Anmeldelse af Tame Impala, d. 25/04-2026 i Royal Arena, København.
Tame Impala viste hvordan det elektroniske og syrede rock skulle leveres, med en stærk levering, og et vanvittigt lysshow.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup.
Aftenen står på en tur i Royal Arena, for at fange det psykedeliske rock/elektroniske projekt Tame Impala. Jeg kender dem kun sporadisk før osag og har derfor benyttet turen til hovedstaden, til at tjekke diskografien ud. Der kommer et musikalsk skift i Tame Impalas karriere, lige efter gruppens andet album, hvor det hele begynder at fokusere mere i det elektroniske, end i det syrede rock, og dette klæder egentlig bandet godt. I aften er der helt klart fokus på den elektroniske del af projektets diskografi.
Personligt har jeg aldrig oplevet en stemning helt i stil med den, som man fornemmer i Arenaen her til aften. Publikum er festglade, så festglade så at selv på tribunerne står langt størstedelen af publikum op, og dette gør sig gældende igennem så godt som hele koncerten. Ikke engang til de største metalkoncerter oplever man et publikum være så dedikeret. Tame Impala er populært, og ikke blot nok til at få udsolgt i Royal Arena, men også nok til at få publikum helt med. Imponerende!
Bandet spiller afsindigt godt og stramt. Alt kører på skinner og der er en rigtigt god stemning på scenen, som i høj grad lader til at smitte af på det feststemte publikum. Det er i sandhed lørdag, og dette gøre sig gældende både på scenen og på dansegulvet.
Desværre er lyden dog ikke helt i Tame Impalas favør. Med fare for at lyde som en papegøje fra mine seneste anmeldelser, så er bassen slet og ret for høj, og dette betyder at Kevin Parkers ellers fremragende vokal går lidt tabt i mixet. Senere får vi forklaret at Parker er små-syg, men valgte at power through, så måske man har valgt at gemme vokalen og derved eventuelle fejl fra denne, i den dybe og rungende bas. Dette virker i mine ører ikke nødvendigt, for til trods for denne påståede sygdom lyder Parker fremragende her til aften, især når han får lov til rigtigt at klinge igennem den dybe og lidt mudrede bund. Manden kan tydeligvis synge, og dette gør han godt, også imens han spiller. Udover den lidt for voldsomme bs virker lyden ganske lækker og nuanceret, hvor særligt keyboards og guitar har en god evne til at skære mere igennem buldret, end vokalen har det.
Hvad lyden ikke altid kan, løfter det vanvittige lysshow godt op for. Sjældent, hvis overhovedet nogensinde, har jeg som koncertgænger oplevet lignende, med konfetti, varieret og enormt præcist og velfungerende lys, samt ikke mindst lasere, som ville få en til at tro at man måske var inde og se Major Lazer. Lyset er afsindigt imponerende og sidder lige i skabet!
Tame Impala kommer rigtigt godt ud over scenekanten med den velspillende og ørefængende musik, som de her til aften spiller. Man er på turné for den seneste udgivelse Deadbeat, så det er selvsagt at vi får serveret en del fra netop dette album; faktisk får vi nærmest hele albummet. Derudover står den især på det fremragende elektroniske album Currents, som utvivlsomt også indeholder flere af projektets absolut største hits. Især sangene fra Currents får publikum i den gode feststemning, og får ligeledes også helt enormt stor applaus. Fortjent, for sangene er virkelig gode, og enormt veludførte, også for sådan en metaller som mig.
Til trods for lidt sygdom hos Kevin Parker, og en lyd der ikke altid tillader vokalen at skære ordentligt igennem mixet, leverer Tame Impala en vanvittigt god og vel-eksekveret koncert, med hits på hits. Lysshowet har været noget af det mest vanvittige jeg personligt nogensinde har oplevet til en koncert, og det siger ikke så lidt. Det blev til en fest med de knap så tamme impalaer i Royal Arena, en oplevelse og succes, som helst klart gerne må gentages.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder
