Anmeldelse af Persecutor – Vendetta, selvudgivet. D. 13/10-2023.

Når Persecutor rammer rigtigt. rammer de hårdt på deres anden udgivelse, hvor thrashen så sandelig lever i bedste velgående. 

Der er fart over feltet på Horsens-bandet Persecutors anden udgivelse- Vendetta. Lige fra “The Reaper” skyder albummet i gang, bliver lytteren præsenteret for thrash i et dejligt tempo og med rigeligt med tryk på riffsne. Persecutor har tydeligvis stor kærlighed for de klassiske thrashdyder, og der kommer til tider rigtigt god fart på de forskellige numre, imens forsanger, Christian Andréz Almanza, har gang i en god og brølende vokal, som passer så afsindigt godt til den stramme thrash, bandet er leveringsdygtige i. Gruppens brug af gangshouts fungerer også afsindigt godt igennem hele albummet, hvor dette klassiske kneb da også bliver benyttet en del. Det er klassisk af en grund, og det fungerer godt sammen med Persecutors riffs og hurtige trommer. Derudover besidder albummet nogle fremragende soli, hvor især solo-stykket i nummeret “Narcissus” i den grad sidder lige i thrash-skabet.

Gruppens fokus ligger dog ikke kun på den hurtige smadder. På nummeret “Legacy” leverer bandet nogle rigtigt fede melodiske passager, som giver en særligt god kontrast til det ellers konstante lydtryk, som lytteren præsenteres for. Det episke spiller ganske godt for bandets øvrige lydbillede og giver pladen lidt mere dynamik; en ting, som man godt kan savne lidt i løbet af albummets knap 36 minutters varighed.

At albummet er så kort og kontant, spiller i høj grad i gruppens favør, da lytteren efter endt lytning ikke bliver overmættet af det ellers fyldte lydbillede. Man når så at sige ikke at køre død i den ellers til tider lidt generiske musik, for generiske bliver det ind imellem for Persecutor. Vendetta er ikke just spækket med originalitet. Hvad albummet dog besidder, er enormt stor kærlighed til thrashens dyder, og leveringen heraf spiller absolut for bandet også til trods for den til tider lidt for genkendelige stil.

Det er netop også, når gruppen forsøger at bryde lidt med den mere klassiske kontante thrash-formel, at musikken rigtigt formår at fange. På nummeret “Nothing Remains” gør bandet netop dette med et over syv minutter langt og dejligt varieret nummer. Her rammer ensemblet i enormt høj grad plet med et nummer, der viser en lidt anderledes musikalsk ambition end resten af albummet, og dette klæder i høj grad bandet.

På “Veil Of Despair” sættes tempoet lidt ned, og bassen og vokalen får rigtigt lov til at dominere her. Det tunge fungerer egentlig fint for bandet, hvor der kommer lidt mere luft i lydbilledet i forhold til de stakkerede og lidt hurtigere rytmer, som vi ellers bliver præsenteret for. Alligevel føles nummeret først komplet, da tempoet kommer op, og vi bevæger os ind i det mere smadrede thrash igen.

Vendettas produktion har godt med tryk på lydbilledet, hvor lytteren næsten konsekvent får ørene blæst igennem. Dette forstærkes naturligvis af den meget kontante musik. Det betyder dog også, at der ikke har været så meget plads til et lidt mere dynamisk lydbillede, når musikken er så konsekvent voldsom, som den unægteligt er igennem pladen. Selve instrumenterne lyder glimrende igennem albummet, hvor guitarerne er lækkert tørre og stramme i deres lyd. Samtidig har trommerne en god dybde samt brug af rumklang, som dominerer helt rigtigt i lydbilledet. Desværre kan bassen til tider godt forsvinde lidt i mixet, hvilket dog nok også er lidt genretypisk. Produktionen virker glimrende på Vendetta langt henad vejen i henhold til den stramme og velspillede thrash, også selvom det ikke just er dynamik, der er taget mest hensyn til.

Persecutor leverer med Vendetta et aldeles fint thrashalbum, der dog til tider falder i den klassiske thrash-tomgang. Bandet formår dog flere steder igennem albummets korte varighed at ramme noget, som så absolut sidder lige i skabet, og særligt når gruppen tager lidt chancer i forhold til den typiske sangskrivnings-formel, skinner deres musikalske talent igennem.