Anmeldelse af Daze of June + Odd Palace, d. 23.04.26 i Lille Vega
Nu bød torsdagen på mere dansk musik, dog i den tunge ende af skalaen.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Jeg når desværre ikke The Doves, men jeg er glad tilbage på Vesterbro, nu i Lille Vega.
Odd Palace
Jeg var i tvivl om rækkefølgen, men det er altså Gert Børsting (vokal), Lasse Grube (guitar), Morten Peetz Andersen (trommer), Søren Lærkeholm Haenschke (guitar) og Patrick Wolfgang (bas), bedre kendt som Odd Palace der går på. Jeg har ikke set bandet siden Prime Is Coming 2024. Så jeg er spændt på hvor de befinder sig anno 2026.
4 store lamper blinker og salen er tæt på næsten halvt fyldt. Da Børsting kommer ind, er det med et stort smil, men mikrofonen fungerer ikke i starten. Det fikses dog hurtigt og der er masser af bevægelse i Odd Palace. Både synkront og individuelt lever gruppen sig ind i “Chemical Solution” fra debutalbummet Things To Place On the Moon (2018). Børsting leverer en lys og klar ren vokal der krydres med lidt råb. Disse forsøg på lidt mere rå vokal føles en smule forcerede nu og da, men ellers er det et fint forsøg på en mere intens form for sang. Vi befinder os i prog rock-genren, og soloerne er energiske imens at en aura af indadvendte tanker gennemsyrer materialet. Sine steder kan Odd Palace helt minde mig om Karnivool.
Ganske vist mærker man de mere filosofiske emner i musikken, men musikerne sørger for at demonstrere, at de på ingen måde står stille. I rødt, lilla og grønt lys snurrer de rundt om sig selv og hopper. Publikum skal måske lige finde sig selv i de mere komplekse strukturer i sangene, men det bliver aldrig for teknisk så det ikke kan appellere bredt, ej heller er det leflende så det mister sin identitet af mange dimensioner. Til singlen “All In My Head” (2025) råber vi med på “it’s all in my head” og det bliver næsten til et rent fodboldkor. Der fortælles at sidst de stod i Lille Vega var det til Emergenza Festival for 10 år siden. Børsting finder en akustisk guitar frem og vi får en meget flot version af “Avalanche” fra deres Anthropocene (2023)-EP. Den præsenteres som deres eneste kærlighedssang og dedikeres til forsangerens kæreste. Frontmanden er tydeligvis selv rørt og det er et højdepunkt i koncerten.
De siger at det er deres største show nogensinde og den store glæde og løssluppenhed smitter til sidst af på os og der hoppes flere steder i Lille Vega. Benjamin fra Daze of June laver gæster brøl på singlen “Dying Star” (2026) og nummeret lover os en dynamisk og hårdere fremtid for Odd Palace. “Wildfire” lever op til sin titel og den ene af deres guitarister crowdsurfer ud over gæsterne. Jeg havde næsten glemt hvor spændende et bekendtskab Odd Palace er. Uforudsigelige, følsomme og eksperimenterende. Der går ikke 2 år til før jeg genoplever det her live.
Daze of June
Et band jeg til gengæld har set meget oftere end Odd Palace er Daze of June. Sidst i Poolen i 2025 sammen med H.E.R.O., Cold Culture og Siamese. Det plejer at være mere end solidt. Der spilles elektronisk popmusik imens vi venter og der stilles tre podier op på scenen. Der er røg bag trommerne, hvor Sebastian Stendal sætter sig. Der er ikke videre mange mennesker. Faktisk langt færre end før, men jeg tænker at de bare lige skal ind fra gaden af. Rygepauser skal der jo også til.
Med “Hospital Bed” og “Blacbones” fra deres Stages of Erosion (2025)-EP kommer Daze of June godt fra start. Benjamin Julian Ganzhorn er altid et festfyrværkeri på scenen og metalcore gentlemændene har virkelig fundet den rette formel til at skrive musik med kæmpe omkvæd der går lige i hjertet imens du i næste øjeblik sætter din nakke og ryg på prøve i et veleksekveret breakdown. Der er en kort forvirring om hvilket nummer der skal spilles inden at “New Beginnings” fra Tainted Blood (2020) holder dampen oppe. På “In Time” kommer Frederik Møller fra Defecto ind og spiller en meget flot solo, for pokker den mand er dygtig. “Secret Door” er mit nye favorit nummer med Daze og June hvor jeg altid giver den 200% nede på gulvet, men der er vist lidt tekniske problemer med Ganzhorns in ears da han ikke synger en del af et vers.
En anden ting, der nu er uden for enhver tvivl, er at vi ikke bliver flere. Der er næsten gabende tomt i Lille Vega og der er ej heller mange der får bevæget kroppen til den hitparade vi ellers får serveret. Det er en skam, da bandets diskografi fortjener en langt større respons, end der bliver givet her på Vesterbro. Det skal dog ikke stoppe danskerne fra at klø på i samme høje tempo og vi får endda fornøjelsen af en ny sang. Her går der decideret pop i den flere steder og jeg kan i høj grad lide det jeg hører. For min skyld må der gerne flirtes med mere kommercielle elementer. Det er en udvikling jeg sagtens tror at gruppen kan brillere med. “Two Suns” har format, melodi og aggression i lige dele. Men det er da balladen “Shade” fra Heart of Silver (2018) begynder, at jeg får en lille klump i halsen. Det er simpelthen et så smukt nummer og det bliver spillet alt for sjældent live. At der er inkluderet en kort version af Creeds “With Arms Wide Open” er kun en ekstra bonus. Kan vi lige være enige om at Daze of June er nødt til at udgive et helt cover af denne her? Ja tak! Vores mobiler lyser passende op i mørket.
Det er et helt medley da gruppen går over i “June”. Et hårdtslående valg, der er en klassiker i denne sammenhæng, selv om Ganzhorn kæmper lidt med sin rene vokal. Hans skrig og brøl sidder dog i skabet som altid. “It Stays” er en lille genistreg og får mig altid helt i hopla. Jeg har fundet et par veninder til venstre at feste og danse med, så jeg ikke står alene med min energi foran til højre. For der sker stadig ikke meget blandt gæsterne, når man kigger rundt. Igen får vi fornøjelsen af noget uudgivet musik og det lover godt for den næste plade. Jeg venter spændt. Der kommer lidt moshpit til sidst og til den rørende og dynamiske “Son” burde det da også være umuligt at stå stille, selvom vokalisten igen har besvær med stemmen. “Matriarch” sætter et hårdt punktum for at uanset mængden af mennesker er Daze of June altid et fokuseret, storladent og tungt live band, der aldrig nogensinde skuffer!
Ingen af de 2 orkestre er de nye drenge i klassen længere, men det var uomtvisteligt at de stadig har en stor plads på den danske metal- og rockscene, iblandt skoven af nye artister. De viser stadig vejen frem og er fremragende moderne eksempler på hvorfor vi sagtens kan følge med udlandet når det handler om den melodiske heavy metalfusion.
Se galleriet af Joachim Vilholm Vilstrup herunder.
Odd Palace
Daze of June
