Anmeldelse af Ghost Iris + support, d. 08.05.26 på Richter, Gladsaxe
Richter lagde rammer til en gedigen omgang soniske danske knytnæveslag.
Foto: Ronja M. Persson
Det er efterhånden ved at være lang tid siden at jeg besøgte spillestedet i Gladsaxe. Vi skal faktisk helt tilbage til 2023 da HENRET, Dethrxner og Cabal optrådte der. Atter denne fredag præsenteres der et line-up hvor core er hovedingrediensen i forskellige former. I stærkt selskab er det en lækker forårsaften og jeg er klar på at strække nakkemusklerne lidt.
Nothing Noble
Sidst jeg så Cornelius Qvist (vokal), Anders Christian Lassen (guitar), Lui Brock Larsen (guitar) og Uzay (trommer) var det på Næstved Metalfest 2025, hvor jeg var ret imponeret. Jeg håbede på endnu en slags gentagelse fra dengang i Sydsjælland. Vi er ikke mange i den relativt store sal. Det er ofte oplevelsen i Richter. Det ligger ikke et par Metrostop væk, så de mere komfortable københavnere har det med at fravælge shows her. Eneste gang jeg har set at her var udsolgt var til Possessed i marts (som jeg desværre missede grundet sygdom).
Uagtet disse observationer går Nothing Noble på med den samme store energi som jeg husker. Desværre er Uzay ikke med i aften ”af grunde der er uden for vores kontrol”, siger Qvist og det er der jo så ikke noget at gøre ved. Singlen “Curse Your Blessings” (2024) rammer hårdt, og imens røgen smyger sig op til venstre, råbes der, at vi skal komme tættere på. Det bliver dog ikke adlydt, og det skal vise sig at blive en svær kamp for Nothing Nobel at få liv i publikum. Det kan til gengæld ikke fornægtes at de er hårdtarbejdende. Deres lyd arbejder med den beskidte del af metalcore og har mere til fælles med tidlige 00’er bands som Unearth, August Burns Red, Norma Jean og Zao + hedengangne danske As We Fight end moderne grupper som Dayseeker, Wind Walkers eller Bad Omens.
Der er ikke nogen pæne rene omkvæd her sovset ind i synthesizere. Det er kogende vrede og grumme breakdowns, fyldt med galskab i en sang som “Absolute Truth” og det fungerer. På trods af disse mange smadrede momenter så er det svært at skabe en ordentlig bund uden trommer og derfor føles lyden desværre tynd i aften. Det stopper dog ikke Larsen fra at hoppe op i luften og snurre rundt om sig selv, og resten af musikerne er i god, næsten konstant bevægelse. Beklageligvis er gæsterne stillestående og responsen udebliver. Uden trommer mangler Nothing Noble i den grad også den tyngde, der gør deres materiale så effektivt. Foran et næsten tomt gulv, folk der slet ikke er varme endnu og uden en af metallens hovedingredienser er det et amputeret band. “Kom så, Richter” forsøges der, uden det store resultat.
Men man mærkede stadig hvad der gør at Nothing Noble plejer at være en så vild live oplevelse i “Pitiful Thoughts” og “Cut the Ties”. “Kom nu mand” siger Qvist og til sidst lykkes det at få et par stykker tæt på scenen. Det skal nævnes at de nyere sange der luftes viser at der ikke gives slip på ekstremiteterne for en mere kommerciel lyd og gudskelov for det. Det her skal ikke være pænt. Koncerten som helhed faldt ikke 100% til jorden, men det var svære odds at overvinde. Jeg glæder mig til næste gang, hvor danskerne viser præcis hvordan en pit skal løbe rundt. For jeg ved at de normalt mestrer denne kunst. Det var bare ikke i Gladsaxe denne fredag.
HENRET
Det er ret længe siden jeg har set Anders Iversen (vokal), Martin Egelund (trommer), René Brock (bas), Tobias Olsson (guitar) og Andreas Brock (guitar). Det var i 2024 eller cirka deromkring. Det er ikke fordi at muligheden ikke har budt sig. Bandet har vind i sejlene og har spillet landet tyndt. Desværre er det bare clashet med andre ting.
Nu bliver det ondt. Jeg tager min Kanonenfieber t-shirt af inden musikken begynder, for jeg smider den nok alligevel snart, gætter jeg på. Der er rødt lys i trommeskindet og badet i strobe kommer HENRET ind og med knusende bestialsk styrke væltes vi af “Choking Black” fra deres Abandon Hope (2023)-EP og “Seep Into the Mud” fra Depths Below (2025) EP’en. De mange breakdowns er pumpet fuld af så meget mørk adrenalin af materialet virker immunt over for alt. Moshen når da også nye gale højder imens at blå og lilla farver ledsager massakren, der udføres nådesløst af “A Place To Suffer”, “On Deaf Ears” og “Lost Cause”.
