Anmeldelse af Smash Into Pieces + support, d. 10.05.26 i Amager Bio
Man skal ikke lade sig begrænse, og efter at dømme på antallet af besøgende i salen, finder vi ikke mange konservative stereotype metallere denne søndag.
Foto: Matilde Bresciani
Efter en intens aften med metalcore om fredagen i Gladsaxe med Nothing Noble, HENRET og Ghost Iris tog min musiksmag mig imod noget langt mere lyttervenligt.
Dark Divine
Det kommer i ret høj grad bag på mig hvor hårde Anthony Martinez (vokal), Robby Lynch (rytme guitar), Triston Blaize (trommer) og Cory “Scissorhands” Piscitelli (bas) er i deres lyd når man tænker på headlineren denne aften. Deres “Make Me Disappear” (2025) single er ovre i umiskendelig metalcore og både deres lyd og æstetik mht. makeup og sort nitte-tøj låner de i høj grad fra et band som Motionless In White. Martinez growler dybt, skriger godt, synger fint og udstøder også noget, der næsten lyder som pig squeals. På trods af at publikum denne aften ikke har nogen intentioner om at moshe, så formår Dark Divine alligevel at få lidt gang i de tilbageholdende gæster. Det er dog for meget for en af børnene der med høreværn på eskorteres roligt ud af sin mor. Ja, jeg havde heller ikke regnet med, at det ville være så heavy.
Der råbes med på “Better Start Digging” (2025) singlen og Martinez er en sprælsk showman der sørger for at firkløveret gør denne deres første koncert i Danmark mere effektiv, end jeg havde troet. Også de resterende musikere bidrager til bevægelsen på den store scene. “This is dedicated to making a memory with you tonight” råber frontmanden inden at “Permanent” starter og følges op af “Half Past Dead (Bury Me)” (2026) singlen og “Cold” fra Deadly Fun (2023) hvor mobilerne får lov til at lyse op i mørket. Setlisten får et par stykker til at hoppe og nikke med hovedet her og der. Det er ganske vist standard amerikansk metalcore som vi kender det og på ingen måde bringer det noget nyt til bordet. Alligevel er der et groove og et melodisk omkvæd eller fire, der sætter sig mere fast, end jeg ville havde troet.
Der kan anes lidt backing track, men vi er på ingen måde ovre i Milli Vanilli eller Dogma-territorium. Martinez har faktisk fastholdt sin diverse stemme her på sidste stop på denne tour. Der udtrykkes stor glæde, begejstring og ydmyghed over at stå i København og der er smæk på “Halloweentown” fra Halloweentown (2022). Ydermere kommer medlemmerne fra Smash Into Pieces gående ind som zombier som en venlig prank nu hvor deres fælles rejse slutter for denne gang. Blandingen af breakdowns, følsomme harmonier og gotiske horror temaer åbnede aftenen med et genkendeligt format jeg gerne ser igen. Dark Divine er godkendt.
Enemy Inside
Tyskerne Nastassja Giulia (vokal), Evan K (lead guitar), David Hadarick (rytmeguitar), Dominik Stotzen (bas guitar) og Hanno Kerstan (trommer) er en af den slags bands der har spillet flere gange på Wacken Open Air, men som jeg bare ikke har fået set på trods af mange års besøg på festivalen. De er faktisk en af hovedårsagerne til at jeg er taget til København. Der skrues op for produktionen og flere lamper og dekorationer lyser og blinker løs som der åbnes med “Venom”, “Should Have Known Better” og “Sayonara” fra Venom (2025). Genren er forankret i den meget poppede metalcore med masser af ren vokal + en dosis electronicore som hos I See Stars. På sidstnævnte sang minder Enemy Inside faktisk helt om Hanabie.
Giulia har en imponerende skrig og en flot evne til at ramme de helt rigtige toner. Der klappes pænt, og guitaristerne stiller sig på podierne i hver sin side. Men på trods af at Enemy Inside har hitpotentiale virker bandet lidt flade, selv om de spiller som de skal. Der gøres ikke som sådan noget ekstra ud af ud af “Dirt On My Name” udover at sige “this is about people judging you without knowing you”. Gæsterne er helt døde og stemningen er faktisk ikke eksisterende. Havde tyskerne ikke haft sans for catchy sangskrivning, var det her faldet helt til jorden. “Innocent”, “R.I.P.”, “Fuck That Party” og “Release Me” gør ikke meget væsen af sig og det er ærgerligt. For der er kompetencer til mere hos Enemy Inside, men bandet er vist lidt trætte og folk er som sagt ikke kommet for at hoppe rundt. Udover nogle få foran. For flere er det her deres første metalkoncert og de er lidt generte. Det gør sig forresten gældende over hele aldersspektret. Man behøver ikke vælte rundt for at nyde live musik, men det er sigende på den næsten pinligt høflige applaus at der ikke er mange der går hjem og lytter til main supporten.
