Permanoia
Permanoia indtager scenen i stilhed. Ingen fanfare, ingen optakt. De går bare direkte i gang, og det er faktisk den rigtige beslutning. Der er noget selvbevidst og selvsikkert over den indgang, som om de ved, at musikken taler for sig selv. Og det gør den. De bølgende guitarlag og vokalens konstante skift mellem harsh aggression og melodisk sårbarhed bærer tydelige Deftones-fingeraftryk, og fra de forreste rækker hører jeg, nogen råbe, at de er de nye Deftones. Det er ikke helt forkert. Bassen er høj og distinkt og fungerer næsten som et tredje melodiinstrument, og vokalisten er markant dygtig, med en rækkevidde der imponerer. Problemet er bare, at man aldrig helt glemmer referencen. Permanoia lyder godt, rigtig godt endda, men de befinder sig stadig i en andens skygge. De spiller på Copenhell til sommer, og jeg håber, at de møder op med noget, der er unikt deres eget. Jeg glæder mig uanset hvad, til at følge deres rejse og høre mere af dem!
Afdød
Det starter skævt. Mikrofonen virker ikke, og Afdød må begynde forfra. Men forsangeren tager det med ophøjet ro, løfter glasset mod publikum og siger skål, og pludselig er stemningen vendt. Det er den slags øjeblik, der afslører et bands reelle energi, og Afdød har den i massevis. De spiller tung dødsmetal med et slammet twist og grisede vokaler, og det er ærligt talt ikke mit foretrukne territorium. Men det er fuldstændig ligegyldigt, for forsangerens tilstedeværelse og blik for crowd-interaktion gør ham umulig at se bort fra. Han ved præcis, hvornår han skal råbe om wall of death, og folk adlyder instinktivt. Dybe headbangs spreder sig som ringe i vandet, og da tekniske problemer rammer dem endnu en gang, tager de det igen med et smil. Inden aftenen er omme har de fået mindst fem moshpits, en wall of death og en circle pit ud af et publikum, der slet ikke kom for dem. Det er en præstation i sig selv.
