Anmeldelse af: Prime is Coming. Hotel Cecil. 05. januar 2024.

2024 lægger ud med den årlige Prime is Coming-tour på Hotel Cecil.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Siden 2017 har Prime Collective taget en række af bands med rundt omkring i det danske land for at optræde. Det har ofte været en solid miks af moderne metal- og rock bands. Fra de mere erfarne grupper som Siamese, Ghost Iris, The Interbeing og Defecto til upcoming-musikere som SortHandsk, Tainted Lady, Blind Channel, South Haven og Hearteater. 

På Sjælland har koncerterne fundet sted på blandt andet Huset, Gimle og Beta, men det virker til, at man nu har besluttet, at Hotel Cecil i hjertet af hovedstaden er hjemmet for denne begivenhed. Jeg har været gæst hvert eneste år og glædet mig til annonceringen af bands. Min store hang til melodisk og poppet metal har altid gjort line-uppen til en fin buffet af velkendte og nye navne. 

Anno 2024 skal Riyah, Ikonik, Cold Culture, Dethrxner, Odd Palace, Unseen Faith og Lifesick varme os op i vinterkulden, der denne januar er ekstra streng. Min cykelkæde er frosset fast, så jeg må på gåben ned til Niels Hemmingsen Gade. Jeg indfinder mig i loungen i godt selskab med en Royal Free, og kl. 19:00 starter det hele.

Riyah

Sangerinden har tidligere sunget for Ivy Crown, som jeg har et fint forhold til, selvom det snart er år siden, jeg sidst så bandet live. 

Som soloartist har Riyah udgivet EP’en, Ripped Jeans, sidste år; den indeholder fem numre, hvor jeg har fået lyttet til singlen “Perfect” et par gange. Det slog mig som udmærket poleret metal med lidt elektroniske tendenser, men ville jeg blive lige så glad for Riyah solo, som jeg har været for Ivy Crown?

Da det er første indslag, er vi ikke så mange mennesker, men der påvirker ikke sangerinden og hendes band. De går til opgaven med god entusiasme, selvom jeg oplever, at frontkvindens stemme lige skal blive varm, eller også er det mikset, der gør, at et par ellers udmærkede toner fader lidt uheldigt ud. 

Jeg nyder den lettilgængelige metal-rock, men jeg kunne godt ønske mig, at der blev lænet endnu mere ind i de poppede elementer, der leges med, i f.eks. “Make It Rain” og “Perfect”. Lydbilledet smelter bedre og bedre sammen, og der er flere steder i musikken, hvor jeg kan høre de elementer, Riyah vil have frem i sin musik, blive præsenteret flot.

Men jeg ønsker mig nogle flere hooks for at overgive mig helt. Jeg kan også håbe på, at hovedpersonen vil udfordre sin stemme noget mere, for teknikken og talentet er til stede. Forsangeren fra Cold Culture gæster på sidste nummer, og hans brøl tilføjer lige lidt solid ekstra vildskab til musikken. 

Jeg ser gerne Riyah igen, til den tid kan jeg nok hendes sange lidt bedre. For min nysgerrighed er vakt, selvom jeg også oplevede det hele som lidt anonymt til tider.

Ikonik

Jeg havde glædet mig meget til at se Ikonik optræde, da jeg efter hendes show til Den Hårde Tone har lyttet intenst til hendes tre singler, “Flake”, “Mistakes” og “Wall of Stone”. Senere finder jeg ud af, at sangerinden desværre er ramt af sygdom og derfor måtte aflyse aftenens optræden. Pokkers. Lidt skuffet står jeg foran scenen, da Cold Culture går på i stedet.

Cold Culture

Jeg har intet hørt om det unge band før. Lidt hurtig research viser, at de i 2023 udgav en EP, Afterthoughts, og endnu ikke har mange livekoncerter bag sig. Men det skal blive en semi brat opvågnen på det gamle hotel. 

En ekstra tromme er placeret tæt på keyboardet i venstre side af scenen. Bandet er lidt forsinket, men da de går på, er det med en imponerende indlevelse. Man kan med det samme mærke, at de unge mænd er sultne i aften.

