Alice Cooper

Kærlighedsfortællinger efter mørkets frembrud

-

Anmeldelse af: The Darkness + DZ Deathrays – Amager Bio, Kbh. D. 14. februar 2020.

Dopamin og Serotonin var bare nogle af de stoffer, vores hjerner blev belønnet med denne fredag aften. Kærligheds-rockbandet The Darkness havde lagt armen omkring DZ Deathrays og havde taget dem med til Danmark – på intet andet end valentinsdag!

 

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Valentinsdag er for mange mennesker dagen, hvor man tager de nervepirrende skridt til at fortælle sin udkårne, om de følelser man har for personen. Det kan gøres med et kort, blomster eller gaver. Måske inviterer man personen ud på noget lækker mad et sted i byen eller til sjov begivenhed. Derfor var det en oplagt mulighed for mange rock n roll-glade par at kunne invitere deres partner med i Amager Bio denne valentins-fredag og med ingen andre end love-bandet The Darkness som aftenens eksperter i kærlighed. 

The Darkness har eksisteret siden 2000 og fik om nogen sat sig selv på verdenskortet tilbage i 2003 med debutpladen, Permission to Land. Pladen indeholder numre som “Growing on Me” og den gennemspillede “I Believe In A Thing Called Love”, som dengang kunne høres overalt på både tv og radio. Det er fem år siden, at bandet sidst var i Danmark et andet sted på Amager – nærmere betegnet på Copenhell. Men nu var bandet altså tilbage med deres nye plade, Easter is Cancelled, og de var klar til at sprede glæde og kærlighed til folket.

Inden vi tager hul på The Darkness, så skal vi lige runde opvarmningsbandet.

 

DZ Deathrays

DZ Deatrays er et ungt band, som jeg vil skyde til at være i deres midt 20’ere. Bandet består af intet andet end trommeslager Simon Ridley, de to guitarister, Shane Parsons og Lachlan Ewbank. Bandmedlemmerne havde langt hår og slidt tøj, som passede til forsanger Parsons stemme, der bevægede sig over i den hæse grungy genre. De mindede mig om et ungt gymnasieband, som havde fået lov til at udforske et par Fendere og et Yamaha-trommesæt i musiktimerne med Nirvana-plakater på væggene. 

Det lyder måske som en dårlig oplevelse, men det var faktisk slet ikke. Bestemt ikke for en type som mig selv, som har en vis kærlighed for det 6-strengede instrument. Det er nemlig de to guitarister, der er de bærende elementer i denne trekløver. Parsons og Ewbank skiftedes løbende gennem koncerten til at være lead- og rytmeguitarist. Det var dog mest Ewbank på venstrefløjen, der tog sig af lead-delen og fremmanede flippede melodier efter bedste evne. Imens kunne Parsons ligge dybe akkorder på rytme-delen og klare vokalen samtidig. 

De to guitarister skabte et 30 minutters riff-o-rama i Amager Bio med dertilhørende trommerytmer. Selvom nogle i lokalet skulle være sjove og råbe: “Mere bas!”, så tænkte jeg: “What’s not to like?”  

Der var gode temposkift gennem hele koncerten for at holde showet interessant for lytteren. Bandet havde ikke så meget kontakt med publikum, og det var meget få, som bevægede sig mere end bare hovedrockende til DZ Deathrays. Ikke en mindeværdig oplevelse fra de ellers fantastisk dygtige musikanter. 

 

The Darkness

Efter 30 minutters venten var det endelig blevet tid til The Darkness. Guitarist, Dan Hawkins, trommeslager, Rufus Taylor, og bassist, Frankie Poullain, var først på scenen. Iklædt fuldstændigt hvidt tøj startede bandet ud med “Rock n Roll Deserves to Die”, som er det første nummer fra den seneste plade, Easter is Cancelled (2019). På trods af titlen på nummeret så skal det lige siges, at The Darkness ikke er stoppet med at spille rock’n’roll. Tværtimod synger de det fordi, at nyere bands er alt for ens og mangler originalitet. Derfor mener bandet, genren bør lægges i graven.  

Originalitet er dog ikke noget, The Darkness mangler. Det skulle dog lige være bandets musikalske lyd, som skulle fælde dem, men Justin Hawkins stemme har alle dage været det bærende element i deres fuldendte lyd, og det er der ikke mange bands, der kan kopiere.

