Prog ud over det hele

Ice Sealed Eyes

Aftenen lægger ud med en omgang moderne progressiv metal, med tunge rytmer, sporadisk synth, og ikke mindst en vokal der varierer imellem det pæne, enormt poppede og det lede, aggressive og følende. På papiret skulle det jo spille meget godt, men gør det også det?

Ice Sealed Eyes går på scenen for et knap så stort og ret tilbageholdende fremmøde, hvor folk ikke rigtigt tør gå tæt på scenen. Måske er det bare mig, men jeg havde heller ikke set at det belgiske band var med som support her til aften, men proggers tage mig, om ikke jeg godt kan være med på et ekstra progressivt tillæg.

Bandet har en god energi, og gør i sandhed sit for at få publikum mere med på noderne. Der headbanges lidt rundt i salen til de tunge rytmer, ligesom publikum lige så stille stimler mere sammen foran scenen. Energien fra scenen smitter af, men desværre ikke i super høj grad. Belgierne er gode til at henvende sig til det fremmødte publikum, men når de siger at dette skulle være den bedste koncert på turneen for dem, lyder det helt ærligt lidt for meget som pynt på situationen.

Lyden er alt for mudret for belgierne, hvor riffs ofte bliver til en nærmest grødet og ikke hørbar sonisk masse, der presses ind i øregangene på det fremmødte publikum. Vokalen har også en tendens til at drukne i virvaret fra bas og trommer, hvor særligt trommerne bliver alt for dominerende i lydbilledet. Dette lydbillede bevirker, at det ofte faktisk er enormt svært, at høre hvad gruppen egentlig foretager sig. De spiller måske godt sammen, men fejl er svære at høre, når alt lyder som en tyk masse af bund og rumlen.

Ice Sealed Eyes forsøger med god gejst at få publikum op i gear, hvilket desværre ikke rigtigt lykkes for belgierne især grundet et enormt mudret og unuanceret lydbillede, der desværre ikke tjener et progressivt metal band noget godt.

Stoned Jesus

Aftenens første hovednavn går på for et godt pakket dansegulv ved Pumpehusets lille scene. Det er under et år siden, vi sidst oplevede Stoned Jesus på dansk jord, da de leverede et brag af en koncert til sidste års Fuzztival i Esbjerg, en intim koncert, hvor man i sandhed kom tæt på ukrainerne.

Bandet giver den godt los fra begyndelsen af koncerten, med et stærkt nærvær og god attitude. Der skal mere end lidt fjumren til at slå bandet ud af kurs, og ind imellem bliver der da heller ikke spillet totalt tight, men det reddes nemt hjem af et rutineret band. Overordnet set sidder samme spillet lige i skabet, også selvom det har været endnu en udskiftning i bandet, navnlig på trommefronten.

Progressiv stoner er et sjovt begreb, men ikke desto mindre mestrer Stoned Jesus netop denne balancegang. Der er stærke temposkift, sjove skæve taktarter, masser seje Stoner riffs, og en god gang musikalske gentagelse, en herlig blanding imellem genrene.

Ukrainerne har taget lidt godter, som ikke er blevet spillet i mange år, med til os her til aften og sætlisten er svær at sætte en finger på. Variationen imellem det nye og det gamle materiale virker ubesværet, og fungerer rigtigt godt sammen, også selvom Stoned Jesus har ændret en del i deres stil og lydbillede på de seneste udgivelser. Vi får naturligvis klassikeren “I Am The Mountain”, som i den grad for fællessangen i gang i Pumpehusets lille sal.

Lyden har fået et nøk opad i kvalitet, selvom vokalen også her til tider drukner, i hvert fald helt oppe foran scenen. Guitaren får lidt mere liv i lydbilledet i forhold til hos Ice Sealed Eyes tidligere på aftenen, hvilket i høj grad også er nødvendigt, når Stoned Jesus er så riff- og melodibaseret som det er. Særligt fra guitaren. Lyden er ikke fantastisk, men den går an, og man kan høre langt det meste af detaljerne i sammenspillet.

Stoned Jesus har et godt humør, og kommer godt ud over scenekanten, hvilket også bidrager til, at publikum er noget mere med på noderne, end de var det tidligere på aftenen. Stemningen er god, fællessangen høj, og håret gennemrystet. En sidste god rystetur får det, da bandet afslutter koncerten med det hårdtslående “Here Come The Robots”.

Stoned Jesus leverer en fremragende og energisk koncert, med en spændende og varieret sætliste, der byder på både det mere syrede og det hårdere stoner. Til trods for en lidt ærgerlig lyd, formår bandet at starte en glimrende fest denne søndag aften.

Wheel

Nu skal der rigtigt progges igennem. Finske Wheel er nemlig tilbage på Pumpehuset, og de har taget en fremragende og lækker sætliste med gode prog-godter med til det danske publikum her til aften.

Finnerne spiller afsindigt godt her til aften. Guitarerne er dejligt stramme og skarpe i deres lyd, bassen dejligt eksperimenterende, dyb og underbyggende, imens trommerne er fornuftigt varierede, uden at der går noget pondus tabt. Wheel viser med stor overbevisning, at de er et fuldstændigt gennem-øvet og tjekket band, der har styr på ikke bare deres musik, men også hvordan den skal udføres i live-sammenhæng.

Lyden er stadig ikke helt skarp, og især vokalen har en tendens til at drukne i mixet. Dette er enormt ærgerligt, da James Lascelles har en fremragende og stærk stemme, som løfter gruppens musik op på et højere plan. Det gør den også her til aften, når den altså ikke drukner i de andre instrumenter. Særligt (ikke overraskende) dominerer trommerne, som de også har gjort det tidligere på aftenen. Guitarerne skærer heldigvis oftest fint igennem buldret fra bassen og trommerne, og man kan således nyde de seje riffs, fede rytmer og ikke mindst spændende og udfordrende melodier.

Wheel graver lige som Stoned Jesus lidt dybere i deres diskografi, og spiller (efter eget udsagn) flere sange som, de ikke har spillet i rigtigt langt tid. Sammensætningen af aftenens sætliste fungerer absolut, og viser et band, der forstår sig på dynamik, ikke blot indenfor det individuelle nummer, men i ligeså høj grad spredt ud over aftenens sætliste. Der er et godt flow i finnernes koncert.

Med et godt sammenspil og en glimrende sætliste bestående af eminent og varieret progressiv metal. Wheel har stærke riffs og nogle utroligt spændende sangopbygninger, som dog kun delvist kommer til sin ret, med det lidt mudrede lydbillede vi bliver præsenteret for. Til trods for at dette begraver vokalen i tide og utide, leverer finnerne i meget høj grad en godkendt og energisk prog koncert, med stort fokus på det musikalske og veludførte indenfor en varierende genre, med masser af spændende, men alligevel solide skift. Finnerne sejrer på Pumpehuset, til trods for en små-skidt lyd.