt på scenen. Derudover, så er bandet mestre i at inkludere deres publikum. Som publikum føler man, at man er mindst lige så vigtig en del af koncerten, som bandet selv er.
Ja, der er fokus på bandet qua af, at de står på en scene, men det er publikums oplevelse, der er i højsædet. Derfor vil jeg også sende de kære bookere hos Copenhell en lille bøn: Gider I ikke nok hyre dem hvert år OG lade dem spille den sidste koncert? Jo, de fungerer fint på opvarmningsdagen, men festen bliver næsten kun bedre, når man ved, at det er sidste mulighed for at skeje sig ud, og intet band er bedre til at skabe en positiv stemning omkring det, som Red Warszawa er.
Thundermother
Nu var det så tid til aftenens allersidste koncert:
De svenske hardrocktøser i Thundermother skulle lukke denne første dag på cruiset. Og sikke en god lukker. Igen er der bare fed energi fra musikerne, som smitter af på publikummet.
Den her koncert var en fed rock’n’roll-koncert med masser af attitude og plads til at jamme. Flere gange i løbet af koncerten var det som om, at rock’n’roll-ånden bare tog over, og bandet lod sig vise, hvor dygtige de er til at spille sammen. De lagde sig altid smukt op af hinanden, gav plads til hinanden, og det føltes som om, de virkelig legede. De havde simpelthen en fest og publikum var inviteret. De spillede simpelthen så stærkt og overbevisende, at selv deres Motörhead-cover kunne få den største skeptiker til at nikke i takt. Det cover kunne nemt have blevet lidt akavet og cringe, men fordi Thundermother spillede det i deres egen stil og leverede den med så meget attitude, så gik den bare rent igennem.
Når jeg kiggede udover publikum, så kunne jeg både se, at der var folk, der headbangede og festede på den måde, og så var der andre, der simpelthen dansede både for sig selv og med hinanden. Det her var simpelthen en rock’n’roll-fest som i fars ungdom. Dettes skyldes nok også, at Thundermother spiller hard rock, som far skrev den, men de performer den med en blanding af femininitet og badass-attitude. Kæmpe skud ud skal der lydes til guitaristen, Filippa, som lavede klassikeren med at gå fra scenen og spille en liret guitarsolo ude blandt publikum. Det er et trick, der kan gå ret galt, hvis man simpelthen kommer til at spille dårligt, men Filippa spillede simpelthen så fed en solo, at det hele gik op i en højere enhed. Den her koncert var en rigtig fed og lidt afbødende afslutning på en virkelig fed dag. Jeg fortryder næsten, at jeg ikke kunne nå at se dem spille igen dagen efter.
Efter godt og vel 7 timer med at løbe rundt mellem de to spillesteder på båden og en forsøgen på at både have fokus på at tage billeder og at anmelde, så havde jeg fyraften.
Jeg får mig en masse dejlige fadøl og fik snakket med en masse af de dejlige mennesker, der var med. Jeg fester stille til ret sent, da jeg havde planlagt bare at sove det meste af dagen om lørdagen. Man kan jo egentlig tage ind til Oslo, men jeg tænkte, jeg havde brug for bare at lave ingenting, før jeg skulle arbejde igen. Da jeg kommer ned i min kahyt, tager jeg tøjet af og børster tænder.
Midt imens jeg børster tænder, lægger jeg mærke til, at jeg har tabt en af de kugler, der er med til at holde min ene (ret nye) nipple-piercing låst.
SHIT! Nu bliver jeg jo nødt til at tage til Oslo for at finde en ny…
FORTSÆTTELSE FØLGER
Link til flere billeder: HER
