Anmeldelse/reportage af Fuzztival dag 2, Kulturscenen, Esbjerg d. 07/06-2025.

Andendagen af dette års Fuzztival cementerede kvaliteten af Esbjerg Fuzztivals booket. 

Foto: Bastian Reinholdt Madsen

Skyjoggers

Da jeg ankommer til spillestedet, er finske Skyjoggers allerede godt i gang med deres sæt. Dette betyder også, at der er godt fyldt inde på det lille spillested, for Skyjoggers giver den så sandelig gas. Der er en rigtigt god energi på scenen til den meget instrumentale musik, hvor især bassisten og guitaristen kommer godt rundt på scenen. Publikum kvitterer med stor jubel og hujen imellem numrene, og med god grund. Skyjoggers spiller simpelthen fremragende, og har et godt tag i dagens publikum, ligesom deres lyd nærmest kan betegnes som indbegrebet af hvad denne festival leverer.

Lyden er enormt god under Skyjoggers koncert, hvor især bas og guitar får lov til at klinge godt ind i publikums øregange. Der er smæk på når der skal, og ro når stykkerne kræver det. Det er altså et lækkert og dynamisk lydbillede, som kun får bandet til at stå stærkere i svinget.

Finnerne har et godt sammenspil og oser af spilleglæde på scenen. Bandet virker rigtigt glade for at være i esbjerg i dag, og man forstår dem godt med den varme modtagelse, som de får af Fuzztivals publikum.

Skyjoggers leverer en levende koncert med stærke grooves, lækker guitar, og ikke mindst en spilleglæde og spillelyst der mildest talt er beundringsværdig. En fremragende start for vores anden dag på årets Fuzztival.

Green Milk From The Planet Orange

Med et så mærkværdigt navn som dagens næste navn har, er denne japanske trio naturligvis et selvfølge, at skulle se. Det må da være mærkeligt med det navn? Det må da være syret! Begge hypoteserne skal vise sig at holde stik, i forhold til næste levende billede på de skrå brædder.

En bassist, en sanger og guitarist, og en trommeslager, alle siddende, er hvad Green Milk From The Planet Orange består af, og man får hurtigt ondt, af de der står mere end tre rækker fra scenen, for de kan formentlig sådan ca. ingenting se.

I forhold til at bandet sidder ned, har de dog en utroligt stærk tilstedeværelse og energi. Der bliver i hvert fald ikke siddet stille på de klapstole, som er blevet stillet frem til de to strengeinstrumentalister.

Japanerne kan et eller andet med deres instrumenter. Vi så det hos Tō-Yō sidste år, og i år giver Green Milk From The Planet Orange den virkelig gas med utroligt stramt og dynamisk sammenspil. Der er godt knald på de syrede guitarlicks, imens bassen formår at groove og ikke mindst lede musikken langt henad vejen. Der er sjældent vokaler, men når de er der, er de som oftest skreget indover de vilde rytmer og riffs. Trommeslageren spiller dejligt flydende og enormt varieret uden at miste det pondus og den fremdrift, som trommerne lægger i musikken. Sammenspillet er utroligt komplementært, og jeg står ofte og må billedligt samle min kæbe op fra gulvet; så godt spiller dette band sammen.

Lyden og lyset spiller ligeledes utroligt godt under det japanske felttogt, hvor alt går klart igennem, og der formås at sættes fokus på det væsentlige, idet det opstår. Lyset er tilpas syret og passer som fod i hose til japanernes variationer imellem det febrilske, det syrede, og det afdæmpede.

Green Milk From The Planet Orange leverer slet og ret årets største overraskelse på Fuzztival, med en ydmyghed, et helt særligt nærvær, og ikke mindst et varieret og utroligt levende sammenspil. Jublen da japanerne afslutter deres magtdemonstration af en koncert vil ingen ende tage. Så godt er det.

Wyatt E

Vi skal helt over i den anden boldgade med festivalens næste band. Vi skal over i de dronede og gentagne græsgange af Fuzztivals program med Wyatt E, endnu et band jeg intet kender til på forhånd; men en overraskelse er jo altid kærkomment.

Bandet er klædt ud til deres koncert, men som hvad har jeg lidt svært ved at præcisere. Det spiller dog æstetisk godt sammen med deres musik og den fremførelse, som bandet kommer med i dag.

Drone er en svær genre for mig, for det er ofte noget der kræver en vis fordybelse, og hvis den ikke lige er der, så er den der ikke. Wyatt E har en lidt træg start, hvor de ikke rigtigt fanger så meget med deres mange dronede gentagelser, men som koncerten skrider frem vinder deres dronede udtryk og stil mig alligevel over. Det er virkelig også en 180 graders musikalsk omvæltning fra Green Milk From The Planet Orange. Det bliver nærmest hypnotiserende at overvære gruppens seancer.

Lyden er, ganske som den generelt er på festivalen, glimrende og dynamisk, hvilket er nødvendigt for at høre de små variationer, der kommer i det ellers gentagne sammenspil. Det gør også, at alle gruppens forskellige instrumenter kommer til at stå skarpt i lydbilledet, når de skal det.