Det første, der slår mig efter to sange, er, at de herrer i Cold Culture sandelig har hørt deres Bring Me The Horizon og lidt Bad Omens oven i. Men der er intet galt i at blive inspireret, og de er absolut ikke alene på den internationale scene om at se op til Oli Sykes og co. 

Som deres forsanger hopper rundt efter alle kunstens regler som optræden, så er jeg hurtigt fanget af den storladne og catchy lyd. Hans stemme og skrig er perfekt balancerede ligesom hans cool swagger. De ejer lokalet. 

Der er pit, og vi laver det klassiske ‘sid ned og hop op’-stunt. Et par stykker foran kan allerede teksterne, så gruppens fanbase er da bestemt til stede, og efter i aften kan de tilføje mig til listen. 

Dog håber jeg, at de ikke kun vil skrive efter tidligere giganter, men også opfinde deres helt egen unikke stil. For de er i rivende udvikling, og de kan uden tvivl skabe deres egen niche i fremtiden. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen på B&W d. 3 marts. 

Dethrxner

Jeg er blevet skrækkelig glad for den her gruppe og deres bøllede over the top macho metal Deres sidste udgivelse, TAUNT, er et skønt mix af rap, nu metal-tendenser og hardcore. Med et smil på læben er de ofte garanti for bekymringsløs fest, i hvert fald når jeg har set dem på Hotel Cecil, Richter og Templet i Lyngby. Bliver denne fredag en gentagelse? 

Med sædvanlig kølig attitude går forsanger, Nema Rad, ind med resten af bandet. Folk skal altid lige se gruppen an, da de kyler mange indtryk i hovedet på en. 

Men deres hårdkogte indsats giver kort inde i showet bonus, da pitten starter. Nema holder en mobil op, hvor ordene “SLÅSKAMP” blinker løs. Det er den slags fjollede stunts, der gør Dethrxner til sådan en skæg oplevelse live. “Power” og “Real Ones” sparker hårdt, og der vindes uden tvivl nye fans i aften.

Jeg tror godt, at det kunne være blevet vildere, men folk er lidt tilbageholdende. En dag vil jeg se et rum fyldt af fans og opleve københavnerne få den massive support, de fortjener. Jeg får dog varmet ryg og nakken fra start til slut. “Get Good” gæstes af Andreas fra CABAL, og vi er efterladt lidt mere svedende end før.

Dethrxner skuffer aldrig. 

Odd Palace

Debutalbummet, Things to Place on the Moon (2018), gjorde mig til fan af denne gruppes prog-rock. De har en unik evne til at skille sig ud med en smittende liveenergi og en lyd, der er helt deres egen. 

Jeg har dog ikke fulgt lige så tæt med som i starten de sidste par år. Men i dagene op til Prime is Coming fik jeg givet deres One Step Closer (2020) -skive et ekstra lyt. Det var ingenlunde spildt tid, for det holder absolut, og jeg må vist holde mere øje med Odd Palace i fremtiden. Det var helt røget under min radar, at de har udgivet en EP i 2023, Anthropocene. 

Det var tid til et long overdue gensyn. Hele bandet er i fuld hopla, og med masser af smil og skøn charme får de publikum med sig ind i deres univers. “Distance” får mine lunger sat på prøve, det samme sker med “The Unknown”. Flere af sangere er fra den nye EP; den skal jeg fluks hjem og lytte til.

Gæsterne bliver kraftigt smittet af spilleglæden fra scenen, og flere stagedivere og crowdsurfere kommer til. Dem, der ikke vælter rundt, får rig lejlighed til at synge med. På et tidspunkt må forsanger, Gert Børsting, endda gestikulere til folk, at de lige skal tage en pause med at overfalde scenen. Frontmanden er en cyklon, man ikke kan tage øjnene fra hele koncerten igennem, og hans stemme er toptunet i aften. En tale bliver holdt for guitarist, Lasse Grube, der har gået igennem svære rygproblemer den seneste tid. Supporten til Grube er skøn at mærke. Denne anmelder er umådelig glad for at se guitaristen sund og energisk i aften. 

Lysshowet med strobelys og røde farver akkompagnerer løjerne godt. Med en baglæns saltomortale fra Børsting lukker Odd Palace deres koncert. Denne selvsikkerhed og legesyge blandet med klar musikalsk vision må jeg snart opleve igen.

