Anmeldelse af Smash Into Pieces, d. 08.12.24 i Pumpehuset, Kbh.

På deres Mainfest Europe Tour 2024 kommer de svenske pop-metallere i Smash Into Pieces forbi København. 

Foto: Gabriel Rasmussen

Aftenens koncert er dog ramt af 2 aflysninger. Begge supportbands, From Fall To Spring og Halflives, har aflyst denne søndag. Men koncerten har været udsolgt 3 uger i forvejen, så hvis headlineren er tilstede, så gør det andet nok ikke så meget. Personligt efter en lidt for begivenhedsrig uge så ser jeg ærligt frem til et lidt kortere show. Jeg er til fals for det meget melodiske, så jeg var atter oppe på cyklen og ude i natten. 

Smash Into Pieces

Dannet i 2008 har bandet haft stor succes med deres blanding af rock, synth, electro, pop og alternativ metal. Deres musikvideoer har millioner af visninger på Youtube og nu kan de også føje til CV’et for at have fyldt Pumpehuset. Igennem deres 8 albums rammer de ind i alle de klicheer man kunne forvente når man kigger på deres genre miks. Spørgsmålet er naturligvis om deres musik kan fungere i en live sammenhæng. 

Gruppen er 13 min. forsinket, men scenen er flot dekoreret med flere lamper og skærme og et trommepodie. Netop EPOC (trommer) agerer også som en slags maskot for bandet med sin hætte, futuristiske glimtende lysmaske og lasere ud af fingrene, da han som den første dukker op. Chris Adam Hedman Sörbye (vokal), Benjamin Jennebo (leadguitar), Per Bergquist (rytmeguitar) og Emil Magnil (live-bas) er lige bagefter og der åbnes med “Hurricane”, “Wake Up” og “Glow In the Dark”.

Dette er absolut i den meget let tilgængelige del af rock/metal spekteret og betegnelsen gatewayband ville også passe fint på Smash Into Pieces. Det er på mange måder en meget generisk opbygning med de catchy vers og de lige så fængende omkvæd og det er en formular de ikke viger fra gennem hele showet.

Heldigvis har de på trods af deres konstante leflen for det store radiohit faktisk skrevet nogle ok solide sange, hvor numre som “Venom” og “Flow” fra den nyeste udgivelse Ghost Code (2024) er svære ikke at rocke med på da de spilles.

Når det kommer til at sætte festen i gang nede på gulvet, skal det siges at forsamlingen denne aften ikke tilnærmelsesvis består af metalfans. Derfor Er der ikke megen bevægelse og moshpits og crowdsurfing er ikke eksisterende. Der skal mest synges med på MyRock-materialet, men dette kan gæsterne alligevel finde ud af. Det samme kan ikke altid siges om Sörbye. Dette skyldes at der bruges kraftigt backing track på hans stemme. Så meget så det flere steder overdøver at manden besidder en fin vokal. Han virker også til at spare meget på kræfterne, bevares det er også sidste dato på deres tour, men det giver desværre en lidt doven aura når det kommer til hans optræden. 

De interaktive skærme med billeder og de mange lys giver en cyberpunkvibe til koncerten og man kan ikke klandre Smash Into Pieces for ikke at forkæle deres fans i denne henseende med en stor produktion. Dog er deres tekster til tider tåkrummende pinlige som når de synger “boom boom will you be my trigger” i “Trigger” og i “Boomerang” gudhjælpe mig hujer “Yeah I’m back, back, back like a boomerang”. Men den meget simple lyrik gør det jo let at synge med på, og det bliver der da også i “Let Me Be Your Superhero” og “Running Away From Home”. 

Hvad der bringer stor jubel hos alle er en lille dreng, der på skuldrene af sin far foran hegnet får meget opmærksomhed fra bandet og lov til at vifte med et flag som forsangeren kommer ud med og en gratis t-shirt får han også stukket i hånden. Den slags anerkendelse af de mindste skal man alligevel have point for.

Gruppen er taknemmelige for deres publikum, men den lange tale til sidst når næsten et for leflende niveau. 2 børn skal da også med op og slå på trommerne inden der lukkes og slukkes. Dog uanset hvor flødeagtige Smash Into Pieces er i deres tough guy-militærveste, så vil jeg sige at de har en eksistensberettigelse igennem deres bevidste fængende brede appeal og de har alligevel flere hooks end mange andre bands i samme genre. 

Og som publikum viftede med hænderne, telefon lysene og klappede til “Afterglow” og “Six Feet Under”, så tog jeg da også mig selv i at indrømme at jeg ikke har set svenskerne for sidste gang. Nogle gange må det gerne være simpelt og overproduceret så længe det er veludført, og jeg lytter alligevel ikke længere til meget black og death metal derhjemme på værelset anno 2024.