Wyatt E spiller en koncert der, til trods for at der bliver tømt lidt ud i salen løbende, bestemt er til den godkendte og ikke mindst kunstneriske side. Man skal bare lige købe ind på præmissen i drone og naturligvis være til den meget gentagende genre, og så vil Wyatt E være lige noget for en.

Daevar

Fuzztival har været en tur i Köln for at finde festivalens næstsidste navn. Daevar spiller ifølge dem selv en blanding imellem doom og grunge, men umiddelbart med hovedvægten på de doomede genrer.

Tyskerne lægger godt fra land med riffs som torden, dyb rungende bas og en dejligt syret feminin vokal, der straks vækker associationer til grupper som Kylesa, Acid King og lignende – bands som jeg bryder mig særdeles godt om. Daevar formår at lyde i dur med andre bands, uden at komme til at virke som en ublu kopi af de selvsamme kunstnere.

Der er en god tyngde i lyden, og de tunge riffs får nakkerne foran scenen til at bevæge sig. Daevar er et dejligt energisk doom band, som kommer godt rundt på scenen, og har en god fornemmelse for at møde deres publikum i øjenhøjde. At scenekanten maksimalt er hævet 20 cm fra gulvet, hjælper naturligvis også dette nærvær på vej. Lyden er dejligt detaljeret uden at meste det gryn og grums, som der alligevel kræves indenfor denne del af genren. Bassen får rigtigt lov til at buldre med på de tungere riffs, med en god ulden fuzz til at danne den rette lyd. Vokalen er ovre i det lidt psykadeliske og post-ede indenfor genren, og det passer utroligt godt med både den melodi og tyngde, som bandets musik besidder.

Daevar sejrer i den grad med en utroligt stærk og nærværende koncert. Energiniveauet har været højt, og bandet har i den grad vist, at de kan levere den tunge og melodiske doom dernede i det tyske rige.

Stoned Jesus

Det er blevet tid til aftenens hovednavn, et band som de fleste, der har lyttet til en vis mængde Stoner, efterhånden må kende. Om ikke andet så må man da i hvert fald kende til et par af gruppens numre, begge numre der naturligvis pryder aftenens sætliste.

Der er godt fyldt inden i salen, og folk kæmper lidt mere for at komme op på de forreste rækker for at se den ukrainske trio Stoned Jesus.

Bandet er landet i fishtown, med hvad de selv kalder for en ”greatest hit” sætliste, og ud fra min personlige bedømmelse rammer dette utroligt plet. Der er i sandhed tale om et sæt bestående af sublime sange fra projektets karriere, og vi får således både sange fra klassikeren “Seven Thunder Roars”, men også fra “The Harvest”, “First Communion”, “Pilgrims” og ikke mindst bandets seneste fremragende udgivelse “Father Light“. Sidstnævntes numre tager faktisk enormt godt kegler her til aften, selv om albummet i fleres øjne nok er lidt en overset perle. Vi får Thoughts and Prayers og Porcelain fra albummet, og dynamikken og ikke mindst progressiviteten i disse numre fungere utroligt godt. Selvfølgelig får vi også legendariske I Am The Mountain, der får sat gang i festivalens første og formentlig eneste deciderede moshpit. Der bliver i sandhed fyret op under kedlerne, og bandet giver den også selv en ekstra skalle under dette nummer.

Lyden spiller, som den har gjort under hele festivalen, så godt som den overhovedet kan. Jeg er meget imponeret, over hvor godt og bredt et lydbillede festivalen får skabt i disse lidt svære rammer. Jeg har i hvert fald personligt aldrig hørt så konsekvent god lyd på denne scene før. Der er blevet sat lidt frontlys på foruden de imponerende visuals under Stoned Jesus, der ligeledes hjælper til, at man bedre kan se bandet, en ting der generelt har været et problem igennem festivalen, såfremt man ikke er 190cm høj, og stiller sig mere end tre rækker fra scenekanten. Små spillesteder hvor der ikke er højt til loftet, gør det ikke nemt for korte mennesker desværre.

Stoned Jesus spiller et fuldstændigt eminent sæt, med en utroligt god energi, og skaber absolut topklasse stemning på dette års Fuzztival. Dette band er så godt som den perfekte afslutning på årets program, og publikums jublen får dem også tilbage på scenen til to ekstranumre. Her får bandet til stor fornøjelse for publikum fyret eminente og tempo fyldte Here Comes The Robots af, ligesom de får så godt som hele salen til at synge med på stoner-baskeren Electric Mistress, som får lov til at markere afslutningen på årets festival, en festival der er forløbet over alt forventning for denne anmelders vedkommende, med et utroligt stærkt og varieret program.

Fuzztival var i knibe og sad med røven i vandskorpen, men ud fra tilfredsheden omkring årets festival, må man sige at de i den grad har reddet den. Atter er sublimt år på et af landets absolut bedste festivaler.

Herunder kan du se vores udsendte anmelder og fotograf Bastian Reinholdt Madsens galleri fra sidstedagen af dette års Fuzztival: