Anmeldelse af: MØL – Diorama. Udgivet 05. november 2021 via Nuclear Blast.
Godt tre år er gået, siden MØL kom med deres debutalbum, Jord. Og i den tid har Danmark for ikke at glemme det meste af verden stiftet bekendtskab med, hvad der hurtigt blev én af mine favoritgrupper.
Men tre år skulle der gå, inden disse unge herrer fra Århus skulle levere deres anden skive. Kan den så levere, hvad Jord kunne? Vil jeg blive blæst ligeså meget bagover af MØLs imponerende melodiske black-gaze?
Vi starter med nummeret “Fraktur”, som starter ganske stille, inden den kære forsanger Kim skriger “Fraktur!”, og nummeret starter. Dette giver samme smukke intro-følelse, som “Storm” gjorde det på albummet Jord.
Man er langt fra i tvivl, at det er MØL, vi har med at gøre.
Deres unikke, melodiske næsten trancestartende lyde blandet med Kims fantastiske skrig giver bare ståpels op ad hele armen!
En sjov detalje, som jeg ikke ved om er mit headset, eller bare er måden, de har gjort det på, er, at første nummer til tider får en bølgende lyd på guitaren, som giver følelsen af at høre sangen på vinyl.
Straks videre får vi “Photophobic”, som ligeså godt kunne være en sang som “Jord” eller “Bruma Pt. 2”.
Dette nummer tog også hurtigt fremmarch på hitlisterne, da det blev udgivet tilbage i uge 29.
Det er også meget forståeligt, eftersom vi længe har ventet på nyt fra MØL, og nummeret bare rammer helt rigtigt.
De forskellige numre giver samme fantastiske lydunivers, som man bare lukker øjnene til og nyde i fulde drag.
De fleste af sangene startes og sluttes roligt uden vokal, smukt og melodisk, inden vokalen vækker en.
Der skal ikke være nogen tvivl om, at MØLs musik er gennemøvet og gennemtænkt. De fleste uindviede ville nok kalde det for skrigermusik, men giver man dem lige en chance, opdages det hurtigt, at skrigene fungere som et instrument, der samler det melodiske og giver den trancefølelse, der gør MØL specielt.
På nummeret “Redacted” skifter forsanger Kim pludseligt stemmeleje og får en næsten dyster-ond troldestemme som sammen med en anden vokalist viser os på bedste manér, at de har dybde og gerne tør skifte mellem vokalgenrer.
Og så til noget helt andet!
På næstsidste nummer, “Tvesind”, starter sangen, som var den slutningen på et koncertnummer, lige præcis der, hvor vi går fra en vrængende guitar og så direkte til det næste nummer, hvor vi bliver revet midt over af dobbeltpedal og massiv thrash-stil. Dette bliver dog hurtigt skiftet over til den fantastiske melo-black igen.
Husk at nyd de små skift hist og her, for nummeret er 7:49 minutter langt og byder på hele MØLs geniale måde at gå fra 220 km/t til by-zone på få takter.
Dette vil uden tvivl være et af de numre, som live vil give den stærkt omtalte tranceeffekt, som jeg mener, MØL kan levere.
Åh nej, nu er vi efterhånden ved vejs ende…
Sidste nummer, “Diorama”, som er et smukt sammenspil af en kvindelig og mandlig clean vokal.
Ikke noget med fuld hammer på dobbeltpedalen eller vilde guitar riffs og growls.
Eller måske?
Cirka midtvejs overtager Kims onde vræl og følger det rolige nummer til dørs som en perfekt afslutning.
Vi får lige følelsen af at stå svedig og høj på musikken til en koncert og bare lukke øjnene, mens lydene trækkes helt ud, inden stilheden overtager.
De fleste, der kender MØL, har ventet spændt på, hvad drengene ville levere.
Ville det blive ligeså godt som Jord? Eller ville det blive en fuser; den frygtede, dårlige to’er! Undertegnede her har om nogen gået med frygten for sidstnævnte.
Men det skal indrømmes, at frygten er skudt helt til skamme!
For MØL har leveret varen og vist, hvad man kan opnå på tre år.
MØL trækker fuld plade.