Til “Phoenix” fra Phoenix (2018) er det tid til endnu en spøg, og de andre bands kommer ud iført masker og vifter med tour merch fra Enemy Inside. Som prikken over i’et stjæler de Kerstans trommer bid for bid så han må spille færdigt på et mere primitivt sæt. Jeg har en fornemmelse af at det her var en uheldig usædvanlig flad optræden, hvor gruppen ej heller fik ordentlig kontakt med publikum. Jeg håber at det er bedre næste gang jeg ser bandet. I denne omgang var det lige præcis godtaget, men det var med røven i vandskorpen, som min gamle mor plejede at sige.
Smash Into Pieces
Indrømmet. Da jeg så Chis Adam Hedman Sörbye (vokal), Benjamin Jennebo (lead guitar), Per Bergquist (rytmeguitar) og APOC (trommer) i Pumpehuset skulle de nok i bagklogskabens lys nok have haft en lidt lavere karakter. Om opgraderingen af venue ville skade eller hjælpe svenskerne ville vise sig.
En kæmpe arcade maskine med Arcadia skrevet i toppen lyser og inde i den hævet oppe sidder maskotten og trommeslager APOC i sin skinnede fremtidsishockeymaske og sorte kutte. Bagved ham er en skærm med Matrix-lignende koder, der også viser billeder af en futuristisk neonby og flammer. Et dansk flag på trommerne i bedste Lars Ulrich stil er en ellers sød detalje. Og sukkersødt er lige ordet når snakken falder på Smash Into Pieces. “Venom” og “Six Feet Under” fra Ghost Code (2024), “Glow In the Dark” fra A New Horizon (2021) og “All Eyes On You” fra Arcadia (2020) er næsten desperate i deres ambition om at ramme MyRock segmentet og finde vejen til den lettest genkendelige sang. Lasere skinner ud i Amager Bio og selv om det her næsten ikke har noget som helst med metal at gøre, så har det åbenlyst sine fans. Der synges højt med og der kommer endelig lidt liv i gæsterne. Det er 100% Eurovision-rock det her, men på trods af de totalt platte tekster har Smash Into Pieces faktisk evnerne til at skrive en god popsang.
Hvad jeg dog finder unødvendigt, er den voice over der skal lyde som en eller anden slags virtuel hypeman eller “big brother is watching you” fra enhver sci-fi film du nogensinde har set. At den skal køre imellem næsten hvert nummer bliver tåbeligt i længden. Men det har virket for Bring Me the Horizon, så det er da kopieret her.
Jennebo og Bergqvist er særdeles smilende + udadvendte, og der gives knuckles til de forreste foran hegnet, der er børn og de korte simple soloer fra de herrer er acceptable. For det her er et gatewayband der kan åbne døren til mere aggressive genrer over tid for de mindste. Når showet ses i det lys så kan man på en måde godt tilgive svenskerne for at være alt for meget på adskillige parametre. Desværre er det svært ikke at bemærke at Sörbyes stemme er brugt. Han sparer sin vokal flere forskellige og desværre får det hans ellers stærke tydelige sang til at fremstå direkte svag flere forskellige steder. Det stopper ikke fansenes hænder i at være i vejret, og stemningen er god til “Let Me Be Your Superhero”, “Heroes Are Calling”, “Trigger” og “Devil In My Head”. Forsangeren kommer endda med et lille kort growl nu og da. Måske burde han lade den slags ligge. Det passer ikke rigtigt ind i det let tilgængelige univers hos svenskerne. “A few years ago no one came to our shows” siges der. Det må skyldes dårlig hukommelse, for det var proppet sidst i Pumpehuset.
“Somebody Like You” der dedikeres til vokalistens kæreste på balkonen er ekstra fløde, som man kan forvente af Smash Into Pieces, men det klæder faktisk nummeret at blive fremført akustisk. Særligt fordi at man kan få bekræftet at Sörbye ganske vist har en lidt generisk stemme, men den fungerer sgu når man kan høre den. På dette tidspunkt må jeg smutte hjem, da jeg skal sige farvel til en kær ven mandag formiddag. Jeg går mod udgangen med flere følelser. For jeg vil på den ene side meget gerne kritisere Smash Into Pieces for at være så fladpandet leflende i deres sangskrivning, men det kan bare heller ikke fornægtes at de har en mission og en mening med det de laver, der ræsonnerer med dem der stille og roligt er på vej ind i den hårde musik. Men nu har jeg set dem 2 gange og jeg kan sagtens respektere at der er et behov for dette band, imens at jeg selv ikke har brug for at dyrke dem mere.
Fotos er taget af Matilde Bresciani
Smash Into Pieces