Kærligheden spredte sig hurtigt i luften, da Justin Hawkins betrådte scenen lidt efter de andre medlemmer i bandet. Da han så derefter begyndte at udøve sin høje og skingre vokal, kiggede alle mænd anerkendende på hinanden, imens kvinderne i lokalet dånende fløj rundt på lyserøde skyer. Enten nyder man hans vokal, eller også synes man, den er ganske forfærdeligt. Jeg er dog ikke i tvivl. Han er en gudsbenådet sanger, og det beviser han på numre som “How Can I Lose Your Love” og “Heart Explodes”. 

Det skulle vise sig, at The Darkness havde delt deres sætliste op i to dele. Første del var dedikeret til det nye album i fuld længde, og andel del bestod af gamle klassikere. Vi var stadig i første del af sætlisten med det stille Queen-inspireret nummer “Deck Chair”, hvorefter at bandet for alvor skruede op for tempoet med de hurtige og tunge “Easter is Cancelled” og “Heavy Metal Lover”. Imens valsede Justin Hawkins frem og tilbage på scenen i sin hvide tætsiddende spandex-dragt og blottede brystkassen. 

Når Justin Hawkins ikke havde en guitar over skulderen, var det heller ikke svært at se inspirationen fra Freddie Mercury. De bevægelser Hawkins, lavede på scenen, var meget lig Mercury på nummeret “Choke on It”. Herefter forlod resten af bandet scenen, imens Hawkins blev tilbage og klarede nummeret “ We Are Guitar Men” alene på scenen. Were it not for my guitar, my hands would both be idle, my  brain, suicidal. For  I would not have an outlet for the tidal wave of feelings In my heart,” sang Hawkins på charmerende vis, imens han kiggede forelsket ned på sin guitar. 

Vi var nu nået til anden del af sætliste, og man kunne med det samme mærke, at dette var de sange, som publikum havde ventet på. “One Way Ticket” strøg med det samme ind i hjerterne på publikum, imens “Barbarian” var et fejlskud fra en af amors mange pile. Heldigvis var der flere pletskud for The Darkness, da koncerten lakkede mod enden. Numre som “Growing On Me”, “Givin’ Up” og “Get Your Hands of My Woman” forstærkede kun den i forvejen eksisterende intensitet, der var mellem band og publikum. Alle klappede glædeligt i takt med bandet.

Til sidst fik vi den tidligere omtalte “I Believe In A Thing Called Love”, men inden da havde Justin Hawkins en bøn til alle: “Please, put your cellphones away, and let’s just enjoy this moment for once.” Et fantastisk statement, der for nogle mennesker kan være svært i disse tider, men vi gjorde det. Vi lagde vores mobiler væk og hoppede rundt til nummeret som vilde kaniner.   

Jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over The Darkness. De er et underholdende band med god publikumstække, de besad en charmerende fremtoning og var fantastisk velspillende. Hawkins vokal især kunne få enhver kvinde, og mand, til at søge læge for følelsen af torden i brystet i forlængelse af denne valentinsdag.

 

Anders Groos Mikkelsen har flere billeder fra koncerten til dig her:

 

REVIEW OVERVIEW

DZ Deathrays
The Darkness

Share this article

Recent posts

Mere ligegyldighed end håbløshed

Anmeldelse af: My Dying Bride - Macabre Cabaret. Udgivet 20. november 2020 via Nuclear Blast. Kun 8 måneder efter deres sidste plade er My Dying...

En omfavnelse af håbløshed

Anmeldelse af: Mitochondrial Sun – Sju Pulsarer. Udkommer 13. november 2020. All Noir. FREDAG DEN 13. ER KENDT SOM UHYGGENS DAG, HVOR UHELDET, ELLER ULYKKEN...

Djentlemen bringer liv

Anmeldelse af: Periphery - Live in London. Udgives 13. november 2020 via Century Media Records. Denne anmelder har været lidt ude, hvor han ikke kunne...

Død, pest og præst, men hvor er dynamikken?

Anmeldelse af: Plaguemace – Primal Priest. Udgives 6. november 2020. Selvudgivelse. UD AF DEN HORSENSIANSKE KLOAK ER KRAVLET EN HÅNDFULD PESTBEFÆNGTE ROTTER, DER HAR SLÅET...

Jesper Binzer redder farrocken

Anmeldelse af: Jesper Binzer - Save Your Soul. Release 6. november 2020 via Warner Music. Man kan godt tage Jesper Binzer ud af D-A-D, men...

Popular categories