Unseen Faith

I den mere tunge ende af skalaen står deathcore-drengene fra Aarhus og skal krølle os sammen. Gruppens to albums, Waiver (2017) og Evoke (2020), har resulteret i, at jeg har prøvet at fange bandet, så ofte jeg kan.

Sidst var det på Forbrændingen som opvarmning for Billy Boy In Poison. Her skulle Unseen Faith 100 % have været hovednavnet. De er en af de kunstnere, jeg har set mest frem til i aften, og jeg regner med at, nu ryger min Nick Cave and the Bad Seeds-t-shirt af i pitten.

Forsanger, Alexander Eriksen, har som altid et imponerende bredt vokalregister, hvor han både growler, skriger, brøler og pig squeler til den store guldmedalje. Badet i strobelys kaster de fem musikanter sig ud i bangers som “Downfall” og “Hardwired”. Men responsen udebliver desværre fra nærmest alle i publikum. 

Måske sugede de to foregående bands lidt for meget energi ud af gæsterne? Resultatet er, at meget få personer får bevæget sig til Unseen Faith og deres melodiøse deathcore. En skam, da de har så meget at byde på. Jeg siger pyt og smider til sidst trøjen ude i midten af gulvet, der er meget tomt og headbanger med hele ryggen. Kvaliteten var tilstede, men næstsidste artist faldt beklageligvis igennem denne fredag. 

Lifesick

Jeg har haft det med Fredericia-bandet, som de menneske,r der ikke har gidet at se Game of Thrones (hvem gad det til sidst?) og The Mandalorian. Som om, at alle er vilde med et kæmpe fænomen, man selv slet ikke fatter. På trods af ok koncerter med Lifesick på Viborg Metal Festival, Stengade og til Den Hårde Tone, så deler jeg bare ikke samme entusiasme for bandet, som alle andre jeg kender. Som i: alle. 

Kan det skyldes, at jeg blot ikke er den store hardcore-fan? På trods af at EYES ellers har vundet mig over. Eller fordi jeg synes, at folk, der hardcore-dancer i pitten, burde få lige så mange slag, som de kommer til at give til dem, der ikke gider deres latterlige opførsel? Skulle min fjerde koncert med gruppen ændre på mine holdninger?

Til at starte med var jeg simpelthen udbrændt efter Unseen Faith. Lidt øm og træt rykkede jeg ud i højre side af scenen for at observere, om sidste band kunne trække mere sved ud af publikum. 

Lad mig sige med det samme, at det kunne de. I en så voldsom grad jeg ikke havde set komme. Folk rykker tættere på på frontbrøler Simon Shohans opfordring. Akkompagneret af hvinende guitar og knusende hardcore eksploderer lokalet i et hidtil uset kaos. 

Moshpit, crowdsurfing, stagedivere, circle pit og hardcore-dancere vælter i en stor brutal organisme Hotel Cecil, som jeg aldrig har set det før. Selv med min utrænede nakke og rygmuskler må jeg nikke med på galskaben, og jeg begynder ved alle dæmoner i helvede at nyde lyden fra Lifesick. Der kan man bare se. Både Jacob Bredahl og Andreas Bjulver laver gæstevokal og deres tilstedeværelse sætter kun mere gang i vildskaben.

Men bliver det lige for meget her og der? Jeg observerer en mindre slåskamp, der ikke var for sjov, det bliver heller ikke løst med den mest fornuftige konflikthåndtering. Senere til sidst må en i publikum da også bæres ud, og koncerten stoppes midlertidigt.

Disse hændelser klandrer jeg naturligvis ikke Lifesick for. Det kan gå vildt for sig nede på gulvet. “Vi går ind i på breakdownet,” råber Simon, da musikken genoptages, og i en vild wall of death afslutter Fredericia-bandet deres show, og jeg humper ud i natten imod Gammel Strand Metro. Hov, der kom jeg vist til at følge deres Facebook side.

26 Januar varmer de op for CABAL på Copenhagen Distillery, nu ser jeg frem til begge bands.

Tak til Prime Collective og alle de optrædende. En solid opvisning som altid i, hvor den danske metalscene befinder sig og er på vej hen. Vi ses næste år.