Højfrekvent skønsang, episke melodier og sporadisk progressiv tomgang

To år efter den egentlige udgivelse af Leprous’ seneste skive, Aphelion, er bandet nu aktuelle med en ny version af førnævnte album, nemlig den nye tour-edition, som naturligvis også er udgivet lige op til deres seneste europæiske turné. Da vi ikke havde Aphelion under vores lup, da den blev udgivet for knap to år siden, ser vi da også netop dette som en chance for at rette bod og komme med en anmeldelse, som vi måske skulle have gjort dengang.

Nyt på turné-versionen af albummet er to ekstra numre, hvoraf den ene er live, samt en håndfuld livenumre, som er taget fra to forskellige koncerter, hvilket desværre også medvirker til, at man ikke rigtigt får den samme helhedsfornemmelse i forhold til netop disse numre, da det ikke klinger helt naturligt sammen. At kalde det for en koncert er derfor også måske lidt at strække den, men live er numrene da i hvert fald, om end det havde været lidt federe med en decideret livekoncert-udgivelse. De to ekstranumre er i øvrigt også at finde på Deluxe-versionen af den gamle udgivelse, og det er derfor kun selve livenumrene, som er egentlig nyt på denne udgivelse. Koncerten kan købes separat på vinyl, så man der kan nøjes med at købe den del, man mangler.

Før vi når til alle de nye sager, skal vi dog først igennem det egentlige album, som Aphelion jo faktisk er. Albummet indeholder rigtigt mange spændende melodier og helt abnormt meget højfrekvensvokal. Hvis nogen skulle kunne flække glas med stemmen, ville forsanger, Einar Solberg, da være et kvalificeret bud. Nordmanden synger som en engel, med sin bløde stemme og helt absurde vokalkontrol – i hvert fald når det kommer op i de høje toner. Dette har alle dage været Solbergs spidskompetence. Desværre bliver det i løbet af Aphelion til tider lidt for meget af det gode.

Ligeledes kan det siges, at musikken uden den mindste tvivl er veludført og velspillet, men der går desværre stadig tomgang i den flere gange i løbet af albummet, og dette er jo tæt på en katastrofe, når man spiller progressiv musik. Så skal der gerne være nærmest konstant udvikling, og det er der desværre ikke rigtigt igennem dette album. Der er dog umiddelbart en fin rød tråd, i kraft af at numrene ofte har en tendens til at smelte lidt sammen. Det betyder også, at de forskellige numre ikke altid er helt lette at differentiere. Det hænder lidt for ofte, at det musikalske stagnerer i løbet af pladen, netop fordi den ofte kører lidt for meget i de samme riller og derfor naturligvis også mister den variation, som vi tidligere har kendt og elsket Leprous for. På et enkelt nummer lader særligt vokalfraseringen sig inspirere lidt for meget af amerikanske Puscifer. Nummeret “Out of Here”, der i øvrigt optræder både i studieversion og liveversion på albummet, lyder næsten for meget som “Breathe” fra Puscifer. Det kan være tilfældigt, for det er en fremragende melodilinje, men de er næsten 1:1.

Særligt mangler albummet den nerve, som de tungere stykker leverer på de tidligere udgivelser. Den bliver lidt for sporadisk igennem albummet, hvor dette netop tidligere har kunne sætte lidt skub i sagerne.

Hvad Aphelion mangler i variation og nerve, lever den dog op til i skønhed. Det er på mange måder et utroligt smukt og storladent værk, som de gæve nordmænd er kommet med her. Det bliver til tider dejligt episk med stærke melodier, lækker synth og den førnævnte vilde vokalkontrol. Leprous er uden den mindste tvivl ferme musikanter, og dette står da også klart på dette album. Gruppen spiller helt eminent og har rigtigt godt styr på det samlede udtryk. Det er skam vellavet. Kedeligt til tider? Jovist, men trods alt stadig velskrevet og velspillet.

Albummet besidder en enormt lækker og dynamisk produktion, hvor der i høj grad er kælet for detaljerne, så man netop kan høre den detaljerigdom, albummet da trods alt besidder. Fokus er hovedsageligt på vokalen, hvilket som nævnt til tider bliver lidt for meget, men er alligevel forståeligt med så dygtig en sanger som Solberg. Dette betyder dog ikke, at de andre instrumenter bliver forfordelt, nej, de står skam stadig skarpt og lækkert i det store og episke lydbillede. Der er både plads til den ro der skal til, og når aggressionen endelig indfinder sig, er der da også plads til den.

Der er klart en del at hente på Aphelion, såfremt man enten er til noget ret poppet, storladent og til tider lige lovligt flødet progressiv metal/rock. Metallen er blevet sparket lidt til hjørne til fordel for det storladne og mere tilgængelige, og det er en præmis, man enten må sluge eller overveje, om man skal kigge andetsteds for at få stillet ens prog-sult. Leprous leverer i hvert fald her et helstøbt album af den pæne slags. Nødvendigheden i at genudgivelsen med ekstra numre osv. så kort efter den egentlige udgivelse ser jeg desværre ikke helt. Det virker måske en kende tidligt at genudgive et album med ekstramateriale på og virker en kende unødvendigt i hvert fald for de, der allerede har købt albummet i løbet af de sidste to år. For den store Leprous-fan vil dette dog uden tvivl være et must-buy, men er man ikke totalt henkastet til gruppen, og ejer man allerede standardversionen, vil der ikke være det helt store at hente i denne touredition. Ejer man dog ikke albummet, men synes, at den skal stå på hylden derhjemme, vil dette da klart være den anbefalede version fremover, og hvis man er til vinyler, så er der live-delen alene.

Live-delen er glimrende produceret, og man kan ikke undgå at blive imponeret over, hvor stramt Leprous faktisk er live. Udvalget af numre er fine, men det føles en kende kort, til trods for at man godt kan føle sig mættet. Lyden er klar og tydelig, og man fornemmer også netop derfor, hvor godt Leprous rent faktisk spiller. Desværre får man ikke helt det samme indtryk, som man ville have gjort, hvis det var en samlet koncert, der blev udgivet. Alligevel er det et fint udpluk af livenumre fra henholdsvis Motocultor og Berlin. Det tilfredsstiller og teaser Leprous-fanen på en og samme tid, da man får lidt af ens Leprous-sult stillet, men længes efter at opleve dem igen.