HENRET spiller en voldelig omgang blackened deathcore, og som Iversen brøler vanvittigt og flere gange udfører store hop, koger stemningen triumferende over. Lyden er som en mur, der vælter ned over os og jeg kaster min krop frem og tilbage. Det her er en fest, jeg alligevel ikke havde regnet med. Til “Bury Me” skal vi råbe med, og jeg får fornøjelsen af at growle ind i mikrofonen. Til tider kan det godt føles som om at materialet bliver lidt repetitivt, men det er svært at brokke sig helt over det i aften når “Depths Below”, “Drown” og “Torn Asunder” leveres med så med hårdkogt attitude. Det er intet under at gruppen kommer vidt omkring disse dage. På alle frekvenser skruer HENRET op og publikum kan ikke få nok. En større wall of death iværksættes og som headbangerne på gulvet tørner sammen er koncerten en stor succes. Til “Funeral Pyre” og “Ruled By Fear” er Iversen nede på gulvet og deltager i det oprør, han selv har været med til at starte. Det er ikke flotte melodier der præger sangene, men grombriansk destruktion og det er sjældent set og hørt så overvældende.
HENRET kom så og sejrede, så vi ømme og imponerede måtte tumle ud efter frisk luft. Se dem så snart du får chancen igen! De er på nuværende tidspunkt et af Danmarks bedste livebands!
Ghost Iris
Det bliver lidt af en comebackkoncert vi skal være vidner til. For det er næsten 2 år siden at Jesper Vicencio Gün (vokal), Daniel Leszkowicz (guitar), Niklas Grønlund Thomsen (bas) og Sebastian Linnet (trommer) har stået på en scene. Sidst jeg så dem var på Hotel Cecil i 2024 sammen med God Complex (som der ikke har været meget lyd fra siden) og Daze of June. Bandet har altid været garant for solide shows, så jeg finder atter en plads midt foran. “Rollin’ (Air Raid Vehicle)” spiller imens vi venter og da den stopper kommer Gün ind med en lommelygte for at signalere at nu begynder løjerne. Til de beskidte grove “Down Below” og “M.U.R.K.” fra deres seneste EP M.U.R.K. (2024) åbnes der tungt og larmende. Bandet er ikke klædt i deres sædvanlige riot gear, og bat + masker er ligeledes væk. Der er faktisk noget forfriskende ved at se gruppen smide kostumerne og fokusere udelukkende på musikken. Men lyden driller i høj grad og særligt Güns stemme bliver offer for dette rod. Ligeledes er det svært at høre detaljerne i Ghost Iris numre. Det bliver mest breakdowns og snerten af riffs der fylder. “Former Self” fra Comatose (2021) slår stadig som en hammer og dampen holdes oppe på gulvet. Der er nu moshpit, circlepits og adskillige crowdsurfere i luften.
Ghost Iris har på mange måder forladt den mere harmoniske core og fokusere i langt højere grad på at tæske os til blods end at få os til at synge med. Det er naturligvis et valg og man kan også kun respektere, at de vil udvikle sig. Derfor savner jeg stadig nu og da numre som “Phalanx”, “Pinnacle” og “Beauty In Expiration”. Men det er min egen personlige smag og skal ikke gå ud over karakteren. Vi får en ny sang uden navn, arbejdstitlen er vist noget med Acceptance. Den fastholder at Ghost Iris er færdige med radiovenlig core. De kan så absolut også skrive dødbringende sange i den anden boldgade. Der er en monitor der ikke virker ved Linnet og der er en mindre pause. Dem er der faktisk flere af, og Gün går flere gange om bagved deres medbragte bannere. Sikkert pga. flere teknikproblemer. Disse mange irritationer kvæler flowet. Mikset får også sangene til at fremstå mudrede hele vejen igennem, og det er en stor skam. Det generer dog ikke flere af fansene og der er bare overkroppe, inklusiv min egen til “Paper Tiger”, “My Dear Rat Kings”, “Nineteen 84” og “Coda”. Der snakkes om de fysiske skader, der har sendt bandet på pause fra live fronten og der kvitteres med jubel over at de nu er tilbage.
Jesper skriger og brøler sig igennem setlisten, og der spyttes vand ud på os og tages armbøjninger for at holde pulsen oppe. Der gives knuckles til flere af os og det er rart at mærke glæden hos bandet. Særligt et barn foran til højre får et ord med på vejen. “Det er sjældent at se så ung en herre til så hårdt et show, de skal jo lære det før eller senere”. Altid point for at inkludere og anerkende de yngste. Der klappes i takt, og som “Virus” og “The Rat and the Snake” fra Apple of Discord (2019) lukker og slukker er flere af os varme og udmattede. Det var på ingen måder en perfekt koncert og ej heller den bedste jeg har set med Ghost Iris. Men dette show handlede på en måde mere om at vise at de stadig kan end nødvendigvis at levere noget ligefrem legendarisk. Der skulle måske bankes noget rust af, men det blev sandelig også gjort, kan jeg love jer for. Oven på de problemer der har plaget gruppen var det en fornøjelse at se dem igen og blive mindet om at de i høj grad fortjener den status de besidder.
Ghost Iris var en af de bands der for alvor bragte dansk metalcore i søgelyset på den internationale scene. De står anno 2026 som lidt af et godfather band, der aldrig går af mode. Et stort velkommen tilbage skal lyde herfra! Mon ikke man skulle tage ind og se dem på BETA2300, når de varmer op for Cro-Mags d. 8. juni? Ses vi?
