Har vi ikke hørt den før?

0
54

Anmeldelse af: Lacuna Coil – Comalies XX. Udgivet 14. oktober 2022 via Century Media.

 

20 år efter udgivelsen af, hvad man nok må kalde deres gennembrudsalbum, har italienske Lacuna Coil valgt ikke blot at genindspille, men gentænke – ifølge dem selv – hele albummet ”Comalies” under det passende navn ”Comalies XX”.
Men er der så nok at komme efter for lytteren, eller er det blevet en glorificeret remastering?

 

Bandet havde allerede udgivet to albums i forvejen, men 2002 og de par efterfølgende år banede i den grad vejen for international anerkendelse for Lacuna Coil. Singlen ”Heaven’s A Lie” er stadig i skrivende stund på en 3. plads over deres mest populære singler, og ”Swamped” var på soundtracket til filmen Resident Evil: Apocalypse samt med i spillet Vampire: The Masquerade – Bloodlines. Comalies blev også Century Medias mest solgte album i 2004.

Så det er ikke svært at forestille sig, hvorfor italienerne gerne vil genskabe opmærksomheden omkring netop den plade nu 20 år efter. Så er spørgsmålet naturligvis bare, hvad de rent faktisk har valgt at gøre, og om det fungerer. Er der nogen grund til at lytte til en ny udgivelse af en 20 år gammel plade, uanset om man har hørt originalen før eller ej? Det er uundgåeligt, at der kommer en masse sammenligninger, men jeg vil forsøge at skære ind til benet.

Det allerførste, man lægger mærke til, er, at produktionen har fået et gevaldigt løft. Det burde ikke komme som den store overraskelse, men det er nu alligevel slående, hvor stor en forskel for lytteroplevelsen, det har af betydning.
Den originale plade var ikke som sådan dårligt produceret, men fremstår alligevel noget forældet i lydbilledet, når man hører den i dag. En ting er, at den er tydeligt cementeret i 00’erne med diverse effekter og samples, men en del af sangene mangler den nødvendige tyngde for at gøre lyden så storladen, som det uden tvivl var tiltænkt. Den del er bandet sidenhen kommet efter, og det nyder denne genudgivelse også godt af. Guitarerne fylder mere, synthen – og den er der meget af – ligger bedre i lydbilledet, og bassen er ikke længere en anonym tør brummen, men skærer godt igennem samtidig med, den lægger et bragende fundament.

Nuvel, pladen lyder rent faktisk som om, den er udgivet i 2022, men det er langt fra den eneste ændring. Bandet påstår, at det ikke blot er en genindspilning, og det må man give dem ret i. Det kræver naturligvis, man har hørt den originale plade, men her er nogle af de vigtigste hovedpointer:

Den mandlige sanger, Andrea Ferro, har byttet en stor del af sine rene stykker ud med growl eller meget forvrænget sang. Dette er en tendens, bandet har gjort mere og mere på deres seneste udgivelser, og bassisten, Marco Zelati, der står for hoveddelen af sangskrivningen, har da også selv sagt, at han foretrækker denne del af Andreas vokal. Det betyder, at sange som ”Self Deception”, ”Tight Rope” og førnævnte ”Swamped” nu fremstår noget mere voldsomme og brutale i deres vers.
Dette er absolut en forbedring, da Andrea – efter min egen mening – aldrig har haft en særligt stærk ren vokal. Dette opvejes dog af en godt fremført, samt langt mere passende, growlvokal, der til tider går over i stærkt forvrænget ”skønsang”, hvor han harmonerer med bandets kvindelige sanger, Cristina Scabbia.

Sidstnævntes vokal er der ikke blevet pillet ved i helt samme grad, men her er der dog blevet arbejdet med mere variation i næsten alle sange, så der også her er et friskt pust. Det giver både nyt liv til sangene for gamle fans, og nye lyttere får en mere dynamisk oplevelse af sangene, end hvis de havde startet med de originale sange, der kunne have en tendens til at blive en anelse repetitive til tider.

Også det instrumentale er blevet opdateret, dog mere i nogle sange end andre (og med mere eller mindre held). Singlerne, ”Swamped” og ”Heaven’s A Lie” – der tilfældigvis også er albummets to første numre – er begge skubbet op i fart, og der er leget med nye akkorder, der giver en ny spænding til de originale melodier. Hvor ”Swamped” har fået mere energi, er ”Heaven’s A Lie” derimod blevet langt mere stille i versene.
Comalies XX lægger altså fra start ud med en noget mere gennemtænkt dynamik, der virkelig klæder udgivelsen.

Det er dog ikke alle numre, hvor den dybe tallerken er blevet skævet til i samme grad. Sange som ”Humane” og ”Self Deception” minder mere om genindspilninger, der, selvom de har fået en bedre produktion, ikke ligger langt fra originalerne. Andre sange har fået tilføjet lidt mere i form af guitarsoli og mere travlt fodarbejde i trommerne, og ”Angel’s Punishment” bliver introduceret med nyhedsoplæsninger om Coronavirussen på forskellige sprog. På den måde cementerer bandet igen pladen i den samtid, den nu bliver genudgivet i.

En af de bedste nyfortolkninger er sangen ”Daylight Dancer”, der originalt bestemt ikke var en af mine favoritter. Verset var uinspirerende, og omkvædet lidt mærkeligt forhastet. På Comalies XX er sangen i den grad blevet gentænkt, så den nærmest fremstår som et cover af et andet band, der gør sangen til deres egen. Her er det bare ikke et andet band, men 20 års mere erfaring, der gør sig gældende.

Jeg er personligt ret begejstret for denne genudgivelse. Ikke kun fordi jeg selv er fan af bandet, men jeg synes også, der er noget spændende ved genfortolkninger af musik, man allerede kender, omend det til tider kan udføres katastrofalt.
Comalies har fået et solidt ansigtsløft og er på den måde relevant igen for såvel gamle som nye lyttere. Dog er pladen på ingen måder perfekt. Ikke alle sange har fået lige meget kærlighed, nogle nye ideer virker bedre end andre, men det største problem ligger i kildematerialet. Der var nogle enormt gode singler på originalen, men der var også en del af sangene, som var ret generiske, og de stod ikke alle til at redde i denne omgang.
Lacuna Coil har i lidt for høj grad anvendt metoden: ”Hvis den ikke var så fed før, gør vi den tung og storslået”. Selvom dette generelt fungerer, betyder det dog, at nogle af sangene flyder for meget sammen og bare bliver en ny slags generisk, der trods alt lyder markant bedre på produktionssiden.

Comalies XX er bestemt et lyt værd både for nye lyttere, der måske vil få mere ud af denne nyfortolkning af et ”klassisk” album, end hørte de originalen, og for gamle fans, der kan høre et band i mest bogstavelige forstand genopfinde dem selv.

Pladen i sin egen helhed er dog ikke den stærkeste udgivelse fra Lacuna Coil i de seneste år, men måske skal den heller ikke opfattes på den måde alligevel.

OVERBLIK OVER ANMELDELSER
Lacuna Coil - Comalies XX
har-vi-ikke-hoert-den-foerAnmeldelse af: Lacuna Coil - Comalies XX. Udgivet 14. oktober 2022 via Century Media.   20 år efter udgivelsen af, hvad man nok må kalde deres gennembrudsalbum, har italienske Lacuna Coil valgt ikke blot at genindspille, men gentænke - ifølge dem selv - hele albummet ”Comalies”...