Siden debuten, Get Heavy (i 2002), har Lordi jævnligt cirka hvert andet år udgivet albums af svingende kvalitet. Deres niende og seneste udspil, Sexorcism (fra 2018), var mere galt end genialt. I 2006 udkom deres tredje skive, The Arockalypse, som heller ikke var så god, men hvor vindersangen “Hard Rock Halleluja” fra Eurovision Song Contest 2006 var på.
Et af Lordis bedste album er efter min mening Monstereophonic (Theaterror vs. Demonarchy) fra 2016, som var et konceptalbum, hvor første halvdel var klassiske heavy metal/hard rock numre, mens anden halvdel havde et film-tema, der fungerede ret godt – specielt sangene “Demonarchy”, “The Unholy Gathering” og “The Night The Monsters Died”.
Det nye album, Killection, er også et konceptalbum, hvor temaet også er lidt utraditionel. Undertitlen er “A Fictional Compilation Album” – det skal forståes som om, sangene var skrevet fra 70’erne og op til 90’erne. Albummet åbnes af introen, “Radio SCG 10” (Scarctic Circle Gathering), som lyder som et radiospot med klip af gamle Lordi-numre i nye versioner bl.a. “This Is Heavy Metal”, “Bringing Back The Balls To Rock”, “Would You Love A Monsterman?” og “It Snows In Hell”. Radiospottet kommer igen flere gange på pladen, men det gør ikke noget godt for helhedsoplevelsen – faktisk føles det bare som fyld.
Efter introen følger “Horror For Hire” og “Shake The Baby Silent”, der er klassisk Lordi – intet nyt under solen endnu. Men så på “Like A Bee To The Honey” begynder Lordis tidsrejse. “Like A Bee To The Honey” er et gammelt uudgivet Kiss-nummer, som Lordi har fået lov til at udgive efter samarbejde med Jean Beauvoir, som skrev sangen sammen med Paul Stanley. Michael Monroe (tidligere Hanoi Rocks-forsanger) medvirker på saxofon, hvilket løfter nummeret fra middelmådig til anstændig. Lordis store inspirationskilde er Kiss, og det kan man også høre, så det er jo nærmest et perfekt match. Generelt er der på hele albummet også referencer til AC/DC, U.D.O. og Alice Cooper, hvilket både høres, og det kan ses på albummets grafik.
